Leah flytter til København for at finde ud af, hvem hun er, når hun ikke er medlem af Pinsekirken i fin lille roman om at flytte sig fra det velkendte til noget nyt.
Leah er opvokset med det tætte fællesskab, traditioner og troen, der er i Pinsekirken, men noget har gjort, at hun ikke helt føler, at det er der, hun skal være. Så hun pakker en kuffert og flytter til København, hvor hun har fundet et værelse i en lejlighed, som hun skal dele med to andre jævnaldrende piger, Mona og Kristine. Mona bliver en god veninde, som trækker hende ind i en ny vennekreds af kreative mennesker – en stor kontrast til hendes opvækst.
Flytningen er ikke et rent cut – fortiden viser sig på forskellige måder. I København får hun besøg af en veninde fra fællesskabet hjemme; et besøg hvor Leah forsøger at inddrage veninden i Leahs nye verden, men også et besøg hvor det er tydeligt, at Leah hele tiden navigerer mellem to verdener. Leahs morfar, en hjertelig og kristen mand, som Leah har et godt og varmt forhold til, bor i København, og hun besøger ham ofte.
Romanen er stille og rolig, uden store konflikter. Drama er der, men det er på en stille og rolig måde. Der er problemer, men Leahs måde at angribe dem på er netop ikke at angribe dem; hun undviger dem, glider af på dem, så godt hun kan. Jeg opfatter Leah som en pige, som er ved at finde sig selv uden for det velkendte fællesskab, men også som en pige, som står ved sig selv – hvem siger, at den eneste måde at stå ved sig selv er at være markant og velformuleret om sig selv?! Som ungt menneske har man ikke nødvendigvis fundet sin stemme endnu. Løsrivelsen er en glidende overgang – en løsrivelse vi måske kan genkende fra os selv.
Romanen er stærkt inspireret af forfatterens egne oplevelser, men det er fiktion. Den minder mig om Tara Westovers erindringsroman Oplyst uden det samme store drama. I Leahs tilfælde har løsrivelsen være en glidende overgang, som uden tvivl hænger sammen med, at der ikke er et skarpt enten/eller, som andre religioner kan have. Den tanke, der står tilbage for mig, er: hvad kommer først, Individualitet eller fællesskab? Er det at vide, hvem man er, forudsætningen for at kunne være en del af et fællesskab eller omvendt?
Kommentarer