Bergeners af Tomas Espedal

Essay, digte, sansninger og rejseoplevelser. Espedals lille sproglige patchworkpude giver stor læseglæde. Og så er sproget  sine steder krystalklart.

For nu at tage titlen først: Den er en hilsen til Dubliners af James Joyce, og den måtte jeg da også hen og have fat i. Dubliners består af mere almindelige noveller, og den eneste lighed er nok, at begge handler om spøjse figurer i en by.

Espedals bog er selvbiografiske øjebliksbilleder, der er her og der som det, vi i min ungdom kaldte knækprosa, der er rejseskildringer, og der er hverdagsberetninger fra den intellektuelle sociale verden i Bergen eller Oslo, eller hvor han nu er. Det fyger med en del kunstnernavne i forbifarten, og man kan komme til at føle sig en smule udenfor.

Men så kan der også være fine afsnit, for eksempel barndomshistorierne i ’Hellemyrsfolket’ opkaldt efter Amalie Skrams slægtskrønike også med baggrund i Bergen-området og derfor også et ”citat”. Eller hans kærestesorger og hans ensomhed, en smule selvmedlidende måske selviscenesat, men bestemt sprogligt præcist.

Knausgård er der såmænd også en hilsen til: I hans bind fem beskrives en hændelse under en af Espedals fester, og vi får så her Espedals version. Men det er rejsebillederne fra Madrid og Norditalien, der er mest stemningsfulde, da han (ifølge bogen her) flygter fra medieopmærksomheden efter den knausgårdske historie. Han lader sig selv forsvinde i en fremmed storby, blot sidde med sin vin og sine cigaretter på en cafe.

Denne lille sproglige patchworkpude af en genrebrydende tekstsamling kunne jeg også sagtens opleve som en appetitvækker eller inspirationskilde til skrivelystne: Skriv bare, siger den. Fortæl, beret!

Originally published by Beth Høst, Litteratursiden.