Bog

Bådens navn

Af (
2018
)

Anmeldelse

Bådens navn af Kim Fupz Aakeson

Her er ikke noget at grine af, men alligevel griner vi, når mesteren i underspillet dialog levende og sjovt serverer historien om en vred midaldrende kvindes deroute.

Mugge vil have båd, han vil leve sin drøm ud, men hans hustru, fængselspræsten Susse, synes, det er det mest latterlige, hun længe har hørt. Hun gider ikke båd, hun gider ikke sejle og især ikke med Mugge. Men det er som om, den ellers meget medgørlige ægtefælle ikke vil give sig på dette punkt, og de ender med at købe en båd, der hedder Grace. GRACE! Hvem fanden vil sejle rundt i GRACE i Køge Bugt? Susse insisterer på at båden får et nyt navn, og på trods af Mugges formaninger om at det bringer uheld at skifte navn på en båd, bliver den omdøbt.

På en af deres sejladser drukner Mugge, og Susse, der på mange måder er helt udbrændt i gorhold til arbejde og ægteskab ryger så at sige helt ud af kurs. Dog ikke rigtig på grund af tabet af ægtefællen. Susse begynder at drikke tæt og bliver mere og mere spydig overfor den voksne og gravide datter Ditte og overfor sine kollegaer og venner. De vil så gerne hjælpe, men Susse vil ikke hjælpes, hun vil bare have at de alle sammen holder kæft og lader hende være. Men hun har kvababbelser, og i sine mange samtaler med Gud, forstår vi, at hun jo godt ved, at hun måske ikke gjorde sit bedste for at redde Mugge fra druknedøden.

Ubesværet fører Kim Fupz Aakeson os ind i en 59-årig kvindes sorte sorte sjæl - og han gør det godt. Dialogerne er velsmurte og lige i skabet, og man har ingen problemer med at se Susse for sig. Han har skrevet en vred kvinde frem, som vi måske genkender, og det er dejligt forløsende at få lov til at være vred med Susse. Men da den første eufori over endelig at være sluppet af med Mugge har lagt sig, ændrer romanen karakter. Fra at have grinet over de mange rammende, sjove og sarkastisk spydige meninger, Susse har om alt og alle, sidder man pludselig og får ondt af hende. Her har vi en kvinde, der ikke bare er frustreret over alt det, hun ikke nåede, alle de drømme hun ikke gjorde noget ved, alle de valg hun ikke tog, eller den bitterhed, hun stadig har over den hårde opvækst, hun var udsat for, her har vi en kvinde der er ved at drikke sig ihjel, en kvinde i krise, en kvinde i frit fald.

Jeg tænkte en del på Katrine Marie Guldagers lille roman Bjørnen, da jeg læste 'Bådens navn', fordi den har den samme slags hovedperson, en midaldrende kvinde, der er vred, føler sig kørt ud på et sidespor, en kvinde i eksistentiel krise, gift med en medgørlig (og kedelig) mand. Måske er det det nye sort at skrive om frustrerede, vrede, sårbare, gale kvinder i 50’erne. Herligt synes jeg, der er træt at læse om kvinder i 30’erne og 40’erne.

Gad vide, hvordan det går den vrede alkoholiserede kvinde. Hvem vil hun lukke ind og lade hjælpe sig? Og er der overhovedet håb for hende? Det får vi heldigvis lov til at diskutere i DR Romanklubberne i år, fordi 'Bådens navn' er nomineret som den første bog, der skal læses til december 2018, jeg glæder mig allerede!

Analyse

Bådens navn

06 nov.18

Bådens navn er et underholdende, hverdagsrealistisk portræt af en fængselspræst, der selv bærer på en stor skyld.

Med 'Bådens navn' har Kim Fupz Aakeson skrevet en roman, der spænder fra det minimalt realistiske til det højdramatiske i en galgenhumoritisk, men ikke ukærlig fortællestil. Romanen skaber et underholdende portræt af fængselspræsten Susanne, der ikke ønsker sig en båd, men alligevel lader sig føre med, da hendes mand, Mugge, er begejstret for ideen. Romanen skildrer det øjeblik, hvor et menneske mister sin tilregnelighed, og verden pludselig åbner sig i nye retninger.

Et portræt af et ægteskab ender som soloportræt
'Bådens Navn' er i flere anmeldelser blevet sammenlignet med en Helle Helle-roman. I information karakteriseres bogen som beslægtet med Helle Helles romaner, ”bare udført håndfast og kompetent snarere end præcist, elegant, overlegent”. Og sammenligningen er ikke grebet ud af det blå. Der er klare lighedspunkter, især i bogens første del, hvor en kvindelig hovedperson går rundt i en indestængt hverdagstristesse i et ægteskab, der ikke længere giver mening for hende. Da hendes mand, Mugge, begynder at tale om at købe en båd, lader hun ham – som en klassisk ikke-handlende Helle Helle-karakter – gå videre med projektet, selv om hun ikke kan lade sig begejstre og selv drømmer om at købe et nyt sommerhus i stedet. Hun er en passiv iagttager til sit eget liv og har svært ved for alvor at engagere sig i det. Sådan forløber bogens første 50 sider, men så tager den en tematisk overraskende og højdramatisk drejning, der sender den i en ny retning og langt væk fra Helle Helle: På en af deres fælles sejladser går det galt, vores hovedkarakter, Susanne, sidder ved roret, mens vinden tager til, og pludselig slår bommen over og rammer Mugge i hovedet, så han falder ud over rælingen, og Susanne sejler båden videre uden at gøre forsøg på at samle ham op.

Herfra ændrer fortællingen sig fra at være et ægteskabsportræt til et enkeltpersons portræt af jeg-fortælleren, Susanne, der i sit professionelle virke er en dygtig fængselspræst, som tager daglige samtaler med de indsatte om skyld og straf. Bogen er løbende krydret med referater af disse samtaler, der hårfint spejler Susannes egen skyld og sorg, som hun pakker væk og dulmer i dynger af vodka og papvin. Disse samtaler bliver et af flere fine og mesterligt veldrejede spor i fortællingen, som også byder på en voksen datters sideløbende graviditet, Susannes fars tiltagende afvikling på et plejehjem, en hjælpsom nabo, der dukker op som en mulighed for en kommende flirt, distancerede samtaler med veninder og ikke mindst portrættet af den østeuropæiske rengøringsmedhjælp, som Susanne og Mugge har hyret uden at kunne huske hendes rigtige navn og derfor blot kalder Stazi.

Dynamiske passager og korte replikker
Hvor Helle Helle i en nøgtern realisme indfanger hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form, ofte med korte, konstaterende sætninger, er der hos Aakeson et andet sprogligt flow. Sætningskonstruktionerne er længere, ofte er helsætninger kun adskilt ved komma, og det skaber en dynamisk effekt, hvor sproget er præcist uden at være afkortet, og lange passager falder i fortløbende, glidende bevægelser:

”Mange af de indsatte hører jeg aldrig fra, men jeg har masser af samtaler, masser, de der sidder inde for første gang og ikke aner hvor de skal gøre af sig selv, de der har siddet længe og keder sig, de der bare vil have en venlig kvindes blik, de der er blevet clean eller ædru og får en samvittighed igen, plaget af tanken om alle dem de har gjort ondt, deres martrede mødre, de børn de ikke rigtig kender mere, de sønner der er på vej ud i noget dårligt, de kærester, de tror bedrager dem og forlader dem.”

Her nærmer fortællestilen sig stream-of-consciousness, hvor fortællerens indre monolog falder som en strøm af tanker. Anderledes kort og præcist er sproget i dialogerne, som her er skåret helt ind til benet i en af Susannes samtaler med de indsatte:

Jeg spurgte: ”Hvorfor gør du det?”

”Gør hvad?”

”De dårlige ting?”

Han: ”Jeg mangler jo bare penge.”

Aakeson på det litterære Danmarkskort
'Bådens navn' er et galgenhumoristisk, men ikke ukærligt portræt af fængselspræsten Susannes hverdag og sorg, og Aakeson giver her, som i sit øvrige forfatterskab, en plads til de mørke og utilregnelige uhåndgribelige sider af vores personlighed og af livet. Og hvad der sker, når vi mister kontrollen over det. Det er underholdende hverdagsrealisme uden fantastiske elementer, måske lige bortset fra Susannes samtaler med en nogle gange fnisende, nogle gange tavs Gud, der ikke holder sig tilbage fra at bruge ligefremme og ugudelige udtryk som fx "Rend mig." Hvortil Susanne selvfølgelig svarer ”Så gerne”. Portrættet af Susannes virke som fængselspræst, samtalerne med de indsatte og med Gud, slår et religiøst tema an, og det er ikke første gang i Aakesons forfatterskab, at religiøse temaer udfoldes. Det sker fx i børnebøgerne 'Da Gud fik en Hobby' (1999) og 'Vitello møder Gud' (2009) og i voksenbøgerne (2003) og 'Lyden af Eva' (1994).

Kim Fupz Aakeson er en af de mest succesfulde, danske forfattere, der har bidraget til de fleste litterære genrer: Børnebøger, tegneserier, skuespil, filmmanuskripter og skuespil, romaner og noveller. Han er Danmarkskendt for sine populære børnebøger, der bl.a. rummer Vitello-serien, og for sine succesfulde filmmanuskripter, bl.a. 'Okay' og 'Den eneste ene'. Men han har også en produktion af voksenlitteratur, der står i skyggen af hans øvrige forfatterskab. Han debuterede med sin første roman for voksne i 1993 med 'Min Laslo'. Aakesons romaner for voksne befinder sig på grænsen mellem det komiske og det tragiske og rummer karakteristikker af karakterer, der ikke får det, de gerne vil have og af kommunikation, der ofte går galt.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
53944000
ISBN
9788702260366
Antal sider
242

Deltag i debatten

21 indlæg
AfBirgit Borum
lør, 15/12/2018 - 16:12

I Bådens navn synes vi sproget er meget levende, vi kan nærmest lugt kyllingefarmen, mærke havet og stemningen der- især også i stemningen mellem Kevin, Nete og Susse.

Det er nærmest scenisk, da vi får fremstillet Susse som person, da hun endelig frår sin frihed går hun i hundene.

Vi håber dog på, at hun liver ” reddet” af rengøringshjælpen!  Vi synes, at der i den scene bliver givet en udvej af misbruget.

Det er befriende at høre om Susses graviditet og fødsel- om et forløb, der ikke bare var fryd og gammen.

Susses relation gennem livet er Gud, som hun taler med og har talt med siden den manglende konfirmation. Gud siger nogle sandheder? Hvad er det, hun søger i disse samtaler? Vi diskuterede, om det var fordi hun har været ensom hele livet- både på kyllingefarmen i barndommen og i sit ægteskab- er Gud hendes trøst?

Vi diskuterede også, hvorfor Susse aldrig har fået sagt hverken til eller fra gennem livet? Er det sådan de fleste af os er? I ægteskabet virker begge parter forurettede- Susse på livet- Mugge på de ting, han ikke har fået- hunden, som åbenbart har været kilde til diskussion gennem mange år.

S. 54… og så er den der, alt det han har talt om, farten, den berusende fornemmelse, friheden. ”

Vi diskuterede, om det var Mugges følelse mht. friheden, når han er på båden eller er det Susses frihed over, at Mugge ikke er der mere?

Til allersidst- er det en tilståelse fra Susses side- eller er det anger, hun viser?

Susse arbejder i et fængsel, men befinder sig i sit eget fængsel- og måske har hun altid befundet sig i et mentalt fængsel?

Vi brugte lang tid på at diskutere Susse- hvilken person er hun? God? Ond? Beregnende? En blanding som os alle?

 

 

 

AfTina Karina Mortensen
man, 17/12/2018 - 12:14

Som svar til af DIVA

Spændende betragtninger Birgit bringer frem. Det er en bog som stiller flere spørgsmål, end den giver svar på.
Hele debatten om skyld og tilgivelse er super interessant.
Din henvisning til s.54 hvor Mugge netop er faldet over bord og Susse endelig mærker den frihedsfølelse, han har talt så meget om, er jo både tragisk og hyle morsom. Her slipper Susse endelig - en kort øjeblik - ud af sit fængsel. Men netop den frihedsfølelse, sætte måske Susse endnu mere i mentalt fængsel. Hun er tæt på at fortælle sine veninder om hvad hun har gjort, men så tør hun alligevel ikke ( s.146). I stedet går hun hjem og får drukket nogle glas vin i en fart. 
II Birgits gruppe har I talt om, om det var Mugges frihedsfølelse, der hentydes til. Jeg tror, det er Susses frihedsfølelse. Desværre opdager hun hurtigt, at det var lidt som at tisse i bukserne; en kort varme og herefter noget rod. Egentlig forstår jeg godt Susse. Jeg synes, Mugge er vildt irriterede og hvis jeg var gift med ham, kunne jeg måske også ønske ham - bare lidt død :-) Det interessante er jo blot, hvor længe den følelse varer ved!
Tilgivelse. Mon hun får det? Susse taler selv i sin improviserede prædiken om tilgivelse. Gud giver hende intet klart svar. Det klareste svar, jeg husker fra bogen er Lottes mor, som på ingen måde tilgiver Kevin at han har myrdet hendes datter. Det er simpelthen så befriende at hun er så tydelig. I grunden tror jeg også, det er godt for Kevin. 


 

AfTina Karina Mortensen
ons, 12/12/2018 - 14:24

Jubii. Hvor er det skønt at se, der er gang i snakken. Og er stor velkomst til Kim Fupz Aakeson. Dejligt, du vil være med.
Nu er jeg levende og med igen efter en uges influenza....
Mon nogle af jer har hørt radioudsendelsen? 
Jakob fra Hillerød bringer Susses far og hans snak om båden på bane. Den båd Susse havde som barn, og som faren har lykkelige minder fra. Nu ved jeg jo godt at Kim Fupz har skrevet bogen. alligevel synes jeg svaret om at faren har fået en hjerneblødning eller lign er for letkøbt. (undskyld Kim)
Jeg forstår godt, hvorfor Susse ikke godtager farens forestilling om "lykkelige familiestunder" men hvorfor har trækker han den frem gang på gang? Han virker ikke just som den romantiske type.


 

AfKim Fupz Aakeson
lør, 15/12/2018 - 14:37

Som svar til af Tina Karina Mo…

jeg svarer lige på det med den far, her har jeg været ude og høste i virkeligheden, vi havde en ellers meget dannet kvinde i familien som ret brat blev virkelig ondskabsfuld, bandende og grænseløs på plejehjemmet, faktisk så de til sidst måtte skille hende fra resten af beboerne og jeg hørte så om det modsatte fra en ven, om en virkelig ikke særlig behagelig mand der lisså brat blev rørstrømsk og sentimental i sin sidste tid, så vidt jeg har forstået er det når storhjernen bliver ramt (slag, prop, blødning) at personligheden og hukommelsen kan ændre sig (mens lillehjernen står for balance og bevægelse), så ja, den slags er jeg ret fascineret af

AfMarianne Träff
tir, 11/12/2018 - 11:41

Igen i år er vi to store læsekredshold i Ishøj. Interessen for at tale om litteratur er usvækket og det er så fedt at mødes med nye og gamle medlemmer.
Da vi mødes i læsekredsen for første gang i begyndelsen af december fortæller alle at de har haft en rigtig god læseoplevelse. Kim Fupz Aakeson har skrevet en let læst roman, med et dejligt flydende sprog og med mange interessante tematikker, altså en roman der i den grad egner sig til at blive diskuteret i en læsekreds.
”Det er rystende at læse om, hvordan Susse ser på andre mennesker, løgn, bedrag og fortielser, siger en.”. Og en anden fortsætter:” Hvem ville have lyst til at have hende som veninde, ægtefælle eller mor”.
Der er ingen tvivl Susse sætter spor hos læserne i Ishøj, det er hendes forstillelse, hendes uærlighed og ikke mindst hendes sarkasme, der rører. Hvor er glæden? Hvorfor bliver hun ikke skilt, det er jo uforskammet at blive i ægteskabet, når man har det sådan, siger en anden. Men det er altså morsomt at læse om irritationerne over hendes mand udbryder en og mange af læsekredsens deltagere, der selv har været gift i 30,40 og 50 år, nikker samstemmende. Og de fleste mener at Susse er både sarkastisk og uempatisk, men i forhold til ægteskabet gør hun egentlig bare det rigtig mange gør, hun tilpasser sig. Det har Mugge jo også gjort! Og helt følelses kold er hun jo ikke, da Mugge er død og den første eufori og lykkefølelse over endelig at være fri har lagt sig, så Hej savner hun de gode stunder, trygheden, en at tale med.
Når alt dette er sagt, så har rigtig mange af deltagerne også grinet af Susses udladninger og de fleste elsker den rappe dialog, de skarpe og humoristiske betragtninger om gamle ægteskaber og trivielle samtaler på arbejdet. Og så er samtalerne med Stasi vidunderlige. Her har Susse endelig en der taler samme sprog, ikke så meget bullshit, al samtale i bydeform og ikke mindst en der endelig genkender Susse og Susses problemer og ikke tror at en invitation til Louisiana løser alt.
De fleste bryder sig ikke om Susse som person. Men der var faktisk et par stykker der godt kan lide Susse, ”Susse siger bare det vi andre tænker og på en eller anden måde er Susse jo selv i fængsel”, siger en. Susse har malet sig op i et hjørne, sikkert noget hun har med hjemmefra. Susses mavesure far er jo ikke ligefrem noget livsstykke og barndommen har jo også været fortielser, dårligt humør og et liv uden sprog. Jo Susse er ok! Vi genkender hende jo alle.
Problemet er, at Susse har alle de samme problemer som fangerne, blot med den forskel at hun føler hun har begået en forbrydelse, men har ikke fået en straf. Og hun er ikke i stand til at give sig selv syndernes forladelse. Hun formår faktisk professionelt at tale med fangerne, men kan slet ikke bruge de værktøjer i eget liv. Men det er ikke usædvanligt udbryder en af læsekredsdamerne. Er det ikke skomagerens børn, der har de mest slidte sko?


Vi kan rigtig godt lide din roman, Kim og vi håber at du snart skriver endnu en voksenroman. For indrømmet mange kendte kun til dig som børneforfatter, så her er der et nyt godt forfatterskab at gå ombord i.


Spørgsmål:
I slutningen af romanen tillader Susse sig at sørge, hun græder ned på stranden, tror du at Stasi formår at trøste og give hende håb om en fremtid?
Hvordan tilgiver man sig selv, når man ikke angre?
Ligger der en symbolsk betydning i bådens navneskift? Susse ønsker at båden skal have et obskurt græsk gudenavn på et søuhyre frem for Grace? Hvorfor?
Taler Susse med Gud? Eller taler hun med sig selv, for Gud er da ikke sarkastisk vel? 

 

AfKim Fupz Aakeson
ons, 12/12/2018 - 11:53

Som svar til af Marianne Träff

kære ishøj, her er forfatteren med lidt tilbage

slutningen og stasis opsang, jeg tænker at tilgivelse måske ikke altid er svaret, tilgivelse er jo sådan en slags ren tavle, det var det, nu kan vi se fremad, men der er jo ting og gerninger vi ikke kan eller skal lægge bag os, ting vi må tage på os og med os videre frem, som et ar eller en tatovering, så stasi taler om at leve videre med gerningen, for vi mennesker har ikke rigtig andet valg, vi er osse vores gerninger

og bådens nye navn var egentlig bare tænkt som et forslag fra et belæst menneske, en kvinde der har været omkring bøger og mytologi og foretrækker et vist lixtal fremfor det platte Grace

den troende vil mene at susse taler med gud, den ikke-troende vil mene at hun taler med sig selv, men når det er sagt tænker jeg at når en troende og gud har haft en relation i mange år, så er der et vist frisprog, drilleri, sarkasme, lidt som et gammelt ægteskab

kim

AfDitte Krogh
tir, 11/12/2018 - 10:27

Her kommer også lige en lille hilsen fra Frederikssund Bibliotekerne, hvor vi havde første møde tirsdag d. 4.12. For første gang har vi to hold, og det var så interessant at se, hvor forskellige holdninger og tolkninger de to hold havde af bogen, og hvor forskelligt debatterne udspillede sig. På begge hold var de umiddelbare meninger om bogen meget delte. Nogle var meget glade for bogen, en hel del var noget skuffede og syntes ikke om den. De fleste syntes at den var meget filmisk og at man kunne se scenerne for sig. Og alle deltog ivrigt i debatten.

På det ene hold var der bred enighed om at det ikke var en ulykke men nærmere mord. På det andet hold var holdningen at Susse bliver lammet og handler irrationelt i det afgørende splitsekund og dermed ikke har den skyld, hun kæmper med hele bogen igennem. Vi havde alle oplevet situationer, hvor vi ikke handlede på den måde, vi vidste, at vi skulle, og hvor vi bagefter undrede os over vores manglende evne til at gøre det rigtige. På det første hold så man Susse som et barn, der var blevet skadet af manglende omsorg i sin barndom (f.eks. i forbindelse med morens død) og derfor havde svært ved at skabe relationer som voksen. På det andet hold så man mest en lidt usympatisk kvinde, der var blottet for empati. 

Ellers kom vi vidt omkring. Vi debatterede Susse og Mugges parforhold, Susse og Dittes relation, Susses dialog med Gud, hendes rolle som præst og hendes forhold til de indsatte og kolleger. Vi debatterede den manglende eller dårlige kommunikation, der også er en vigtig del af fortællingen. Vi snakkede om jagten på lykken, om drømmen om frihed - og om at det, man drømmer om, ikke altid viser sig at være det, man har brug for. Det blev diskuteret hvorfor så meget af det nutidige litteratur kredser om dette. om det er et nyt fænomen eller om altid har eksisteret men at det blot er et spørgsmål om, at vi nu er så højt oppe i behovspyramiden, at vi har overskud til at beskæftige os med det. Vi snakkede om skam, skyld, religion, sorg og meget, meget andet. 

Det var et meget lille udpluk af det, vi var optaget af her i Frederikssund. Det dejlige er at de fleste gik fra og syntes meget bedre om bogen, end da de kom. Og alle var enige om at der var masser af godt stof at debattere i en læsekreds:-) 

AfJakob Poulsen
man, 10/12/2018 - 11:26

Hilsen fra Hillerød Bibliotekerne: 

Bådens navn er ikke ”Nåde”

DR Romanklubben på Hillerød Bibliotekerne var begejstret for sæsonens første bog ”Bådens navn”. Kim Fupz skriver enkelt, skarpt og alligevel utroligt detaljeret, hvor alt, der står mellem linjerne, er til at få øje på.

Borgerskabets indiskrete charme

Der blev talt om mange ting og emner under diskussionen, her er et sammenkog:

Prisen for drømmen om frihed er i virkeligheden et mareridt. Det er hvad Susanne erkender. Fra at gå fra et middelklassekedeligt liv, hvor diskussionen om en båds navn bogstavelig talt får vippet et forhold overbord, til en personlig deroute er trist læsning. Kim Fupz Aakeson er dygtig til at skildre hvordan en persons selvforståelse krakelerer gradvist. Susanne er en karakter, der har høje tanker om sig selv, men samtidig famler usikkert i blinde og søger ubevidst efter tryghed og faderfigurer, eller rettere: en der tager ansvar – for hun formår det ikke! – Samtidig med at hun nages af skyld, skam over sin – måske, måske ikke – utilgivelige handling, der gav hende den tilsyneladende frihed. Hendes personlige gud er gammeltestamenteligt fordømmende og foruroligende fraværende i de mørkeste stunder. Ligesom Susanne selv, der svigter sig selv og sine medmennesker, der stoler på hende… Spørg bare kærestemorderen Kevin…

Spørgsmål

Deltagerne i DR Romanklubben på Hillerød Bibliotek har et par spørgsmål til Kim Fupz Aakeson, som vi håber han vil svare på:

1) Hvad er der med den båd/jolle, som faren taler om?

2) Hvorfor spiller bådens navn en så stor en rolle i bogen?

3) Man kan læse bogen som en kritik af eller opsang til det moderne parforhold; at kedsomhed, følelsen af ensomhed og mindreværd (trods anstrengelserne om at vise det modsatte) osv. er tiltaget i oplevelses- og forbrugersamfundets tidsalder. Såfremt "Bådens navn" er skildringen af ovennævnte problemstillinger, hvad er så dit bud på - eller holdning til - at komme disse øh... sameksistentielle problematikker til livs?

Med venlig hilsen

Hillerød Bibliotek

AfKim Fupz Aakeson
ons, 12/12/2018 - 12:35

Som svar til af Jakob Poulsen

yes, her kommer svar på tiltale:

1) faren blander virkelighed og drøm sammen, det er demens eller måske en lille hjerneblødning, men han laver en lykkelig barndom til susse som hun først har en anelse svært ved at modtage, men ender så med at tage den og lege med i et sidste forsøg på at nå ham

2) og navnet ja, egentlig er det bare Susse der bider sig fast og bliver besat af at få sin vilje i denne her ubetydelige konflikt, men det er jo så osse et varsel, bådfolket mener det giver uheld at skifte bådes navne og gør man det alligevel skal det gøres ordentligt, ceremonien er ikke noget jeg har fundet på, den findes simpelthen 

3) jeg tænkte meget på det man kalder voksenlivets skuffelser, det unge menneske drømmer jo for fuld damp og med alle døre åbne, men meget i voksenlivet handler om helt andre ting, husleje, arbejdsliv, børn måske, praktik, visioner og lyster der ikke var nemme at indfri og en følelse af døre der lukker, mange af os investerer rigtig meget tilværelse i eet andet menneske, som nemt kommer til at repræsentere alt det der ikke er lykkedes for os, en at skyde skylden på, so to speak, vi er ret dygtige til at klage over det vi ikke har og knap så gode til at glæde os over det vi har

AfHenrik Herskind
tor, 06/12/2018 - 07:03

Tænk, forfatteren er lige fyldt 60. Jeg havde skudt ham til at være halvt så gammel ud fra det abrupte, hovedsætningsagtige sprog.

Jeg er lige gået igang og falder over noget, jeg ikke forstår: Susse siger (15% inde i bogen ved afslutningen af et “kapitel”), “Jeg tænker på mine trompetskrald, ved ikke hvor de blev af.” Hvad mener hun med det?

Bortset fra det. Hvad er det for bøger, der er på programmet her i gruppen?

AfKim Fupz Aakeson
ons, 12/12/2018 - 12:19

Som svar til af hherskind

hej henrik, vi er ovre i det bibelske, men muligvis forekommer de ikke længere i de nye oversættelser, her er et par stykker: 

Og han vil sende sine engle med et stort trompetskrald og de vil samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra den ene ende af himlen til den anden

See, Gud og hans Præster drage forud sor os under Trompetskrald, som skulle skingre mod eder. Israels Børn, kjæmper ikke mod Jehova eders Fædres Gud, ...

jeg synes det er et fantastisk ord, som har noget storhed og voldsomhed over sig og det er så det Susse synes der er alt for lidt af i livet i rækkehuset

AfDitte Krogh
tir, 11/12/2018 - 10:37

Som svar til af hherskind

Det er de 6 bøger, der er nomineret til DR's Romanpris 2019:

Januar: Helle Helle: De

Februar: Morten Pape: Guds bedste børn

Marts: Mathilde Walter Clark: Lone Star

April: Hanne Richardt Bech: For enden af perronen

Maj: Karen Fastrup: Hungerhjerte

God læselyst:-) 

 

Afeveline
ons, 05/12/2018 - 12:55

Stilmæssigt minder Bådens Navn meget om Erling Jepsens stil - med humor og alvor side om side. Sådan er livet jo også. Det er også dejligt, at romanen handler om voksne mennesker og deres problemer.

Særligt temaet med skyld og tilgivelse er interessant efter min mening.

De indsatte siger bl.a. : Jeg er ikke nogen dårlig person, gør bare dårlige ting. Giver skylden til samfundet, dårlige fædre og dårlig opvækst. Når de er clean får de en samvittighed igen. Det ubærlige er ikke til at bære, man må give andre skylden. Kevin føler, at han ikke har ret til at være glad igen. Hvordan skal man leve med de ting, man har gjort? Susse forsøger at drukne det i alkohol. Er der forskel på de dårlige ting, man gør, eller de ting man undlader at gøre? Romanen stiller mange interessante spørgsmål

AfConnie Mikkelsen
ons, 05/12/2018 - 08:32

Så starter sæsonen også for mig.

Månedens bog skal først diskuteres i januar i min fysiske læseklub, og sådan vil det nok være iimamge fysiske klubber, at vi ikke lige får læst bøgerne i den rækkefølge de er lagt op 📖

Jeg vilvalligevel allerefe give mit besyv med, da jeg læste den da den blev udgivet.

må tilslutte mig Tinas ord om at Kim Fupz er , om ikke tragisk komisk ,så morsom på den groteske og lidt underspillede måde,der netop kommer frem IIdialogerne, og  meget bliver sagt og skrevet mellem linjerne.

Jeg følte mig underholdt, og glæder mig til at genlæse, omend hovedpersonerne netop, somTina også var inde på, ikke er særlig  er elskelige, men måske netop meget menneskelige i al deres uperfekthed.

Spørgsmål til forfatteren, som måske deltager...

Hvordan bliver du inspireret til at forme dine karakterer. Og hvor er du dygtig til at skrive troværdige dialoger .

Iøvrigt tror jeg det bliver en spændende sæson med de udvalgte bøger.

AfKim Fupz Aakeson
ons, 12/12/2018 - 12:05

Som svar til af Connie

hej connie, her er forfatteren og ja, øh, godt spørgsmål, det er jo en mærkelig disciplin at skrive andre mennesker frem, ind i mellem kan de være meget langt fra mig selv, men  jeg leder nok altid efter et eller andet jeg genkender, noget jeg selv har mærket eller i hvert fald noget jeg forstår, et eller andet der kan vække min empati og når først banen er kridtet op er det heldigvis som om en karakter selv begynder at røre på sig, får en stemme og en måde at være til på

og dialog, tak, dejligt, fordi jeg osse er manuskriptforfatter har jeg skrevet rigtig, rigtig mange dialoger i årenes løb, det er heldigvis noget af det jeg holder allermest af

 

kim

AfTina Karina Mortensen
ons, 05/12/2018 - 09:22

Som svar til af Connie

Dejligt du vil være med Connie.
Og heldigvis har Kim Fupz Aakeson sagt ja til at deltage i debatten her i december. Han byder ind senere.
Du har helt sikkert ret i at flere DR romanklubber rundt på bibliotekerne af praktiske grunde  læser bøgerne i en anden rækkefølge. Det er naturligvis helt ok. Skriv alligevel - her på nettet betyder tid og samtidighed jo intet.
Det med dialogerne synes jeg iøvrigt er værd at tale meet mere om. Dialogen mellem Susse og Mugge, Mellem Susse og hendes far (Hvad fanden skal man med en præst, når man skal skide... (s.29)), Mellem Susse og datteren. .... Uhh, jeg får helt kuldegysninger ....

AfTina Karina Mortensen
man, 03/12/2018 - 16:45

I mit forrige indlæg skrev jeg, der var masser af ubehag i bogen. Sært nok, synes jeg også den er ret morsom. Måske er ordet tragikomisk det rigtige ord. F.eks. synes jeg de første afsnit, hvor Susse og Mugge taler sammen om købet af båden er ret morsomme. "jeg synes ikke mine drømme har det så nemt her i huset" siger Mugge og går ud i haven. Samtidig er det jo næsten ikke til at holde ud at læse - måske fordi det er så tydeligt, hvor meget de går forbi hinanden. Jeg tror, de har en lang historie med forhandlinger om alting og et kompliceret regnskab over hvem der skal have ret denne gang. Susse orker næsten ikke høre på ham og det er tæt på, jeg heller ikke gør. En ret spændende følelse mellem at være irriteret og klukke lidt af grin.
Mon jeg er den eneste med de følelser?
Og hvem er egentlig Susse? Hende kunne jeg godt tænke mig at dykke lidt nærmere ned i. Omend jeg faktisk ikke er sikker på, jeg ville have lyst til at kende hende i det virkelige liv!
 

AfTina Karina Mortensen
fre, 30/11/2018 - 15:21

Endelig blev det (næsten) december. Julekalenderen står (næsten) klar, brunkageopskriften er fundet frem. Der er meget at glæde sig til, men bedst af alt er det at DR Romanklub sæsonen nu starter.
De næste 6 måneder skal vi snakke om 6 gode, interessante og bemærkelsesværdige danske romaner.
Rundt omkring på bibliotekerne er læseklubberne allerede igang med at læse og snakke om årets første bog. Jeg håber mange har lyst til at dele deres tanker om bøgerne. 
Skriv hvis der er noget, du ikke forstår, hvis der er noget du gerne vil dele med os andre, hvis der er noget du synes er vildt godt eller hvis der er noget, du synes er knapt så godt.
Kort sagt debatten er åben og jeg håber, du har lyst at være med.
Mit navn er Tina Karina Mortensen. jeg er bibliotekar på Svendborg Bibliotek og har været den ære at være tovholder på debatten her i DR Romanklubben de næste 6 måneder. Jeg glæder mig Så meget til at vi sammen pakker bøgerne ud og deler vores tanker med hinanden.
Bådens navn er en virkelig spændende bog, synes jeg. Der er masser at snakke om og hos mig har bogen vækket ret forskellige følelser. F.eks er jeg ret sikker på, jeg ikke holder særlig meget af hovedpersonen. Jeg bliver også let søsyg, så for mig er der masser af ubehag i bogen. 
Jeg håber I har lyst at snakke med om "Bådens navn" den næste måneds tid.
Mange hilsner. Tina

AfMarianne Träff
tor, 06/12/2018 - 12:27

Som svar til af Tina Karina Mo…

Hej Tina hvor skønt at du er tovholder i år. Vi er allerede gået i gang med romanen på vores første hold, og vender tilbage snarest. Lige et spørgsmål, ved du hvornår Fupz kommer i “ Kulturen på P1”?

hilsen Marianne

Vis flere
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer