Analyse
Munch-Petersen, Gustaf - Det underste land
Gustaf Munch-Petersens digtning er eksplosiv, den er både revolte og revolution. I 'Det underste land' udviste han en stærk trang til frigørelse og en tro på forandring.
Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) er trods sine kun fire digtsamlinger en af de betydeligste stemmer i 1930’ernes lyriske landskab herhjemme. Han deltager i kredsen omkring det surrealistiske tidsskrift "Linien" (1934-1935), men kan alligevel ikke entydigt siges at tilhøre kun én isme. I et anderledes og sansemættet billedsprog er Gustaf Munch-Petersen især optaget af at frigøre sig fra forskellige bindende vaneforestillinger for dermed at fremskrive et nyt Utopia. Hans digtning er eksplosiv, den er både revolte og revolution, og han satser alt i håbet om at nå frem til et større forskelsløst fællesskab såvel menneskeligt som digterisk.
Gustaf Munch-Petersens eget liv
Gustaf Munch-Petersen fødes ind i det pænere borgerskab, men er selv alt for rastløs og oprørsk til at blive i miljøet, og senere foretager han – særligt i 'digtet til mine forældre' (Munch-Petersen skrev altid alle titler med små bogstaver – selv sit eget navn) – et opgør både med sin personlige baggrund og i det hele taget med den borgerlige livsstil. Munch-Petersen har derimod en stærk trang til frigørelse og frisættelse, han ønsker sig konkret engagement, hvilket kommer til at sætte sit præg på hans fremtidige livsførelse. Han færdes hjemmevant i Københavns eksperimenterende kunstnermiljø, debuterer som lyriker med 'det nøgne træ' (1932), men bryder kort efter op for at rejse til Grønland. Han vil opleve verden, møde det fremmede og gøre en forskel, og han foretager også længere rejser i både Norden, Tyskland og Italien. I 1935 slår Gustaf Munch-Petersen sig imidlertid ned på Bornholm, hvor han vil leve et frit liv som fisker, maler og digter. Året efter gifter han sig med keramikeren Lisbet Hjort, og de bliver forældre til to piger. Munch-Petersen når dog aldrig at se den yngste – i 1937 mærker han igen den stærke trang til at bryde op for at gøre en forskel, og en sen nattetime forlader han i al ubemærkethed familien for at rejse til Spanien og melde sig under fanerne imod fascisten Franco. Gustaf Munch-Petersen falder ved fronten ved Ebro i april 1938, kun 26 år gammel.
Utopia og det hellige i mennesket selv. Om digtsamlingen det underste land (1933)
Da Gustaf Munch-Petersen i 1933 udgiver sin anden digtsamling, det underste land, har han allerede en stærk debutsamling – 'det nøgne menneske' (1932) – bag sig. det nøgne menneske fremviste et ungt menneske med en stærk trang til frigørelse og en ligeså stærk tro på forandring imod noget andet og noget bedre, og nu følger det underste land op på længslen: Den unge mand har fundet sin mission – han vil sætte mennesket fri, han vil tage os med til ukendte egne, han har med andre ord fundet vejen til det underste land!
'det underste land' udgøres af to hoveddele, hvoraf første del former sig som en art komposition med et episk forløb. Digtene er her ofte henvendt til et ’du’, et ’i’ eller et ’de’, og de beskriver ofte en længsel, et håb eller et begær, en elskov eller en smerte. Sproget er tæt og billederne tit hentet fra et kristent-mytologisk stofområde, der forsyner digtene med en både dragende, mytisk og besværgende tone. Der er viltre ungdomsdigte, men også mere tænksomme digte, som især reflekterer over menneskets tilblivelse og mennesket som et æg: ”de, som jeg ikke kendte, / lo og sagde, at jeg var et æg – / og de, som elskede mig, / blev graa og klagede, / fordi ét enkelt æg / kostede saa mange mennesker – ” (”kærlighed”). I det hele taget er vækst et motiv i første del, men især også vandringsmetaforikken gør sig gældende. Allerede tidligt fornemmer vi således, at vejen netop fører mod et andet sted, et utopisk sted, et sted, der står i dyb kontrast til det virkelige liv: ”hvorfor gemmer i jeres drømme –? / hvorfor bærer i ansigter foran jeres drømme –? / i solen skulde i lægge dem – / i vinden skulde i brede dem ud –, / paa vejene skulde i gaa nøgne under jeres drømme, / at i kunde blive skønne, som de –” (”og gud talte”). Det gælder om at turde drømme og tro på forandringen. Mennesket er i udgangspunktet nøgent og udsat, men desto stærkere bliver opfordringen: ”se jeres underlige længselsfulde hænder – / fyld jeres hænder med følsomhed –, / og gaa til jeres elskede –, / og sig –: / her er alle mine drømme –, tag –!”
Digtsamlingens anden del er betitlet ”siciliansk” og udgøres af fem digte, der alle kredser om en rejse til Sicilien. Stemningen er her ganske sanselig, men peger også på den sociale undertrykkelse, der hele tiden ligger som en understrøm og et mål for Munch-Petersen at bekæmpe: ”en hvid ugle / sejlede lydløst / imod en cypres –, / og fire stjerner / gik samtidigt ud af himlen / og lagde sig paa havet – / fra den øverste bjærgtop / skreg et æsel / en raa stinkende tone / om fortvivlet uret” (”sommernat”). Der er tale om stemningsbeskrivelser, og det sydlandske og solrige præg står her i skarp kontrast til virkelighedens brutalitet: ”han blev fundet under citrontræerne – / han blev tvangsgift nittenaarig – / han mistede sin manddom ved marne – / og han føder elleve tiggere – ” (”nino”).
Det er især titeldigtet "det underste land", der er blevet stående i litteraturhistorien. Munch-Petersen fik digtet trykt i det første nummer af det surrealistiske kunsttidsskrift "Linien" i 1934, og siden hen er digtet ofte blevet læst som netop den tidlige surrealismes programdigt. Digtet er helt usædvanligt på grund af sit stærke billedsprog, men også fordi det netop fremskriver dét underste land, som bærer hele Munch-Petersens digtning, og som er stedet, landet, hvor drømmen og fantasien kan bringe mennesket nærmere sig selv og i større samhørighed med andre. Digtet indledes med de berømte linjer: ”o stor lykke / stor lykke har de faaet, / som er født i det underste land – ”. Landet beskrives som ”større” og ”herligere”, og det vrider sig op ad jorden, samtidig med at blodet flyder nedad og ind i det underste land. Stemningen er fra begyndelsen besværgende, ja, nærmest religiøs, hvilket dels understreges af digtets karakter af påkaldelse i den indledende apostrofe ”o”, som gentages undervejs, dels af digtets rytme, der netop fremmaner den trancelignende stemning, der smitter af på læserens oplevelse. Hos os mennesker, der er ”født under himlen”, brænder længslen evigt, mens ”blodet flyder frit mellem alle – ” i det underste land. I det underste land stråler ”glæden, fortvivlelsen og elskoven i alle farver”, og jorden er ”hemmelighedsfuld”, måske netop fordi den bærer på en dybere sandhed om mennesket. 'det underste land' fremskriver i tætte og sansemættede billeder et land som er usynligt, et land, vi ikke umiddelbart kan se, men som alligevel eksisterer. Vi kan således se menneskene fra det underste land overalt; ”vandrende, elskende og grædende”. Deres ansigter er ”lukkede”, men ”paa indersiden af deres sjæle sidder jord / fra det underste land – ”. Landet eksisterer altså ikke umiddelbart, men gør det alligevel, og bliver et billede på det større fællesskab, hvor mennesket er tro mod sig selv og sine drømme. Landet eksisterer altså allerede i en vis forstand, netop fordi det skrives frem i løbet af digtet. Når vi er ved vejs ende, har vi som læsere således allerede besøgt det underste land. Vi er blevet kaldt hid (”men o / i skulde gaa til det underste land –!”), lokket, indfanget og forført af det lyriske jegs messende opfordring til os om at drage med til det underste land, og vi har fulgt ham, opgivet tids- og rumfornemmelse for at leve os ind i det fortalte, og vi har fået et kig ind i dette hemmelighedsfulde – og hellige – land, som i virkeligheden viser sig at findes i os selv, i vores mod, drømme, håb og fantasier. Vi har mærket magien, fornemmet det primitivt oprindelige, og landet er således blevet talt frem i den enkelte med alle digtets forhåbninger, ønsker og opfordringer til menneskene.
Digtet "det underste land" samler på én gang alle Gustaf Munch-Petersens bestræbelser, netop fordi det underste land bliver billedet på den forskelsløshed, Munch-Petersen stræbte efter hele sit liv, både menneskelig, socialt og digterisk. For kunstens mål – og særligt den surrealistiske kunsts mål – er netop at frigøre mennesket igennem drøm og fantasi. Det er igennem drømmen og fantasien, at mennesket ifølge surrealisterne bliver til, og derfor hænger kunst og liv tæt sammen for surrealisterne. Man skal ind bag de lukkede ansigter for at se den hemmelighedsfulde – og frugtbare – jord, vi alle bærer i os, og som netop er klar til dyrkelse, klar til at skabe liv. det underste land søger således det umiddelbare, den første jord, den jord som har et umiddelbart forhold til livet, døden og tiden, ligesom kunsten selv, og ser vi det, kan vi herfra opdyrke og skabe et nyt og mere oprindeligt fællesskab alle mennesker imellem.
Gustaf Munch-Petersen og samtiden
Mens 1920’ernes lyrik især kiggede udad og orienterede sig mod sin omverden, blev lyrikken i 1930’erne snart mere interesseret i at kigge indad, ind i mennesket og ned i dets dybere sindelag. Allerede Rudolf Broby-Johansens skelsættende digtsamling BLOD fra 1922 peger på, at et skred er på vej, men særligt Gustaf Munch-Petersens, Jens August Schades, Tove Meyers, Bodil Bechs og Hulda Lütkens digte i begyndelsen af 1930’erne viser, at erkendelsen især er forankret i det gådefulde indre, i det subjektive. Som periode er 1930’erne præget af en overvældende katastrofestemning pga. efterdønningerne fra 1. Verdenskrig og den efterfølgende verdensøkonomiske krise, men vi ser altså også en fornyet tro på mennesket, en tro på, at mennesket gennem det ubevidste og urkræfterne kan komme nærmere sig selv og hinanden.
For Gustaf Munch-Petersen og surrealisterne bliver kunsten derfor et medium for troen på drømmens og utopiens kraft. Det nye menneskelige fællesskab skal være en manifestation af det personlige og det skal udtrykkes i bl.a. poesien i et stærkt billedsprog, der rækker ud over det sædvanlige. Digtet og kunsten skal være stedet for det nye – dét, der viser vejen frem mod en anden og mere optimistisk måde at være til på. Kunsten og kunstnerne skal for Munch-Petersen bryde grænser: ”en kunstner som ikke er revolutionær er ikke kunstner”, skrev Munch-Petersen i "Linien", en sætning der egentlig samler såvel Gustaf Munch-Petersens syn på digtningen, som hele hans livssyn. Mennesket skal være modigt, engageret og turde gøre en forskel – et ideal, der desværre også bliver skæbnesvangert for Munch-Petersen, da det til sidst koster ham livet under Den Spanske Borgerkrig, hvor han deltager som frivillig.
Cand. mag. Anne Mette Liedecke, september 2008
Gustaf Munch-Petersens digtning er eksplosiv, den er både revolte og revolution. I 'Det underste land' udviste han en stærk trang til frigørelse og en tro på forandring.
Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) er trods sine kun fire digtsamlinger en af de betydeligste stemmer i 1930’ernes lyriske landskab herhjemme. Han deltager i kredsen omkring det surrealistiske tidsskrift "Linien" (1934-1935), men kan alligevel ikke entydigt siges at tilhøre kun én isme. I et anderledes og sansemættet billedsprog er Gustaf Munch-Petersen især optaget af at frigøre sig fra forskellige bindende vaneforestillinger for dermed at fremskrive et nyt Utopia. Hans digtning er eksplosiv, den er både revolte og revolution, og han satser alt i håbet om at nå frem til et større forskelsløst fællesskab såvel menneskeligt som digterisk.
Gustaf Munch-Petersens eget liv
Gustaf Munch-Petersen fødes ind i det pænere borgerskab, men er selv alt for rastløs og oprørsk til at blive i miljøet, og senere foretager han – særligt i 'digtet til mine forældre' (Munch-Petersen skrev altid alle titler med små bogstaver – selv sit eget navn) – et opgør både med sin personlige baggrund og i det hele taget med den borgerlige livsstil. Munch-Petersen har derimod en stærk trang til frigørelse og frisættelse, han ønsker sig konkret engagement, hvilket kommer til at sætte sit præg på hans fremtidige livsførelse. Han færdes hjemmevant i Københavns eksperimenterende kunstnermiljø, debuterer som lyriker med 'det nøgne træ' (1932), men bryder kort efter op for at rejse til Grønland. Han vil opleve verden, møde det fremmede og gøre en forskel, og han foretager også længere rejser i både Norden, Tyskland og Italien. I 1935 slår Gustaf Munch-Petersen sig imidlertid ned på Bornholm, hvor han vil leve et frit liv som fisker, maler og digter. Året efter gifter han sig med keramikeren Lisbet Hjort, og de bliver forældre til to piger. Munch-Petersen når dog aldrig at se den yngste – i 1937 mærker han igen den stærke trang til at bryde op for at gøre en forskel, og en sen nattetime forlader han i al ubemærkethed familien for at rejse til Spanien og melde sig under fanerne imod fascisten Franco. Gustaf Munch-Petersen falder ved fronten ved Ebro i april 1938, kun 26 år gammel.
Utopia og det hellige i mennesket selv. Om digtsamlingen det underste land (1933)
Da Gustaf Munch-Petersen i 1933 udgiver sin anden digtsamling, det underste land, har han allerede en stærk debutsamling – 'det nøgne menneske' (1932) – bag sig. det nøgne menneske fremviste et ungt menneske med en stærk trang til frigørelse og en ligeså stærk tro på forandring imod noget andet og noget bedre, og nu følger det underste land op på længslen: Den unge mand har fundet sin mission – han vil sætte mennesket fri, han vil tage os med til ukendte egne, han har med andre ord fundet vejen til det underste land!
'det underste land' udgøres af to hoveddele, hvoraf første del former sig som en art komposition med et episk forløb. Digtene er her ofte henvendt til et ’du’, et ’i’ eller et ’de’, og de beskriver ofte en længsel, et håb eller et begær, en elskov eller en smerte. Sproget er tæt og billederne tit hentet fra et kristent-mytologisk stofområde, der forsyner digtene med en både dragende, mytisk og besværgende tone. Der er viltre ungdomsdigte, men også mere tænksomme digte, som især reflekterer over menneskets tilblivelse og mennesket som et æg: ”de, som jeg ikke kendte, / lo og sagde, at jeg var et æg – / og de, som elskede mig, / blev graa og klagede, / fordi ét enkelt æg / kostede saa mange mennesker – ” (”kærlighed”). I det hele taget er vækst et motiv i første del, men især også vandringsmetaforikken gør sig gældende. Allerede tidligt fornemmer vi således, at vejen netop fører mod et andet sted, et utopisk sted, et sted, der står i dyb kontrast til det virkelige liv: ”hvorfor gemmer i jeres drømme –? / hvorfor bærer i ansigter foran jeres drømme –? / i solen skulde i lægge dem – / i vinden skulde i brede dem ud –, / paa vejene skulde i gaa nøgne under jeres drømme, / at i kunde blive skønne, som de –” (”og gud talte”). Det gælder om at turde drømme og tro på forandringen. Mennesket er i udgangspunktet nøgent og udsat, men desto stærkere bliver opfordringen: ”se jeres underlige længselsfulde hænder – / fyld jeres hænder med følsomhed –, / og gaa til jeres elskede –, / og sig –: / her er alle mine drømme –, tag –!”
Digtsamlingens anden del er betitlet ”siciliansk” og udgøres af fem digte, der alle kredser om en rejse til Sicilien. Stemningen er her ganske sanselig, men peger også på den sociale undertrykkelse, der hele tiden ligger som en understrøm og et mål for Munch-Petersen at bekæmpe: ”en hvid ugle / sejlede lydløst / imod en cypres –, / og fire stjerner / gik samtidigt ud af himlen / og lagde sig paa havet – / fra den øverste bjærgtop / skreg et æsel / en raa stinkende tone / om fortvivlet uret” (”sommernat”). Der er tale om stemningsbeskrivelser, og det sydlandske og solrige præg står her i skarp kontrast til virkelighedens brutalitet: ”han blev fundet under citrontræerne – / han blev tvangsgift nittenaarig – / han mistede sin manddom ved marne – / og han føder elleve tiggere – ” (”nino”).
Det er især titeldigtet "det underste land", der er blevet stående i litteraturhistorien. Munch-Petersen fik digtet trykt i det første nummer af det surrealistiske kunsttidsskrift "Linien" i 1934, og siden hen er digtet ofte blevet læst som netop den tidlige surrealismes programdigt. Digtet er helt usædvanligt på grund af sit stærke billedsprog, men også fordi det netop fremskriver dét underste land, som bærer hele Munch-Petersens digtning, og som er stedet, landet, hvor drømmen og fantasien kan bringe mennesket nærmere sig selv og i større samhørighed med andre. Digtet indledes med de berømte linjer: ”o stor lykke / stor lykke har de faaet, / som er født i det underste land – ”. Landet beskrives som ”større” og ”herligere”, og det vrider sig op ad jorden, samtidig med at blodet flyder nedad og ind i det underste land. Stemningen er fra begyndelsen besværgende, ja, nærmest religiøs, hvilket dels understreges af digtets karakter af påkaldelse i den indledende apostrofe ”o”, som gentages undervejs, dels af digtets rytme, der netop fremmaner den trancelignende stemning, der smitter af på læserens oplevelse. Hos os mennesker, der er ”født under himlen”, brænder længslen evigt, mens ”blodet flyder frit mellem alle – ” i det underste land. I det underste land stråler ”glæden, fortvivlelsen og elskoven i alle farver”, og jorden er ”hemmelighedsfuld”, måske netop fordi den bærer på en dybere sandhed om mennesket. 'det underste land' fremskriver i tætte og sansemættede billeder et land som er usynligt, et land, vi ikke umiddelbart kan se, men som alligevel eksisterer. Vi kan således se menneskene fra det underste land overalt; ”vandrende, elskende og grædende”. Deres ansigter er ”lukkede”, men ”paa indersiden af deres sjæle sidder jord / fra det underste land – ”. Landet eksisterer altså ikke umiddelbart, men gør det alligevel, og bliver et billede på det større fællesskab, hvor mennesket er tro mod sig selv og sine drømme. Landet eksisterer altså allerede i en vis forstand, netop fordi det skrives frem i løbet af digtet. Når vi er ved vejs ende, har vi som læsere således allerede besøgt det underste land. Vi er blevet kaldt hid (”men o / i skulde gaa til det underste land –!”), lokket, indfanget og forført af det lyriske jegs messende opfordring til os om at drage med til det underste land, og vi har fulgt ham, opgivet tids- og rumfornemmelse for at leve os ind i det fortalte, og vi har fået et kig ind i dette hemmelighedsfulde – og hellige – land, som i virkeligheden viser sig at findes i os selv, i vores mod, drømme, håb og fantasier. Vi har mærket magien, fornemmet det primitivt oprindelige, og landet er således blevet talt frem i den enkelte med alle digtets forhåbninger, ønsker og opfordringer til menneskene.
Digtet "det underste land" samler på én gang alle Gustaf Munch-Petersens bestræbelser, netop fordi det underste land bliver billedet på den forskelsløshed, Munch-Petersen stræbte efter hele sit liv, både menneskelig, socialt og digterisk. For kunstens mål – og særligt den surrealistiske kunsts mål – er netop at frigøre mennesket igennem drøm og fantasi. Det er igennem drømmen og fantasien, at mennesket ifølge surrealisterne bliver til, og derfor hænger kunst og liv tæt sammen for surrealisterne. Man skal ind bag de lukkede ansigter for at se den hemmelighedsfulde – og frugtbare – jord, vi alle bærer i os, og som netop er klar til dyrkelse, klar til at skabe liv. det underste land søger således det umiddelbare, den første jord, den jord som har et umiddelbart forhold til livet, døden og tiden, ligesom kunsten selv, og ser vi det, kan vi herfra opdyrke og skabe et nyt og mere oprindeligt fællesskab alle mennesker imellem.
Gustaf Munch-Petersen og samtiden
Mens 1920’ernes lyrik især kiggede udad og orienterede sig mod sin omverden, blev lyrikken i 1930’erne snart mere interesseret i at kigge indad, ind i mennesket og ned i dets dybere sindelag. Allerede Rudolf Broby-Johansens skelsættende digtsamling BLOD fra 1922 peger på, at et skred er på vej, men særligt Gustaf Munch-Petersens, Jens August Schades, Tove Meyers, Bodil Bechs og Hulda Lütkens digte i begyndelsen af 1930’erne viser, at erkendelsen især er forankret i det gådefulde indre, i det subjektive. Som periode er 1930’erne præget af en overvældende katastrofestemning pga. efterdønningerne fra 1. Verdenskrig og den efterfølgende verdensøkonomiske krise, men vi ser altså også en fornyet tro på mennesket, en tro på, at mennesket gennem det ubevidste og urkræfterne kan komme nærmere sig selv og hinanden.
For Gustaf Munch-Petersen og surrealisterne bliver kunsten derfor et medium for troen på drømmens og utopiens kraft. Det nye menneskelige fællesskab skal være en manifestation af det personlige og det skal udtrykkes i bl.a. poesien i et stærkt billedsprog, der rækker ud over det sædvanlige. Digtet og kunsten skal være stedet for det nye – dét, der viser vejen frem mod en anden og mere optimistisk måde at være til på. Kunsten og kunstnerne skal for Munch-Petersen bryde grænser: ”en kunstner som ikke er revolutionær er ikke kunstner”, skrev Munch-Petersen i "Linien", en sætning der egentlig samler såvel Gustaf Munch-Petersens syn på digtningen, som hele hans livssyn. Mennesket skal være modigt, engageret og turde gøre en forskel – et ideal, der desværre også bliver skæbnesvangert for Munch-Petersen, da det til sidst koster ham livet under Den Spanske Borgerkrig, hvor han deltager som frivillig.
Cand. mag. Anne Mette Liedecke, september 2008
Kommentarer