Josefine Klougarts nye roman er en hyldest til moderskabet, barndommen og naturen. Et vigtigt bidrag til tidens moderskabslitteratur og Klougarts bedste bog til dato.
Klougart har siden sin debut været en mester i at beskrive båndet mellem mennesker, og hvordan vi er tæt forbundet med naturen. I sin nye roman skriver hun sig samtidig ind i moderskabslitteraturen, og det klæder forfatterskabet ualmindeligt godt.
Forfatteren Barbara sidder i barndomshjemmet på Mols sammen med sin mor og søster og sit spædbarn, mens faren er indlagt på hospitalet. Herfra ser hun tilbage på sit og familiens liv, og de mange erindringer væves sammen og kaster lys over hinanden på en kalejdoskopisk måde. Med erindringen som omdrejningspunkt viser romanen på poetisk og magisk vis, hvordan vi er forbundet med hinanden gennem tid og sted:"hver lille bevægelse synes at tale sammen med tusinder af andre, det er et fintmasket væv". Den samme forbundethed kendetegner formen i denne svimlende, smukke roman.
Barbaras barndomserindringer hører til de stærkeste passager i bogen og efterlader et lille stik i hjertet, da de minder om livets skrøbelighed som i scenen i Vesterhavet, hvor Barbara og søsteren Sara binder sig sammen med et reb for at undgå hestehuller. Klougart har et særligt talent for at sætte ord på detaljen og voldsomheden i barnets sansning, ikke mindst i mødet med døden, som da Barbara ser en kattekilling blive kørt over af en lastbil: "Et sted i barndommen ligger også erfaringen af vores egen død, så når vi møder den, er den en gentagelse, en erindring, der rager frem som en hånd gennem et gardin".
Barbara og Sara vokser op i pagt med naturen ud fra et ideal om den frie opdragelse. Set udefra er alt idyl, men gennem den sorgfulde tone og Klougarts skarpe sans for at beskrive mislyde og konflikter i familien, fornemmer vi, hvordan idyllen krakelerer: Moderen stod meget alene med de to døtre og med husarbejdet, der kun bliver "tydeligt, når det ikke bliver gjort". Engang i mellem løftes blikket fra familiehistorien til en karakteristik af samfundet, for eksempel når det om faren lyder, at han var nedslidt som 50-årig og "tilhører den generation af mænd, som vi på en måde mistede til arbejdet".
Erindringerne om moderen er en rød tråd i romanen og knytter an til Barbaras selvforståelse. Især hvad angår den længsel, som Barbara fornemmer hos moderen, og som sættes i relief gennem tråde til Jørgen-Frantz Jacobsens roman Barbara, moderens yndlingsroman, som Barbara er opkaldt efter. Barbara har et tæt forhold til moderen, men hun støder hende fra sig, da hun i sin debutroman skriver: "Ikke at hun fortryder os, men alligevel." En linje som også ses i Klougarts egen debut, Stigninger og fald, og dermed peger tilbage på forfatterskabet og de selvbiografiske spor.
’Alt dette kunne du få’ giver nye og overordentlig vigtige perspektiver i tidens moderskabslitteratur. Ud over at moderrollen er uløselig forbundet med relationen til ens egen mor, bringer moderskabet os tættere på døden – i romanen konkret via et stort blodtab i forbindelse med en spontan abort. Et andet tabu om moderrollen, bogen berører, er forbudte følelser i forbindelse med at være bonusmor, da Barbara oplever en "lille reservation" overfor sin kærestes datter.
Med ’Alt dette kunne du få’ slår Josefine Klougart sit navn fast som en af vores mest talentfulde og indsigtsfulde prosaister. Personligt holder jeg også af hendes tidligere mere Duras- inspirerede prosa, men den nye mere sammenhængende fortælling vil uden tvivl appellere til endnu flere læsere.
Kommentarer