Bog

BZ – Du har ikke en chance – tag den! af Peter Øvig Knudsen

Af (
2016
)

Anmeldelse

BZ – Du har ikke en chance – tag den! af Peter Øvig Knudsen

02 jan.17

Peter Øvig Knudsen har skrevet en fremragende bog om BZ-bevægelsen i Danmark.

Jeg har længe glædet mig til at læse Peter Øvig Knudsens nyeste dokumentariske bog og sikke en god læseoplevelse! Det er sjældent, at jeg læser en bog, som i den grad udvider min historiske horisont. Hidtil har kun en kerne af BZ'erne fortalt deres version af bevægelsens historie og idegrundlag. Med udgivelsen af Peter Øvig Knudsens bog får læseren nu indblik i BZ-bevægelsens styrker og svagheder fra nye vinkler. Mange nye stemmer kommer til orde og gengiver deres fortællinger og oplevelser i 80ernes store oprørsbevægelse. 

Bogen er bygget op om to fortællespor. I det ene spor dokumenteres en række af BZ-bevægelsens vigtigste historiske begivenheder. Læseren får indblik i bevægelsens mange demoer, husbesættelser, interne forhandlinger, fællesmøder, kreative happenings og familiedramaer. For mig var Øvigs gengivelse af livet i det besatte hus på Nørrebro, Allotria, og den ligeså berømte flugt gennem tunnellen fra Allotria og under Korsgade i januar 1983 højdepunkter i læsningen af bogen. Gengivelsen af de historiske begivenheder styrkes af bogens mange billeder.

Det andet fortællespor er nutidigt og logbogslignende. Her giver Peter Øvig Knudsen læseren indblik i sin dokumentariske arbejdsproces. Peter Øvig Knudsen fortæller om den massive modstand og kritik, han er blevet mødt af blandt tidligere BZ´ere og folk tilknyttet bevægelsen. Han citerer fra lange mailkorrespondancer og facebookbeskeder og giver læseren indblik i, at der stadig eksisterer et socialt hierarki blandt de tidligere BZ´ere. Dette nutidsspor har affødt en del medieomtale og debat efter bogens udgivelse. Der er delte meninger om, hvorvidt Peter Øvig Knudsen gengiver informationerne korrekt, troværdigt, og om han citerer personer, der egentlig har sagt nej tak til at medvirke i bogen. Jeg slugte siderne råt og fandt de logbogslignende beskrivelser virkelig spændende. Disse beskrivelser gav de mere historiske passager kant og perspektiv.

’BZ – du har ikke en chance – tag den’ er en virkelig god læseoplevelse. Som den tidligere BZ´er Niels Ibsen skriver til Peter Øvig Knudsen den 13. februar 2015:
”Fuck, det er en vigtig bog, du er i gang med. Godt det ikke er mig, der skal skrive den. Stort, modigt og tak fordi du gør det. Du har ikke en chance… Ses.” (s. 591).

Denne læser kan ikke være mere enig!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52652154
ISBN
9788702191066
Antal sider
624

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer