Dem, der ikke tier : når ofre bliver helte : seksuelle overgreb på danske børnehjem

Peter Øvig åbner respektfuldt op for et af danmarkshistoriens mørkeste kapitler, når han graver dybt i dansk børnehjemshistorie. 

Børnehjem bør være et sted, hvor børn uden andre muligheder kan få en tryg og kærlig opvækst. Desværre, har det ikke altid været sådan, og Peter Øvigs bog ’Dem der ikke tier’ åbner op for en skjult og dyster side af de statsfinansierede børnehjems historie. Bogen bærer undertitlen ’Når ofre bliver helte: Seksuelle overgreb på danske børnehjem’. Den fortæller meget godt, hvor hård kost læseren kan forvente.

Peter Øvig fokuserer primært på de fysiske og seksuelle overgreb, der foregik på det missionske børnehjem Solgården ved Tarm i Jylland og Det Kongelige Opfostringshus ved Helsingør. Igennem hele bogen forsøger han også at fremhæve de "helte", der har kæmpet for at råbe højt om hændelserne. Heriblandt den 88-årige Oskar Plougmand, der med banebrydende metoder fik ændret forholdene på mange børnehjem, da han fungerede som inspektør i Børneforsorgen i 1970erne. Men også de tidligere ansatte og ofre, der på forskellig vis har forsøgt at gøre op med de indspiste magter, der regerede flere danske børnehjem i 60erne, 70erne og 80erne. Som Godhavnsdrengene, der i årtier kæmpede for at få en undskyldning fra staten på grund af overgrebene, der fandt sted på børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland. Det lykkedes dem til sidst. Mette Frederiksen undskyldte på vegne af staten. Men det var en lang sej kamp for anerkendelse.

Peter Øvig udpensler ikke overgrebene i bogen. Han skriver med en respektfuld, journalistisk distance og maler ikke med større sproglige pensler, end sandheden kræver. Som læser kommer man dog meget tæt på ofrene, og de pinsler de har gennemlevet. Stort set alle har så voldsomme mén, at det må have krævet umenneskelig styrke at overleve. Det var da heller ikke alle ofrene, der kunne leve med den skam, der følger med et pædofilt overgreb. Alt for mange af de børn, der oplevede seksuelle overgreb er døde alt for tidligt. Enten ved direkte selvmord eller indirekte i form af stoffer eller en livsstil, der til sidst har kostet dem livet.

Tænk, hvis de omtalte børnehjem havde givet børnene det, som de skulle bruge: tryghed og kærlighed, så ville mange unge liv havde været helt anderledes. Vi må håbe, at al den smerte, de har gennemlevet – og de kampe, der er taget  – har gjort systemet bedre i dag. Alt andet er for smertefuldt at tænke på.