MING

Bjørn Rasmussens digtsamling MING er helt sin egen uden omsvøb, nøgen. Rigtig. Ordene rammer som skud, helt fantastiske rå og smukke skud!

MING er sidste stavelse i Bjørn Rasmussens afdøde fars navn FLEMMING. Det er også en uhyre værdifuld, skrøbelig vase fra Kina. MING beskriver ingenting men går direkte ind i sorgen med træskostøvler på – og tværer rundt, næsten bader i det at miste sin far. Bjørn Rasmussen har fremmanet et fantastisk realistisk billede af den sorg og alle de tanker og underlige tanker, der popper op i den situation. Der lægges aldrig fingre imellem alt det lort og den sindssyge skrøbelighed, som kun Bjørnen formår, fx når han skriver i digtet ’Måske skal jeg indlægges’: … far er iført klovnekostume/far føder en duk/far føder en lille gul duk ud af endetarmen/ en ide har syet min mund fast til hans røvhul/fjorten sting som en hashtung køter er jeg/men jeg har ingen pels på/jeg stiller mig ovre ved emhæt/og flæber.

Det jeg har allermest lyst til efter at have læse digtsamlingen er at tie stille, ikk´ skrive mer, bare være i teksten. Og sidde og tænke over tilværelsen og den sorg der før eller siden når os alle.

Det er længe siden: en søndag

på pekingrestauranten

det er længe siden: skiferien i norge

terrasse i sort træ sol

det er længe siden jeg var vinterbader

lykli

det er min skamhud der taler nu

det er min voldtægtsmand in spe

der fik mig til at holde op med at skrive dagbog

nu er jeg så begyndt igen

jeg tror jeg har en tumor

det er ok at begræde barndommen lille patient

det er ok at være udstoppet

nu kommer endelig far

helt blank og færdig

helt emmentaleret til

Det er noget med, at Bjørn Rasmussen er i stand til at være inde i sig selv og kravle rundt næsten fysisk og pille ved alt, hvilket han viser til fuldkommenhed både i denne digtsamling og sin forrige bog, romanen ’Pynt’. Kravle derinde, ned i et af benene, ud mod huden, så røven og maven. Nogle gange i hovedet, ud og ind af åbningerne, kropsvæsker flyver rundt til alle sider. Det er det, han kan.

Først og sidst, så sidder man tilbage med følelsen af hudløs ærlighed. Bjørn Rasmussen er den fremmeste i kongeriget til at skrive helt ærligt (hvilket må være urimeligt hårdt!), og ærlighed rammer bekendt som skud.

Oprindeligt skrevet af Jørgen Dissing, Litteratursiden.