Anmeldelse
De taknemmelige af Delphine de Vigan
- Log ind for at skrive kommentarer
Prisvindende Delphine De Vigan er tilbage med en sørgmunter og bevægende roman om alderdom, taknemmelighed og sprogets kraft.
Hvad har vi tilbage, hvis sproget forsvinder? Delphine De Vigans roman undersøger sprogets betydning for vores identitet og relationer til andre mennesker. Romanen kredser, som titlen indikerer, også omkring taknemmelighedens væsen. 'De taknemmelige' er ikke så skarp som De Vigans tidligere romaner, men det er alligevel en hjertegribende læseoplevelse om eksistentielle emner, der vækker til refleksion.
Misjka er en ældre kvinde, som er begyndt at miste sit sprog på grund af afasi. Hun er kommet på plejehjem, hvor talepædagogen Jerome træner med hende og forsøger at holde modet oppe, selvom slaget synes tabt. Misjka falder mere og mere af på den, hensynker i egne tanker og minder og virker mere interesseret i at overtale Jerome til at tage kontakt til den far, han ikke har haft en relation til i flere år, end i at øve sit sprog. Et særligt bånd opstår mellem de to.
Misjka har aldrig fået mand eller børn, men hun har taget sig af underboens pige Marie, når Maries egen mor ikke magtede det. Nu er Marie er en voksen kvinde, og rollerne er byttet rundt, hvor Marie drager omsorg for Misjka samtidig med, at hun har sit at slås med. Da Misjka beder Marie om hjælp til at indfri en art taknemmelighedsgæld fra fortiden, ved Marie, at tiden bliver en faktor, men at hun vil gøre alt for at indfri Misjkas ønske og herigennem udtrykke sin taknemmelighed.
Romanen fortælles på skift af Jerome og Marie, når de hver især besøger Misjka på plejehjemmet, og hovedvægten af handlingen er bygget op omkring dialogerne mellem dem og Misjka. Når Misjka kommer til at blande talemåder sammen, bruger de forkerte ord og vendinger eller sågar opfinder nye ord, er det til tider næsten som at høre et barn, der er ved at lære at tale. Det er både trist og lettere morsomt at være vidne til, men dialogerne viser også en rørende nænsomhed mellem romanens personer, som ikke lader sin læser upåvirket. Når sproget forstummer, mister man også en stor del af sin identitet, og her har De Vigan et godt blik for at fremskrive menneskers sårbare sider, så de går lige i hjertet.
'De taknemmelige' byder på en hjertevarm og eftertænksom læseoplevelse omkring taknemmelighed, alderdom og sprogets værdi og er ifølge bagsiden anden fritstående del i en trilogi om menneskers følelsesliv, hvor første del var De loyale. Den er ikke så skarpskåret som forgængeren, og jeg var til tider på nippet til at synes, at det hele blev en tand for rosenrødt. Alligevel formåede den mere end en gang at tale til mine tårekanaler, og De Vigan kommer med nogle meget fine betragtninger om alderdom.
- Log ind for at skrive kommentarer
Prisvindende Delphine De Vigan er tilbage med en sørgmunter og bevægende roman om alderdom, taknemmelighed og sprogets kraft.
Hvad har vi tilbage, hvis sproget forsvinder? Delphine De Vigans roman undersøger sprogets betydning for vores identitet og relationer til andre mennesker. Romanen kredser, som titlen indikerer, også omkring taknemmelighedens væsen. 'De taknemmelige' er ikke så skarp som De Vigans tidligere romaner, men det er alligevel en hjertegribende læseoplevelse om eksistentielle emner, der vækker til refleksion.
Misjka er en ældre kvinde, som er begyndt at miste sit sprog på grund af afasi. Hun er kommet på plejehjem, hvor talepædagogen Jerome træner med hende og forsøger at holde modet oppe, selvom slaget synes tabt. Misjka falder mere og mere af på den, hensynker i egne tanker og minder og virker mere interesseret i at overtale Jerome til at tage kontakt til den far, han ikke har haft en relation til i flere år, end i at øve sit sprog. Et særligt bånd opstår mellem de to.
Misjka har aldrig fået mand eller børn, men hun har taget sig af underboens pige Marie, når Maries egen mor ikke magtede det. Nu er Marie er en voksen kvinde, og rollerne er byttet rundt, hvor Marie drager omsorg for Misjka samtidig med, at hun har sit at slås med. Da Misjka beder Marie om hjælp til at indfri en art taknemmelighedsgæld fra fortiden, ved Marie, at tiden bliver en faktor, men at hun vil gøre alt for at indfri Misjkas ønske og herigennem udtrykke sin taknemmelighed.
Romanen fortælles på skift af Jerome og Marie, når de hver især besøger Misjka på plejehjemmet, og hovedvægten af handlingen er bygget op omkring dialogerne mellem dem og Misjka. Når Misjka kommer til at blande talemåder sammen, bruger de forkerte ord og vendinger eller sågar opfinder nye ord, er det til tider næsten som at høre et barn, der er ved at lære at tale. Det er både trist og lettere morsomt at være vidne til, men dialogerne viser også en rørende nænsomhed mellem romanens personer, som ikke lader sin læser upåvirket. Når sproget forstummer, mister man også en stor del af sin identitet, og her har De Vigan et godt blik for at fremskrive menneskers sårbare sider, så de går lige i hjertet.
'De taknemmelige' byder på en hjertevarm og eftertænksom læseoplevelse omkring taknemmelighed, alderdom og sprogets værdi og er ifølge bagsiden anden fritstående del i en trilogi om menneskers følelsesliv, hvor første del var De loyale. Den er ikke så skarpskåret som forgængeren, og jeg var til tider på nippet til at synes, at det hele blev en tand for rosenrødt. Alligevel formåede den mere end en gang at tale til mine tårekanaler, og De Vigan kommer med nogle meget fine betragtninger om alderdom.
Kommentarer