Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan

Hvad er fakta og hvad er fiktion i litteraturen og hvilken rolle tilskriver vi forfatteren i en tid, hvor den selvbiografiske, selvbekendende (selvudleverende?) litteratur for alvor gør sig gældende på det europæiske bogmarked? Det er disse spørgsmål, den franske forfatter Delphine de Vigan kredser om i sin nyeste roman, 'Baseret på en sand historie'.

Bogen er på sin vis en slags opfølger til succesromanen 'Alt må vige for natten' (2011, da.2013), hvor de Vigan udforskede sin egen familiehistorie og især sin mors ulykkelige skæbne. 'Baseret på en sand historie' er de Vigans fortælling om tiden efter udgivelsen af 'Alt må vige for natten' og sine følelser omkring romanens enorme succes: glæden over at have skrevet en bog, som mange mennesker kunne spejle sig i, frygten for ikke at kunne leve op til læsernes forventninger, og forsøget på at håndtere reaktionerne – både positive og negative – fra sin egen familie.

I særdeleshed er bogen en redegørelse for de Vigans forhold til en mystisk kvinde, L., som hun møder lige idet hun skal til at tage hul på sit næste bogprojekt. L. bliver en nær veninde, som Delphine føler et tæt bånd til, og som støtter hende i kampen mod en voksende skriveblokering. Langsomt går det dog op for Delphine – og læseren – at L. har en ikke helt godartet interesse i Delphines karriere som forfatter, og ligeledes har meget stærke holdninger til, hvad Delphines næste roman bør – eller ikke bør – handle om.

Om den spændende og ret så uforudsigelige handling skal der ikke røbes mere her, men det er ikke tilfældigt at romanen flere gange citerer passager fra Stephen Kings 'Misery'. Og dermed er alt langt fra sagt.

Ligesom 'Alt må vige for natten' er 'Baseret på en sand historie' en roman, der bevidst slører grænsen mellem forfatteren Delphine de Vigan og fortællingens Delphine de Vigan. Forholdet mellem Delphine og L. bliver omdrejningspunkt for en sindrig leg med læserens forestillinger om, hvad litteraturen kan og skal, og med vores forventninger til, hvordan virkelighed og fiktion forholder sig til hinanden. Det er lige dele god gedigen psykologisk thriller og raffineret litterært eksperiment, som i dén grad giver stof til eftertanke. Om vi så skal kalde det ’autofiktion’, ’performativ biografisme ’eller måske ’fiktionsfri fiktion’, ja, kan det ikke være lige meget?

Søren Feldtfos Thomsen, Norddjurs Biblioteker