Det år sjæle slår smut

Jesper Wung-Sungs sitrende, rørende ungdomsroman er en hyldest til efterskolelivet.

Jonathan er fodboldspiller helt ind til benet, det ben han desværre brækkede, lige før han skulle starte på idrætsefterskolen, hvor han skulle dyrke fodbold 24-7, inden han skulle til en fodboldklub i udlandet og være professionel. Jonathans liv spillede - bogstaveligt talt - indtil det ben brækkede! I stedet tager han et par måneder på den kreative Ruvinge Efterskole, mens benet heler.

Jonathans øjne åbner sig for livet uden for fodboldbanen, han møder unge, som lever et liv som er helt anderledes end hans eget og det liv, han efterlod hjemme i Vejle sammen med en smuk, rig kæreste. Hans roomie er helt sin egen, og det samme er den mystiske Asta i den hullede genbrugsflyverdragt og det sære musik i ørerne, som ikke lægger skjul på sin afsky for fodbold eller sin forkærlighed for kaloriefyldte træstammer.

Asta er umiddelbart Jonathans modsætning, hun står også i skærende kontrast til hans kæreste, men heldigvis forfalder Wung-Sung ikke til letkøbte klicheer, for der er selvfølgelig en grund til, at Asta er, som hun er. Der er også mere til Jonathan end fodboldstøvlerne og talentspejderne, især fylder storebroren Gabriel også i Jonathans liv, i hvert fald i tankerne, for ingen ved rigtigt, hvor Gabriel er. Gabriel kom ud i noget lort og skylder en masse penge væk.

Romanen er inddelt i fire kapitler, hvis titler tilsammen udgør sidste vers i Wung-Sungs efterskolehymne, som synges ved skoleårets - og romanens - afslutning. Det er en fin og rørende måde at strukturere romanen på, fordi versets fire linjer opsummerer både efterskoleoplevelsen og romanens handling.

Wung-Sung har haft ideen til romanen i årevis; den er hans første realistiske ungdomsroman i 20 år, og han skrev den, mens hans egen søn var hjemsendt fra sin efterskole under pandemien i sorg over det, hans søn gik glip af. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kan være netop den baggrund, der måske har ført til det, der skurrer en anelse ved romanen. Jonathan er i al sin usikkerhed irriterende perfekt, og det samme er efterskolen og de øvrige elever. Det er samtidig rørende, hvor meget de alle omfavner hinanden og efterskolelivet i al deres samlede quirkyness.

Jeg er ikke i tvivl om, at man oftest ser tilbage på sin efterskoletid som en perfekt tid, men mens den står på? Bliver man aldrig træt af nogen eller synes at ens roomie eller lærer er en idiot? Hvad med alle hormonerne, der drøner rundt i kroppen? Dem mærker man ikke meget til på Ruvinge efterskole. Til gengæld er de unge mennesker virkelig gode til at kommunikere og tale med hinandens om deres glæder, sorger, længsler og drømme, og på den måde er romanen et fint billede på tiden. Romanen er intens og rørende og mange unge læsere vil i Det år sjæle slår smut kunne genkende følelsen af ikke at vide, hvem man egentlig er.

Wung-Sung skal endelig ikke vente på endnu en pandemi, før han igen skriver en realistisk ungdomsrom