Anmeldelse
Biografi, Dagbog, Breve af Tomas Espedal
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
17. maj bør du kontakte en nordmand og spørge, om de vil komme tilbage til os! For Norge har jo alt! Fedtet olie, lækre fjelde, dygtige skiskytter og ikke mindst et væld af gode forfattere.
Tomas Espedal er én af dem, og har mange udgivelser bag sig, der alle kredser om det menneskelige. Det at være til. At vandre som menneske. At elske og at miste. Biografi Dagbog Breve er fra begyndelsen udgivet som tre selvstændige udgivelser, der i denne udgave er samlet i én bog. På forsiden af udgaven fra Gyldendals Pocket serie er forfatternavn og titel skrevet med udstansede bogstaver. Du kan lukke øjnene og føle dig frem til forfatter og titel. Det indikerer fint den måde, Espedal skriver på. Han føler sig frem, famler i sorgens og dødens mørke og kredser rundt om den livssorg at have mistet sin kone til kræft. En anden sorg, han tager livtag med, er savnet efter og erindringen om sin mor:
”Min mor er død og det rykker ved livet. Som når en streng knækker. Hvor mange strenge holder os oppe? Tre, fire, måske bare én, nej, i hvert fald to, den ene brister og vi ved ikke hvad der er tilbage.”
”De dødes stilhed. Jeg kan, i centrum af denne stilhed, høre lydene fra bilerne og byen, en cirkel af trafik og liv omkring det der er væk.”
Med poetisk stemme fører han os igennem ubærlige sider i livet, så de forvandles til smukke mejslede billeder på nethinden.
´Biografi´ er bogens første del og består af korte poetiske refleksioner med hver deres overskrift: Adresse. Periferi. Skygger. Midt i bogen kommer dagbogen. En stærkt redigeret dagbog. Espedal har ikke bare sat et æggeur på 20 minutter og så skrevet dagbog. Det er en dagbog på kanten til at blive en roman. Hver dag er stringent nummereret 35, 36, 37, mens dagbogen samtidigt bevæger sig som årstiderne, nærmest cyklisk gennem livet. Liv – død - liv. Espedal formår at skrive de døde til live og samtidigt nærmest selv være i døden.
”Hun bøjer sig ned, sidder på knæ, trækker bukserne ned, og huden har den samme hvide renhed som gravstenene, og strålen strømmer gul som en sol.”
Han trækker på det mytiske, særligt den græske fortælling om Orfeus og Eurydike. I lighed med Orfeus, der måtte lade Eurydike gå bag ham i sin skygge, da han fik lov at hente hende op fra dødsriget; sådan fremstår Espedals elskede i skygge, med solbriller etc. Man fornemmer, særligt i sidste del af bogen, ´Breve´, at Espedal som menneske ikke kun trækker på det mytiske, men også på det guddommelige. Vandringen bliver det livgivende. Vandringen kender vi fra hans øvrige forfatterskab, og særligt udgivelsen efter denne: ´Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv’.
Det er bevægende og livsbekræftende læsning at følge Espedals melankolske skrift. Han skriver med et særligt sprogligt overskud og en dyb eksistentiel alvor.
Anmeldt af Anette Brøndum og Anita Fabricius
Analyse
Biografi, dagbog, breve
Betagende. Espedals sprogkunst folder sig eminent ud i disse tekster, der beskæftiger sig med livet fra det banalt hverdagsagtige til de store spørgsmål om meningen, døden og kunsten.
Bogen er en samlet udgivelse af tre separate værker, Biografi (glemsel), Dagbok (epitafer) og Brev (et forsøk) fra årene 1999, 2003 og 2005. Men der er på ingen måde tale om sammenbragte børn, tværtimod. Forlaget har set rigtigt ved at samle disse udgivelser, der nærmest fungerer som siamesiske trillinger, i den grad hænger de sammen og belyser helt magisk hinanden i deres ærlighed og klogskab og Espedals uforlignelige sprogkunst, der suger læseren ind i det ene vidunderlige forløb efter det andet, uanset om teksten handler om hverdagen, om rejser, om livet selv, om døden, om kærligheden eller om kunsten. Og vi kommer så vidt omkring i Espedals tilværelse her.
Lad mig tage kunsten først, skrivekunsten, som er væsentlig for Espedal. Bogens omslagsfoto viser hans arbejdsbord (foto taget af forfatteren selv) med gammeldags skrivemaskine, kaffekop og opslagstavle. Om det at læse og skrive siger han blandt andet i Dagbog:
“Over for læseren i i læsningens øjeblik løftes versets enkelte ord op i højden, hvor det står i et måske tyndt, men gennemtrængende lys. Jeg læser dette på altanen. Jeg har altid boet højt oppe, lige siden barnet stod og lænede sig ud af vinduet på tiende sal, stirrede ned og lod sig falde, lod sig falde ned og stirrede. Jeg var aldrig bange. At læse er en forkærlighed for højder. Jeg ville virkelig ønske at det var muligt at bo i litteraturen.”
Et vandmærke i bogen er sorgen, døden. Espedal mister inden for kort tid både sin egen mor og sine to børns mor, og det er naturligvis et voldsomt slag, som gør livet sort og kompliceret. Espedal erkender, at alkohol kommer til at spille en stor rolle, og at livet som alenefar og forfatter kan være meget svært at få til at hænge sammen. Om døden skriver han blandt andet - igen fra Dagbog:
“Før sneen er der frost og rim i græsset, jorden venter, der er mørkt og stille. Øjet frosset, sneen falder, lægger sig i alt det hvide. Døden venter, is i munden, der er koldt i værelset hvor du venter. Sent september, blodet standser, mørket falder, lægger sig i alt det sorte. Sengen, hånden, mister lyset, døden lyser, efter sneen er der frost og mørkt i sengen.”
Sådan følger det ene fortættede forløb efter det andet. Det kan være beretninger om rejser, en beretning om forfatterens liv som slagsbror og egentlig bokser, en vidunderligt strømmende prosa, til slut fortættes det hele i et langt smidigt flydende prosadigt. Det er svært ikke at læse om og om igen, så fantastisk står disse lysende øjeblikke. Jeg vil slutte med en tekst om kærligheden, det, der ligger bag det hele, en tekst fra Breve:
“Jeg flytter ind i dig.
Et sommerhus, varmen fra ryggen og nakken, skuldrene og rygsøjlen, den svage bue, ryg og køn, det våde køn, så rødt og vådt, så mørkt og hårdt, en væg, din ryg, du kunne lige så godt have sagt: vi flytter ud.
Vi kunne sove ude, under åben himmel. vi kunne bo uden for huset, i haven, under træerne, i græsset, en sommer, du kunne lige så godt have sagt: jeg har ikke brug for dig.
Jeg har brug for dig.”
En formidabel og overraskende rig udgivelse fra en af Nordens væsentligste forfattere. Det er en stor rigdom at være her, i selskab med Espedal. Betagende.
Brugernes anmeldelser