Sternberg fuldender sin digt-kvintet af digte fra forskellige tider på fin vis, når han udforsker de sidste dages sprog og stemning.
Sternberg har taget digtlæsere med fra stenalderen og frem til de sidste dage i sine fem interessante digtsamlinger, hvor jeget bevæger sig frem gennem tid og sted. Grundstemningen er let-legende, hvor jeget henvender sig til et læsende du, der befinder sig i et andet tidsrum end det skrevne. Hvis der er noget, som kendetegner digtene, er det tidsrejsen som koncept, og hvordan forskellige tider tager sig ud, når vi forsøger at indfange dem med vores ord.
I ’De sidste dage-digte’ er stemningen præget af, at alt er forbi. Digtene kredser på underfundige og til tider smukke måder omkring dette, som fx her: ”min død vil være / en historisk begivenhed // som ingen skriver ned”, som i sit messende sprog fastslår, at mennesket er uddødt.
Denne grundstemning kan hurtigt blive tung læsning, men Sternberg benytter sig af humor, nogle gange på grænsen til det banale, som gør læsningen afvekslende. Der er ingen tvivl om, at du'et (læseren) er mere fortvivlet over de sidste dages grundstemning, end jeget (den skrivende) er. På den måde lykkes digtsamlingen i sit projekt, fordi jeg mærker, at alt er ovre.
Sternberg er klart bedst, når han lægger den ironiske distance på hylden og i stedet lader de små konstateringer fra menneskets ende svæve frit for læserens nethinde. Det fungerer knapt så godt, når indskydelser som ”jeg skider sjældent” bryder den ellers særlige rytme og stemning, der er i digtene.
Et af de smukkeste digte i samlingen viser, hvor god poesi kan være: ”det er ikke til at tro // at der var en by / at der var en fremtid // midt i al tomheden // ser det ud som om / det tomme område // altid har været tomt”. Her indkapsler Sternberg nogle af de problemer, mennesket står og måske altid har stået overfor. Det er så let at lade en bombe falde, en kran jævne et hus med jorden eller at vende ryggen til det hele – og når det sker, er det som om, at det aldrig har været anderledes, at der ikke har været et før.
Nogle steder går digtene en smule i tomgang, og de kommer til at ligne hinanden lidt for meget i længden. Men det må også være svært at skrive fra et sted, hvor intet længere findes. Det skal ikke nødvendigvis være en kritik af digtene, men i stedet ses som en betragtning om, at sproget også har sine begrænsninger, når man står tilbage som det sidste menneske og efterhånden mister følingen med tilværelsen.
’De sidste dage-digte’ er interessant læsning, og vil man gerne i gang med at læse poesi, kan hele kvintetten af digte på tværs af tid og sted anbefales.
Kommentarer