Mortensen, Henning - Næb og kløer

Henning Mortensens Næb og kløer er en samtidsroman, der på én og samme gang sætter problemer under debat,og samtidig handler om sig selv.

Der er ofte nok blevet talt om behovet for den store samtidsroman; om behovet for en litteratur, der handler om andet end sig selv. En litteratur, der forholder sig til samtidens problemer og sætter dem under debat. Næb og klør er en samtidsroman, og den sætter problemer under debat, men den handler også om sig selv. Eller rettere: den sætter også sig selv som kunst, som litteratur under debat.

Handlingen udspiller sig i området syd for Århus, hvor arkitekten René Munkholm bliver dolket i ryggen af en mærkelig fjende, der ikke efterlader sig nogen spor. Omkring denne René, der ligger i koma, og hvis sjæl flyver omkring blandt skarv og ålekrager og sammen med forfatteren olympisk iagttager, hvad der sker, udfoldes et persongalleri, der savner sit lige. Det spænder over brødrene Karl og Benny, der på lokalbibliotekerne indsmugler racistiske blade i bøgerne, indvandrerpigen Pava, som Benny forelsker sig i, advokaten Ludwig og til den mægtige konditor fra Hundslund, Johannes Kriegbaum Lind, hvis libido er lige så stor som hans grimhed, og hvis kager ikke forbliver uberørt af konditorens voldsomme, men opdæmmede libido. René er en arkitekt, der hører til den skandinaviske tradition inden for modernismen. Han er en mand af rene linjer: ”En mand som aldrig lod sig lokke ind på de postmodernistiske vildveje”. Det gør forfatteren til gengæld.

Romanen har ingen rene linjer, men er bygget op af korte kapitler, der uden hensyntagen til en streng kronologi væver de forskellige personer og skæbner sammen. Den er fyldt med mere eller mindre skjulte referencer til filosofi (f.eks. Wittgenstein) og litteratur (f.eks. Andrej Bitov, hvis essayistiske fiktion Fugle måske har inspireret til titlen) og kan med nogen ret beskrives som en postmodernistisk roman. Den blander forskellige genrer, men fortaber sig ikke selvtilstrækkeligt i æstetisk og postmoderne leg. Den synes at være båret af en bekymring for, hvor vi bevæger os hen i Danmark efter årtusindskiftet og efter ellevte september 2001.

Emner som kunstig intelligens, terror og racisme diskuteres og viser sig at have en overraskende og afgørende betydning for handlingen. Men moraliserende bliver romanen aldrig, dertil er den for vild. Romanens titel introducerer en fugle-symbolik, som er gennemgående i romanen. Men det er ingen poetisk fuglesymbolik, som vi kender den fra romantikken (Christian Winther, Blicher og mange flere) eller fra fx Michael Strunges ”Væbnet med vinger”. Det er snarere rovfuglen, der tænkes på med titlens næb og klør. Romanen er ingen æstetisk virkelighedsflugt; den kradser derimod i overfladen på pænhedens moralske Danmark. Den er poesi – væbnet med næb og klør.

Kilder, links og centrale værker