Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

I 2008 begik Delphine de Vigans mor selvmord. ’Alt må vige for natten’ er et sublimt romanportræt af en skrøbelig kvinde skrevet af en datter, der prøver at finde årsagerne til sin mors smerte.

Denne franske roman har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Den er så stærk, så fuld af smerte og så fantastisk godt skrevet, at jeg næsten ikke kan finde ord. Delphine de Vigan har skrevet et usædvanligt romanportræt af sin mor, Lucile, der hele sit voksenliv kæmpede med psykisk sygdom og som 61-årig valgte at tage sit eget liv. Samtidig og løbende igennem hele romanen har Delphine de Vigan beskrevet alle sine overvejelser ved at skrive en biografisk roman, der går så tæt på sin egen familie.

Lucile blev født i 1946 som tredje barn i en børneflok, der i 1962 sluttede ved nummer ni. Lucile er smuk, og samtidig er hun meget privat, trækker sig ofte tilbage og isolerer sig og er bange for alt muligt. Denne grundlæggende angst forstørres i sommeren 1954, dagen før Luciles otte-års fødselsdag, hvor døden for første gang bliver en del af hendes liv. Lillebroren Antonin drukner i en brønd på familiens sommersted. Senere tager to andre brødre livet af sig, den ene måske ved et uheld. Da Lucile er 32 år gammel, skriver hun en tekst, som hun sender til sine forældre og søskende, og som hun lader sine døtre læse. Der står: ”Han voldtog mig, mens jeg sov, jeg var seksten, nu er det sagt”.

Teksten handler om faren, Georges, men ingen reagerer på den tekst, alle møder den med tavshed. Et par måneder efter indlægges Lucile første gang på psykiatrisk sygehus. Hun lider af bipolar lidelse, og incest kan være en af sygdommens udløsende faktorer. Dette er Delphines konklusion. Ingen ved nogensinde med sikkerhed, om Lucile var et offer for incest, men et faktum er, at Georges var meget dominerende og grænseoverskridende overfor sine døtre.

For Luciles døtre, der voksede op med hendes smerte, hendes misbrug og hendes til tider meget maniske sind, blev den første tvangsindlæggelse en altoverskyggende hændelse i deres barndom. Delphine de Vigan skriver et sted i bogen, at hun er blevet forfatter på grund af den 31. januar 1980.  Igennem de næste ti år, og altså resten af døtrenes barndom, tog Lucile nervemedicin i store doser, ligesom hun flere gange måtte indlægges. Derefter fik hun det bedre, begyndte at læse, bestod eksamen og blev en dygtig og meget engageret socialrådgiver. Men helt lykkelig blev hun aldrig.

Igennem hele sit liv skrev Lucile noget, hun kaldte fiktioner. Her udtrykte hun den smerte, hun altid levede med, og som nogle gange blev helt ubærlig. Igennem sine overvejelser når Delphine i løbet af bogen frem til, at hun igennem det at skrive er tæt forbundet med sin mor. Derfor beslutter hun sig da også for at skrive ’Alt må vige for natten’. Portrættet af den skrøbelige mor er sublim romankunst. Samtidig er forfatterens overvejelser om det at skrive om sin egen familie tankevækkende og utroligt interessante. Denne bog er en af årets bedste!!