Blomsterdalen er en vanvittig smuk og grum roman om selvmord blandt Grønlandske unge. En vigtig bog, der tager plads i sin læser og bør skabe debat.
Hun er i starten af tyverne, nyforelsket og netop optaget på antropologi på Aarhus Universitet. Men man skal ikke mange sider ind i romanen, forbi den smukke, farverige forside, før maskefaldet sker.
For selvom romanens navnløse hovedperson har en dejlig kæreste, en omsorgsfuld familie og netop er rejst til Danmark for at læse antropologi på Aarhus Universitet, så er der noget, der ikke føles rigtigt. ”En nedtælling begynder” står der på romanens bagside, og det er lige præcis den følelse, man sidder med som læser. At vi ikke læser om en udvikling hos en ung kvinde, der står for at skulle i gang med sit voksenliv. I stedet for læser vi om en afvikling.
I Grønland har man i snart mange år nærmest kunne tale om en selvmordsepidemi. Alle lader til at kende nogen, der er døde af selvmord. Unge mennesker, der giver op og går i fjeldet, hænger sig eller tager piller. Ingen familier lader til at gå fri. 'Blomsterdalen' fortæller historien om, hvordan det er at leve midt i al den død, som alle er påvirket af, men som ingen taler om.
I romanen er det kæresten Maliinas kusine, der i tredje forsøg lykkes med sit selvmord. Vores hovedperson rejser fra Danmark hjem til Grønland for at hjælpe Maliina, der bliver mere og mere besat af tanken om at finde ud af, hvad der fik kusinen så langt ud, at den eneste tålelige udvej var døden.
Men der er ingen hjælp at hente, og det beskrives, hvordan selvmord i stedet for en tragedie nærmest bliver en utålelig normalitet, som ingen tager ansvar for. Familien hverken kan eller vil tale om, hvad der er sket, og romanen beskriver et system, der i den grad svigter. Maliina mødes af en ualmindelig usympatisk læge, der nærmest er uforstående overfor deres ønsker om et svar.
”Vi kan da ikke have huset fyldt med unge, der har slugt piller, det har vi simpelthen ikke plads til. Så må de op til kommunen og skaffe hjælp der, vi har alt for meget at se til her … Dem er der simpelthen alt for mange af heroppe!”
Samtidig må kusinens bedste ven Sejer vente i månedsvis på psykologhjælp efter en overdosis og er i mellemtiden henvist til en krisetelefon med yderst begrænsede åbningstider. Det er barske anklager, men det er netop romanens pointe. Paradokset i at et problem vokser sig så stort, at løsningen bliver uoverskuelig. Der er for mange, der prøver at begå selvmord, så derfor kan ingen hjælpes. Fra en yderst privilegeret læserposition, er det næsten umuligt at forstå.
Korneliussens roman viser med ekstraordinær litterær elegance vores hovedpersons uundgåelige vej ned imod mørket, som hun ikke kan undslippe. Allerede på første side brister illusionen om den lykkelige slutning:
”Ravnen vogtede over mig, indtil dagslyset kom. Så fløj den væk og efterlod mig med de døde. Den vidste ikke, at det var mod lyset og ikke mørket den skulle beskytte mig”.
Kommentarer