1950’ernes husmor- og kvindeliv indkapsles i én dag, med alt hvad det indebærer af eufori, melankoli, udlængsel og hjemlige pligter.
Ditte Holm Bros roman med den mystiske titel ’Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler’ udspiller sig primært over dagen 22. december 1958. På årets korteste og mørkeste dag, vintersolhverv, der markerer overgangen til lysere tider, møder man svigerinderne og veninderne Johanne og Valborg.
Inden da, har man i romanens korte prologagtige afsnit, markeret som februar 1952, fået præsenteret endnu en grund til kvindernes forbundethed. I Valborgs desperation som nybagt mor endnu en gang, boende i en fugtig kælder med kakerlakker, har hun, på grænsen til sindssyge (formentlig udsprunget af en fødselsdepression), taget et skæbnesvangert valg om at overlade sit etårige barn til Johanne.
I størstedelen af romanen følger man nu de to kvinders både ens og forskellige liv som hjemmegående husmødre, deres hverdagsrutiner samt sindstilstande, der begge ulmer af noget undertrykt, fortrængt og tabuiseret. Blandt regnskab, middagsovervejelser, julebagning, børnehentning og tilfældige møder på gaden oplever man den stigende følelse af, at deres arbejde hverken værdsættes eller værdisættes samt den hjerteskærende og voldsomme eufori ved moderskabet, af at være mødre – men også kvinder – i tidsperioden, hvor kernefamiliens glitrende perfekte facade er altoverskyggende.
Hverdagspligternes tankemylder
Hverdagen får god plads at udfolde sig på, når man følger de to kvinders lange rutinerede dag. Praktiske gøremål, madlavning og støvet hober sig op og er alle vegne, fylder deres liv op og finder samtidig vej ind i sproget. Valborg kæmper med tankemylder og melankoli, men har lært at lediggang er roden til alt ondt, og hun prøver derfor at gå praktisk til sit sind:
”Nogle gange hjælper det at forestille sig, at de besværlige tanker er støv eller en størknet rest, der skal tørres over med en klud, noget gammelt og genstridigt. Hun gnubber hårdt og rasende på stedet for at få det til at forsvinde. Men det er et stort arbejde altid at gå rundt med en opvredet klud i tankerne. Måske findes der andre måder, Valborg vil gerne vide, hvordan de andre gør.”
Sprogets sammenligninger og tankestrømme om praktiske gøremål til minder og hengemte følelser dukker op i de to kvinders sind som madmetaforer og rengøringsbilleder. Det afspejler, hvad kvindernes liv og erfaringsrum er fyld op af, når opvasken er som en brønd af tanker, og ydmygelsen over ægtemandens afvisning af penge til nye gardiner er stivnet og blævrende, som den hjemmelavede budding han ligegyldigt indtager.
Detaljegraden er stor, når der med tungt sind skal vælges, indkøbes og tilberedes aftensmåltider, men kvindernes tankerækker får også stor plads på en dag, der både virker helt triviel og afgørende skæbnesvanger. Side om side med husgerningsrådene i radioen tænker begge kvinder over oplevelserne ved at være mor, hustru og hvad der binder dem sammen. Selvom urets slag følger de to kvinder gennem dagen, går tiden også i stå et øjeblik, når de stopper op, dvæler og lader tankerne strømme:
”Børnene har forandret hende hurtigere, end hun har kunne følge med. Ansigtshuden er blevet tynd og pigmenteret. Omkring kindbenene og den fine hud rundt om øjnene, noget næsten gennemsigtigt, porøst som en form for jord. Tidligere var huden stærk og smidig, alt lod til at prelle af på den, solen, den manglende søvn. Den rettede sig ud som et lagen, der bare skulle rystes. Nu sætter den mindste sol sig i ansigtet, og søvnen hænger som en fuge i kinden, længe efter hun er stået op. Det er sådan, alderen viser sig først, huden øver sig i at blive et andet materiale, går i lære hos lagenet, pudebetrækket, som det forsøger at slægte på, huden længes efter at være noget andet end sig selv, et stykke linned, en vintermorgen, en grøftekant, den fine hud omkring læberne, der folder let som opsmøget på en trøje.”
Der er en følsomhed og stoflighed i sproget, hvor parenteser ofte indskydes med forskelligt virke. Nogle gange som ekstra detaljer, en uddybning af en følelse, en understregning af noget: ”En varme stryger gennem Johanne (tændstikagtig)”. Andre gange er det hele sætninger, der med tegnsætning gøres parentetiske, men i læsningen gør opmærksom på sig selv.
Romanen er opbygget så hvert kapitel skiftevis går til Johanne og Valborg, hvilket også understreges, når det respektive navn markeres med fed i kapitlets begyndelse. Dagens dont udfoldes skiftevis gennem hver deres synsvinkel, hvor de på midten mødes til kaffe og småkager hos Johanne, og læseren får interaktionen fra begges position. Her oplever man deres store kærlighed til hinanden, men også, hvordan de misforstår signaler, undertrykker egne bekymringer og holder en facade oppe. Den ’delte’ søn forbliver et uafsluttet regnskab mellem dem, noget der ikke går op eller falder helt på plads.
Moderskabet og husmorens mytologi
Centralt er tematikken om moderskab, hvad er det for en størrelse, findes det, når man ikke selv har født sit barn eller i relation til et barn, man har givet bort? Rollen som mor er fyldt af modsætninger, der indeholder eufori og en altoverskyggende frygt på samme tid.
”At være mor betyder, man er Gud, urørlig og alene (...) Man skal kunne udholde alle de følelser, et menneske besidder. En mor er et menneske, der har for meget magt over et andet menneske og for lidt indflydelse på verden, hun er indbegrebet af alle relationers umulighed.”
Det beskrives også, som at man modvilligt bliver en del af en hel mytologi, hvor ens mand begynder at kalde én mutter.De to kvinder kvæles på hver deres måde i rollen, de har længsler og begær uden for hjemmet, der ikke kan indfries, når facaden og det perfekte hjem stadig skal opretholdes. Men selv dette arbejde anerkendes hverken af omverdenen eller deres mænd. Det giver en forbundethed og en ’pagt’ husmødrene imellem, et fælles erfaringsrum som læseren nu også har fået adgang til.
Måske er det også, hvad bogens skjulte titel hentyder til? For på elegant vis dukker endnu en mystisk tekst op bag romanens smudsopslag med den glitrende skrift: ”Girls of dust”.
Litterære slægtskaber
Ditte Holm Bros roman giver ekko af modernismens stream of consciousness i en mere behersket form, og tankerne ledes hen på Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, der også følger én dags begivenheder i tankestrømme fyldt med sanselig detaljegrad og skiftende sindsstemninger. Lyden af uret, der slår, går igen i begge værker og sammenvæver dagens gang med fortiden og overvejelserne om et andet liv.
Slægtskabet med Tove Ditlevsens forfatterskab, og især erindringsromanen Gift, kan også fremhæves. Udover narkomanien beskrives ægteskabet og husmorens snævre rammer, og der deles generøst ud af forliste drømme om familieliv, begærets sider og skammen over at være en utilstrækkelig mor.
Begrebet om moderskabslitteratur er flere nutidige værker blevet samlet under, og i Olga Ravns Mit arbejde kæmper hovedpersonen med rollen som mor udtrykt i fødselsdepression og forskelligartede skriftudtryk. Ligesom ’Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler’ giver det læseren mulighed for at reflektere over de tunge samfundsmæssige og kulturelle forventninger, der er til at blive og være (hus)mor – nu, som i før i tiden.
Kommentarer