Bådens navn af Kim Fupz Aakeson

Her er ikke noget at grine af, men alligevel griner vi, når mesteren i underspillet dialog levende og sjovt serverer historien om en vred midaldrende kvindes deroute.

Mugge vil have båd, han vil leve sin drøm ud, men hans hustru, fængselspræsten Susse, synes, det er det mest latterlige, hun længe har hørt. Hun gider ikke båd, hun gider ikke sejle og især ikke med Mugge. Men det er som om, den ellers meget medgørlige ægtefælle ikke vil give sig på dette punkt, og de ender med at købe en båd, der hedder Grace. GRACE! Hvem fanden vil sejle rundt i GRACE i Køge Bugt? Susse insisterer på at båden får et nyt navn, og på trods af Mugges formaninger om at det bringer uheld at skifte navn på en båd, bliver den omdøbt.

På en af deres sejladser drukner Mugge, og Susse, der på mange måder er helt udbrændt i gorhold til arbejde og ægteskab ryger så at sige helt ud af kurs. Dog ikke rigtig på grund af tabet af ægtefællen. Susse begynder at drikke tæt og bliver mere og mere spydig overfor den voksne og gravide datter Ditte og overfor sine kollegaer og venner. De vil så gerne hjælpe, men Susse vil ikke hjælpes, hun vil bare have at de alle sammen holder kæft og lader hende være. Men hun har kvababbelser, og i sine mange samtaler med Gud, forstår vi, at hun jo godt ved, at hun måske ikke gjorde sit bedste for at redde Mugge fra druknedøden.

Ubesværet fører Kim Fupz Aakeson os ind i en 59-årig kvindes sorte sorte sjæl - og han gør det godt. Dialogerne er velsmurte og lige i skabet, og man har ingen problemer med at se Susse for sig. Han har skrevet en vred kvinde frem, som vi måske genkender, og det er dejligt forløsende at få lov til at være vred med Susse. Men da den første eufori over endelig at være sluppet af med Mugge har lagt sig, ændrer romanen karakter. Fra at have grinet over de mange rammende, sjove og sarkastisk spydige meninger, Susse har om alt og alle, sidder man pludselig og får ondt af hende. Her har vi en kvinde, der ikke bare er frustreret over alt det, hun ikke nåede, alle de drømme hun ikke gjorde noget ved, alle de valg hun ikke tog, eller den bitterhed, hun stadig har over den hårde opvækst, hun var udsat for, her har vi en kvinde der er ved at drikke sig ihjel, en kvinde i krise, en kvinde i frit fald.

Jeg tænkte en del på Katrine Marie Guldagers lille roman Bjørnen, da jeg læste 'Bådens navn', fordi den har den samme slags hovedperson, en midaldrende kvinde, der er vred, føler sig kørt ud på et sidespor, en kvinde i eksistentiel krise, gift med en medgørlig (og kedelig) mand. Måske er det det nye sort at skrive om frustrerede, vrede, sårbare, gale kvinder i 50’erne. Herligt synes jeg, der er træt at læse om kvinder i 30’erne og 40’erne.

Gad vide, hvordan det går den vrede alkoholiserede kvinde. Hvem vil hun lukke ind og lade hjælpe sig? Og er der overhovedet håb for hende? Det får vi heldigvis lov til at diskutere i DR Romanklubberne i år, fordi 'Bådens navn' er nomineret som den første bog, der skal læses til december 2018, jeg glæder mig allerede!