Bjørn Rasmussen har gjort det umulige; Skrevet en Corona-digtsamling, der på intet tidspunkt bliver patetisk, triviel eller affekteret. Tilmed er ’Forgabt’ endnu en tydelig understregning af, at Rasmussens genistreger ligger i beskrivelserne af menneskekroppens tilstande og transformationer.
Bjørn Rasmussens ’Forgabt’ har et enormt indbydende omslag. Den flotte marmorering lokker beskueren til sig, og man får lyst til at røre ved digtsamlingen. På den måde mimer omslaget meget fint indholdet, som er en række taktile digte. Allerede i det første digt oplever man den kropslighed, som Rasmussen er så eminent god til at fremskrive:
”Det er marts og jeg vågner fordi min tarm vånder sig. / Jeg går på toilettet og der kommer en dronning ud af mit røvhul, / jeg føder kun blod i kummen. / Jeg skyller ikke ud, jeg står og betages. Hvad vil hun dog her? Lyserøde slør siver ud i toiletvandet fra dronningeklatten, mørk og dejligrød […] Jeg skyller ud og dronningen stiger op af kummen og forsvinder ud af vinduet”.
Her fremmales en betagelse ved synet af noget, vi normalt afskyer. Jeg-fortælleren fejler alverden og har en hæmoride, men poesien får lov at beskrive og omsvøbe den og transformere blodet fra anus til noget eventyrligt, der kan forlade kummen og bevæge sig ud i verden. Hele scenen har tilmed karakter af noget eventyrligt. Og det eventyrlige er endnu et gennemgående tema i digtsamling, hvilket blandt andet viser sig ved jeg-fortællerens ønske om at blive en havfrue og de mange H.C. Andersen citater, som er medskabende for digtene i ’Forgabt’.
I det hele taget er citering enorm vigtig og gennemgående for Rasmussens forfatterskab. Og bagerst i ’Forgabt’ finder man en citatliste. Her står H.C. Andersen side om side med den danske sangerinde Medina og Walt Disney. Det befriende ved Rasmussens brug af citater er, at de fremmaler jeg-fortællerens livsverden og denne persons raison d’etre. Dette ses blandt andet ved jeg-fortællerens ret fine fejlcitering af Medina: ”Hun sagde, har jeg ventet på en varsom nåde. Og jeg skriver det til min eksmand, har jeg ventet på en varsom nåde, synger hun virkelig det? Nej, skriver han efter et par omkvæd, hun synger: Hun sagde hej og vinked på en meget sød måde”. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.
Men lad mig vende tilbage til transformationerne i digtsamlingen. For ud over hæmoridescenen vises transformationerne også ved en række små, smukke vignetter, der med mellemrum dukker op i digtsamlingen. Der er tre af slagsen tegnet af Rikke Villadsen. Den første forestiller en æbletræsgren, der endnu ikke bærer frugt. Den næste forestiller formentlig samme gren, som nu er fuld af store og velmodne æbler. Den sidste er en tiliset gren. Derved bliver vignetterne en fortælling om den tid, der går, imens man læser digtsamlingen. Desuden peger vignetterne på et æbletræ, som står i jeg-fortællerens kolonihave. Her lever personen en ensom og isoleret tilværelse med en hund som eneste selskab. Hunden transformeres undervejs fra ’min hund’ til et ’du’. I det hele taget er jeg-fortællerens møder med dyr behagelige og afslappede - om det så drejer sig om heste, geder eller minken Henrik - hvilket står i skarp kontrast til samme persons møde med mennesker. Disse møder er fyldt med afskræk og aggressivitet. Den samme ængstelighed ift. andre mennesker mærkede man under nedlukningen. Jeg-fortælleren i ’Forgabt’ rammes samtidig af rengøringsvanvid, ligesom resten af verden gjorde ved Corona-pandemien.
Den sidste transformation, jeg vil berøre, er jeg-fortællerens drømme. Flere digte starter med ”Jeg drømmer…” og til tider bevæger disse drømme sig over i virkeligheden og et helt nyt og spændende rum opstår. Under Corona oplevede mange på samme måde at deres drømme intensiveredes og de tog drømmene med ind i den næste dag. Det er især jeg-fortællerens livlige fantasi, der gør digtsamlingen humoristisk i det ellers så stillestående, ensomme og isolerede.
På den måde er ’Forgabt’ en meget rammende fortælling om et liv i isolering under nedlukningen, men samtidig en fortælling om så meget mere. For den er også fortællingen om livet i ensomhed og om, hvordan individet ved sygdom bliver gjort opmærksom på sin egen krops eksistens.
Kommentarer