Stærk og foruroligende. Christel Wiinblad skriver sig helt ind i sjælens mørkeste kringelkroge og drift imod undergang og udslettelse.
Kærlighed kan være svær og opslidende. Nogle gange kan den ligefrem være ødelæggende. I Christel Wiinblads De elskende er kærligheden meget mere end det.
”Jeg tror nærmest, jeg virkelig er ved at dø af det”, udtaler den kvindelige hovedperson igen og igen igennem Christel Wiinblads nyeste skildring af den sårbare menneskelige psyke, hvor trangen til selvudslettelse og den naturlige fysiske overlevelsesmekanisme er to uforenelige drifter, der kæmper om at få overtaget og hele tiden støder sammen inden i hovedpersonen.
Handlingen (som strengt taget mere er en ikke-handling) udspiller sig hen over et år i en hastigt nedadgående spiral henimod den fuldstændige underkastelse, og - som en konsekvens heraf – den totale udslettelse af den kvindelige hovedperson. Og det i en grad så romanens sprog direkte påvirkes af det. Imens hovedpersonen gradvist lader sin krop udslette, udslettes hendes forståelse af verdens materialitet også.
Det er stærk kost. Og utrolig svært - som læser - at være vidne til. Manden, som hun underkaster sig, er dæmonisk. Ren og smuk og kold. Og konsekvent i sit udtalte ønske om at overskride og nedbryde hendes fysiske materielle verden for at nå noget af betydning: ”Det er smukkere end alt”, sagde han. Alt skal gå under i et mægtigt lys. Intet andet betyder noget. Kærligheden overvinder alt. Jeg vil vise dig det. Jeg vil tage dig hele vejen igennem det.”
Han er nihilist i sin yderste konsekvens og en nytolkning af Marquis de Sade med sine sadistiske eksperimenter: Hvad står tilbage, når verden ikke har nogen værdi? En søgen efter at nedbryde alle fysiske bånd og grænser? En grænseoverskridende søgen efter kærligheden? Det virker på én gang langt ude og meget plausibelt på et teoretisk plan.
Og den kvindelige hovedperson, der går med til at underkaste sig så fuldstændig: Er hun i virkeligheden den stærkeste af de to? Fordi hun er stærk nok til på det nærmeste at udslette sig selv på trods af kroppens mekaniske selvopholdelsesdrift? I begyndelsen havde jeg meget svært ved at acceptere, at romanen ikke indledes med at overbevise læseren om, hvorfor de elskende overhovedet er elskende. Også selv om jeg sagtens kunne forstå, at det ikke er romanens ærinde at etablere en plausibel, forståelig relation de to imellem, så irriteredes jeg over min manglende forståelse af, hvorfor hun var villig til at nedbryde sine grænser så fuldstændigt for ham.
Efter endt læsning er jeg derimod af den mening, at grunden til, at romanen kommer til at fremstå så fuldstændig overrumplende, foruroligende og overbevisende, netop er, at der ikke er lagt en forståelig forklaringsmodel ned over den, og fordi manden ikke på nogen måde afbilder en person, som jeg eller nogen anden med en nogenlunde stabil sund psyke kunne falde for.
Var vi som læsere først blevet præsenteret for almene genkendelige følelser, så ville vi ikke tro på, at forholdet ender helt derude, hvor det gør. Så langt ude på et overdrev. Så ville vi være endt med en utroværdig gængs skildring af et almindeligt usundt forhold.
Nu efterlades vi derimod med en stærk udforskning af en psyke på randen af et sammenbrud. På kanten af døden. I et overbevisende litterært kærlighedsgennembrud.
Originally published by Arendse Ørding, Litteratursiden.
Kommentarer