Sofi Oksanen tegner i 'Baby Jane' et virkelighedsnært og intimt billede af menneskets ydre -og ikke mindst indre dæmoner. Et makrokaos – der så snævert og tætvævet, at tre måske er to for mange?
'Baby Jane' er Sofi Oksanens tredje bog på dansk, efter hendes internationale gennembrud, 'Renselse', for hvilken hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris.
Vi møder den kvindelige, navnløse jegfortæller, i de sidste år af nittenhundredehalvfemserne. Det homoseksuelle miljø i Helsinki danner ramme omkring romanens subtile drama. Her bevæger vi os umærkeligt, sammen med fortælleren, frem og tilbage imellem fortid og nutid.
Fortællerinden mindes tiden med Piki, den øredøvende forelskelse og det erotiske postordrerfirma de levede af. Hun mindes Bossas hemmelighedsfulde rolle i forholdet, Pikis accelererende tungsind og angsten. Dette er hendes fortælling om det sårbare menneske, håbet, systemets medskyld og den skrøbelige kærlighed der er så nært beslægtet med sindssygen.
Det er en klaustrofobisk oplevelse, hvor læseren kan mærke den trange hverdag igennem kvælende bjerge af uvaskede trusser, kæderøg og jalousiens borende angst. Allerede fra første øjeblik høres jungletrommer i det fjerne og det er umuligt at få luft her hvor fortabelsen og mismodet er altoverskyggende.
Det synes ikke vigtigt om dette er et homo -eller heteroseksuelt forhold. Essensen er mødet imellem de to kvinder, der i periferien af virkeligheden og samfundet, oplever hvordan tankespind afsondrer dem yderligerer fra verden udenfor.
Sproget selv synes næsten nøgent - så ærligt, så realistisk og nøgternt. Det må begrædes at det danske flertal, inklusiv jeg selv, ikke kan nyde bogen på sit originalsprog for det er så vellykket i oversættelsen at originalen må være vidunderlig.
Selvom romanens figurer udelukkende består af kvinder, er tonen ikke i fare for at blive overdominerende feminin. Det er bogens centrale temaer -og ikke mindst det skræmmende pink omslag tilgengæld. For 'Baby Jane' handler om psyken, savnet, selvmedicinering, spiseforstyrrelse og duften af våde lagener. Her er således en tenderende overvægt af rastløs føleri og knap så meget handling. Ikke destomindre er konstruktionen særdeles vellykket og analogiserer med sin knugende stemning angstens skyggespil.
Bogens titel refererer formentligt til Robert Aldrichs thriller fra 1962, 'Whatever happend to Baby Jane?'. Hvad denne henvisning kan bruges til, står klart i bogens femte og sidste del hvor hele historien sættes i et særdeles overraskende perspektiv. . .
Kommentarer