Anmeldelse
Bjerget vi bestiger - et digt til vores tid
- Log ind for at skrive kommentarer
Historisk langdigt vil blive analyseret af skoleelever i mange år fremover, ikke så meget for dets litterære kvaliteter, men for dets kontekst og det håb, Amanda Gorman tændte.
Da den 22-årige aktivist og spoken-word digter Amanda Gorman gik på scenen i Washington D.C. til præsident Joe Bidens indsættelsesceremoni den 20. januar 2021, var det på skuldrene af en relativt ny tradition i USA, nemlig at den nyvalgte præsident inviterer en digter til at skrive et lejlighedsdigt og recitere det til sin indsættelsesceremoni. Tidligere har præsidenterne John F. Kennedy i 1961, Bill Clinton i 1993 og 1997, Barack Obama i 2009 og 2013 og nu altså også Joe Biden valgt en digter til at skrive et digt til lejligheden.
Det særlige ved denne udgivelse er, at både Amanda Gorman og selve digtet ikke lader sig læse uafhængigt af de omkringliggende omstændigheder rundt om denne ene begivenhed. Det er helt sikkert ikke tilfældigt, at Joe Biden og hans stab har valgt en ung, sort kvinde til at skrive et lejlighedsdigt til netop dette tidspunkt i historien, hvor minoriteternes stemmer endelig synes at få lov til at blive hørt.
Efter sin spektakulære optræden den 20. januar kunne verden for en stund ikke tale om andet end Amanda Gorman. For var det et digt, hun fremførte, eller bare en virkelig god tale? Kan litteraturen hele os oven på et år med splittelse, sygdom og død? Spørgsmålene var mange, og ét af de spørgsmål, som kom til at fylde særligt meget, var spørgsmålet om, hvem der skulle oversætte dette spektakulære lejlighedsdigt til andre sprog. Amanda Gormans forlag krævede at oversætteren skulle være “a person of color”, og i Danmark faldt valget på den dansk-pakistanske spoken-word digter Naiha Khiljee som selv debuterede sidste år med digtsamlingen Kære søster.
Oversættelsen forelægger nu med titlen ‘Bjerget vi bestiger’ med forord af Oprah Winfrey. I bogen har man valgt både at trykke den engelske og danske tekst, hvilket lægger op til, at læseren skal læse og sammenligne de to tekster - noget man normalt ikke har mulighed for, når man læser en oversat tekst.
Det er tydeligt at Naiha Khiljee har forsøgt ikke blot at oversætte teksten sprogligt, men også at oversætte tekstens pondus og kraft igennem velvalgte ord med den rette ordlyd og klang.
Det første man lægger mærke til er bogens undertitel, som lyder “A Inaugural poem for the country”. På dansk klinger undertitlen en smulle anderledes med “Et digt til vores tid”. Med denne danske undertitel virker det til at forlaget forsøger at binde en bro til digtets og begivenhedens almengyldighed for den tid vi lever i, og det lykkedes mere eller mindre.
Jeg læste den engelske tekst først, og undervejs noterede jeg de steder i teksten, som virkede mest kraftfulde. Herefter læste jeg oversættelsen og forsøgte at lægge mærke til de selv samme steder i teksten. Et af de første steder som springer i øjnene er “And the norms and notions of what “just is”/Isn’t always justice”. Denne sætning fik desværre ikke helt samme kraft i oversættelsen: “Og at normerne og forestillingen om hvordan vi altid har færdedes/Ikke altid er retfærdige”. Ordenes rim og klang slår ikke helt igennem, selvom jeg må påskønne Khiljees kreativitet i ordvalget.
Dog var der flere steder hvor noget af samme kraft fra originalteksten slog igennem:
“If we merge mercy with might, and might with right, /Then love becomes our legacy, /And change, our children’s birthright.” er oversat til “Hvis vi blander mildhed med magt/Og magt med det, der er ret, /Så bliver kærligheden vores arv /Og forandring vores børns fødselsret.”
Denne tekst indeholder den rette mængde af naivitet og kraft, som jeg tror verden havde brug for på det tidspunkt, hvor digtet blev fremført. Som sagt kan teksten næsten ikke læses uafhængigt af sin kontekst, men skulle man alligevel komme med en bemærkning om tekstens almengyldighed og poetiske værdi, kan digtet ses som en ode til det gode i os mennesker, vores fællesskab på tværs af forskelligheder og så indgyder digtet til et tiltrængt håb ovenpå en mørk tid.
Jeg spår, at dette digt vil blive analyseret af skoleelever i mange år fremover, ikke så meget for dets litterære kvaliteter, men for dets kontekst og det håb, Amanda Gorman tændte i mange verden over den 20. januar 2021.
Det er en fin, men ikke fantastisk oversættelse, og jeg beundrer oversætterens kreativtitet og mod i arbejdet med teksten.
- Log ind for at skrive kommentarer
Historisk langdigt vil blive analyseret af skoleelever i mange år fremover, ikke så meget for dets litterære kvaliteter, men for dets kontekst og det håb, Amanda Gorman tændte.
Da den 22-årige aktivist og spoken-word digter Amanda Gorman gik på scenen i Washington D.C. til præsident Joe Bidens indsættelsesceremoni den 20. januar 2021, var det på skuldrene af en relativt ny tradition i USA, nemlig at den nyvalgte præsident inviterer en digter til at skrive et lejlighedsdigt og recitere det til sin indsættelsesceremoni. Tidligere har præsidenterne John F. Kennedy i 1961, Bill Clinton i 1993 og 1997, Barack Obama i 2009 og 2013 og nu altså også Joe Biden valgt en digter til at skrive et digt til lejligheden.
Det særlige ved denne udgivelse er, at både Amanda Gorman og selve digtet ikke lader sig læse uafhængigt af de omkringliggende omstændigheder rundt om denne ene begivenhed. Det er helt sikkert ikke tilfældigt, at Joe Biden og hans stab har valgt en ung, sort kvinde til at skrive et lejlighedsdigt til netop dette tidspunkt i historien, hvor minoriteternes stemmer endelig synes at få lov til at blive hørt.
Efter sin spektakulære optræden den 20. januar kunne verden for en stund ikke tale om andet end Amanda Gorman. For var det et digt, hun fremførte, eller bare en virkelig god tale? Kan litteraturen hele os oven på et år med splittelse, sygdom og død? Spørgsmålene var mange, og ét af de spørgsmål, som kom til at fylde særligt meget, var spørgsmålet om, hvem der skulle oversætte dette spektakulære lejlighedsdigt til andre sprog. Amanda Gormans forlag krævede at oversætteren skulle være “a person of color”, og i Danmark faldt valget på den dansk-pakistanske spoken-word digter Naiha Khiljee som selv debuterede sidste år med digtsamlingen Kære søster.
Oversættelsen forelægger nu med titlen ‘Bjerget vi bestiger’ med forord af Oprah Winfrey. I bogen har man valgt både at trykke den engelske og danske tekst, hvilket lægger op til, at læseren skal læse og sammenligne de to tekster - noget man normalt ikke har mulighed for, når man læser en oversat tekst.
Det er tydeligt at Naiha Khiljee har forsøgt ikke blot at oversætte teksten sprogligt, men også at oversætte tekstens pondus og kraft igennem velvalgte ord med den rette ordlyd og klang.
Det første man lægger mærke til er bogens undertitel, som lyder “A Inaugural poem for the country”. På dansk klinger undertitlen en smulle anderledes med “Et digt til vores tid”. Med denne danske undertitel virker det til at forlaget forsøger at binde en bro til digtets og begivenhedens almengyldighed for den tid vi lever i, og det lykkedes mere eller mindre.
Jeg læste den engelske tekst først, og undervejs noterede jeg de steder i teksten, som virkede mest kraftfulde. Herefter læste jeg oversættelsen og forsøgte at lægge mærke til de selv samme steder i teksten. Et af de første steder som springer i øjnene er “And the norms and notions of what “just is”/Isn’t always justice”. Denne sætning fik desværre ikke helt samme kraft i oversættelsen: “Og at normerne og forestillingen om hvordan vi altid har færdedes/Ikke altid er retfærdige”. Ordenes rim og klang slår ikke helt igennem, selvom jeg må påskønne Khiljees kreativitet i ordvalget.
Dog var der flere steder hvor noget af samme kraft fra originalteksten slog igennem:
“If we merge mercy with might, and might with right, /Then love becomes our legacy, /And change, our children’s birthright.” er oversat til “Hvis vi blander mildhed med magt/Og magt med det, der er ret, /Så bliver kærligheden vores arv /Og forandring vores børns fødselsret.”
Denne tekst indeholder den rette mængde af naivitet og kraft, som jeg tror verden havde brug for på det tidspunkt, hvor digtet blev fremført. Som sagt kan teksten næsten ikke læses uafhængigt af sin kontekst, men skulle man alligevel komme med en bemærkning om tekstens almengyldighed og poetiske værdi, kan digtet ses som en ode til det gode i os mennesker, vores fællesskab på tværs af forskelligheder og så indgyder digtet til et tiltrængt håb ovenpå en mørk tid.
Jeg spår, at dette digt vil blive analyseret af skoleelever i mange år fremover, ikke så meget for dets litterære kvaliteter, men for dets kontekst og det håb, Amanda Gorman tændte i mange verden over den 20. januar 2021.
Det er en fin, men ikke fantastisk oversættelse, og jeg beundrer oversætterens kreativtitet og mod i arbejdet med teksten.
Kommentarer