Anmeldelse
Brak af Caroline Lingstone
En stærk og medrivende roman om tab, barndom, hemmeligheder og svære familierelationer.
Da mormoren Fanny dør, tager Christine afsted for at hjælpe sine to onkler med planlægningen af begravelsen og tømme dødsboet. Besøget på hjemegnen ved Annisse sætter gang i tankerne om en barndom med en indviklet familiedynamik i en stor familie, og de ubearbejdede tragedier og traumer, der har påvirket familierelationerne. 'Brak' er med sine almengyldige temaer om sorg og familie en vedkommende roman, som mange læsere vil kunne spejle sig i. Den er også oplagt for læsekredse.
Christine søger svar på mange forhold fra barndommen, som hun kun har brudstykker af, idet hun som barn ikke blev indviet i de voksnes sager. De to onkler er ikke typerne, man sætter sig ned og deler erindringer med eller snakker om følelser med. At det er en familie, hvor der er visse ting man ikke taler om, kommer fx til udtryk hos præsten: ”Da han spørger hvor mange børn min mormor havde, opstår der et underligt øjeblik, hvor Gunnar siger ni, Svend siger syv, og jeg siger seks. Jørgen siger ikke noget”.
Onklerne Gunnar og Svend bor stadig på egnen. Jørgen flygtede fra økonomisk fallit til et andet land og efterlod sin familie. Peter blev pludselig aldrig inviteret mere. Han ejede tanken. Og så var der de to mostre Annie og Elly, som fylder en stor del af romanen, men også de er døde, ligesom der var noget med en lille pige, som døde tidligt. Interessant nok, så er der to personer, som åbenlyst glimrer med deres fravær; morfaren og Christines mor.
Caroline Livingstone har et billedrigt sprog, og man kan virkelig se familien for sig med beskrivelser som ”Den, der rækker sovsen, er ikke nødvendigvis den, der sidder tættest på” og ”- Det tager tre gange at skabe en tradition, siger Gunnar. – Og tre generationer at fordrive et traume, tilføjer jeg. Det er et af de ordsprog, vi ikke selv har fundet på, men som alligevel er blevet noget vi gentager.”
'Brak' er en medrivende fortælling om en familie i fastlåste mønstre og roller, hvor alle har det bedst med at lade som om og gøre, som man plejer. Ingen taler med hinanden om de vigtige ting, og derfor bærer familien på nogle uforløste tragedier fra fortiden, som har påvirket familien og relationerne sidenhen.
Selv om sproget er lige vel symboltungt i første del af romanen, kan jeg sagtens tilgive det, for romanens temaer og persongalleri er spændende og svære at ryste af sig. Især det med at leve og lede i fortiden efter svar, der kan dulme nutidens sår, er hjertegribende læsning. Christine stiller mange spørgsmål og der er mange brikker i det store familiepuslespil af ufuldstændige og slørede erindringer fra barndommen. Romanen giver ikke svar på alt. Heldigvis!
Denne roman appellerer til alle, der er vilde med romaner om svære familiedynamikker som fx Delphine De Vigans Alt må vige for natten, Lotte Kirkebys De nærmeste og Vigdis Hjorts Arv og miljø.
En stærk og medrivende roman om tab, barndom, hemmeligheder og svære familierelationer.
Da mormoren Fanny dør, tager Christine afsted for at hjælpe sine to onkler med planlægningen af begravelsen og tømme dødsboet. Besøget på hjemegnen ved Annisse sætter gang i tankerne om en barndom med en indviklet familiedynamik i en stor familie, og de ubearbejdede tragedier og traumer, der har påvirket familierelationerne. 'Brak' er med sine almengyldige temaer om sorg og familie en vedkommende roman, som mange læsere vil kunne spejle sig i. Den er også oplagt for læsekredse.
Christine søger svar på mange forhold fra barndommen, som hun kun har brudstykker af, idet hun som barn ikke blev indviet i de voksnes sager. De to onkler er ikke typerne, man sætter sig ned og deler erindringer med eller snakker om følelser med. At det er en familie, hvor der er visse ting man ikke taler om, kommer fx til udtryk hos præsten: ”Da han spørger hvor mange børn min mormor havde, opstår der et underligt øjeblik, hvor Gunnar siger ni, Svend siger syv, og jeg siger seks. Jørgen siger ikke noget”.
Onklerne Gunnar og Svend bor stadig på egnen. Jørgen flygtede fra økonomisk fallit til et andet land og efterlod sin familie. Peter blev pludselig aldrig inviteret mere. Han ejede tanken. Og så var der de to mostre Annie og Elly, som fylder en stor del af romanen, men også de er døde, ligesom der var noget med en lille pige, som døde tidligt. Interessant nok, så er der to personer, som åbenlyst glimrer med deres fravær; morfaren og Christines mor.
Caroline Livingstone har et billedrigt sprog, og man kan virkelig se familien for sig med beskrivelser som ”Den, der rækker sovsen, er ikke nødvendigvis den, der sidder tættest på” og ”- Det tager tre gange at skabe en tradition, siger Gunnar. – Og tre generationer at fordrive et traume, tilføjer jeg. Det er et af de ordsprog, vi ikke selv har fundet på, men som alligevel er blevet noget vi gentager.”
'Brak' er en medrivende fortælling om en familie i fastlåste mønstre og roller, hvor alle har det bedst med at lade som om og gøre, som man plejer. Ingen taler med hinanden om de vigtige ting, og derfor bærer familien på nogle uforløste tragedier fra fortiden, som har påvirket familien og relationerne sidenhen.
Selv om sproget er lige vel symboltungt i første del af romanen, kan jeg sagtens tilgive det, for romanens temaer og persongalleri er spændende og svære at ryste af sig. Især det med at leve og lede i fortiden efter svar, der kan dulme nutidens sår, er hjertegribende læsning. Christine stiller mange spørgsmål og der er mange brikker i det store familiepuslespil af ufuldstændige og slørede erindringer fra barndommen. Romanen giver ikke svar på alt. Heldigvis!
Denne roman appellerer til alle, der er vilde med romaner om svære familiedynamikker som fx Delphine De Vigans Alt må vige for natten, Lotte Kirkebys De nærmeste og Vigdis Hjorts Arv og miljø.
Kommentarer