Ordene agerer rundt i Helle Helles roman 'Hvis det er' med triste og komiske effekter omkring sig.
”Det er ikke mig. Jeg står ikke sådan bag et træ i skoven. Bladene drysser. Det er uge 44, det er de sidste blade.”
Med disse fire skarptskårne sætninger indledes Helle Helles 'Hvis det er', som på to afgørende punkter skiller sig ud i forhold til hendes tidligere forfatterskab: Fortælleren er en mand, og han er anbragt i en højdramatisk, på grænsen til livstruende situation. Efter i tyve år at have skrevet novellesamlinger og romaner med kvindelige fortællere og med sin nøgterne realisme have indfanget hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form, ryster Helle Helle posen grundigt, og den forundrede læser tænker: Det er ikke Helle Helle. Hun skriver ikke sådan i en bog. Ordene falder. Der er 144, det er de sidste sider.
Allerede fra første sætning - ”Det er ikke mig” - er romanen i gang. Der er slået en tone an (på en gang drilsk og alvorlig), fortælleren begynder at afsløre noget om sin karakter (han har den distance til sig selv, der også kendetegner Helle Helles kvindelige fortællere, og han sætter den på spidsen), og situationen karakteriseres (vi er i en ekstraordinær kontekst, som fortælleren ikke kan genkende sig selv i).
”Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko,” fortsætter fortælleren, Roar. Han er taget på løbetur i skoven og farer vild og møder en tyggegummityggende kvinde (kaldet Vejmand) med pandebånd om hovedet og en træningsjakke bundet om hofterne. De slår følge og løber forvildede rundt i de jyske skove uden mobildækning, mens mørket bliver uigennemtrængeligt, blodvabelen brænder, kulden og tørsten plager, og der lyder ugleskrig og fjerne lyde fra en ambulance.
Mens de to løbere forfrosne og skræmte indtager en shelter i skoven og forsøger at finde varmen under efterladte tæpper, bliver det klart, at historien om de to vildfarne løbere er en rammefortælling, og at Roar ikke er fortællingens hovedperson, det er derimod Vejmand. Mens læseren kun får sporadiske oplysninger om Roar og hans liv uden for den aktuelle undtagelsessituation, udrulles Vejmands historie i tilbageblik, først som en dialog mellem jegfortælleren og hende, senere glider det over til en udfoldet tredjepersonfortælling, der måske kan læses som indirekte tale.
Fortællingen om Vejmand er langt mindre dramatisk end rammefortællingen. Her føres læseren ind i et genkendeligt Helle Helle-univers med fokus på detaljer og sans for det akavede. Vi får historien om en ung kvinde, der flytter i kollektiv, forelsker sig ugengældt i en af de andre beboere, men år senere forenes med ham på en ferie til Hamburg. Hun finder kærligheden og blomstrer i alle de roller, forholdet fører med sig: kæreste, papmor, svigerdatter og medarbejder i hans familievirksomhed, en møbelforretning. Senere kommer der afstand og irritation mellem de to, han forlader hende, og hun finder arbejde i sin gamle ven Torbens tøjbutik på hovedgaden i Aars.
Indholdet af fortællingen er genkendeligt på grænsen til det banale, og det er skrevet i en på en gang trist, bizar og munter tone med Helle Helles særlige lydhørhed over for den ordknappe replik og den lille drejning i sproget. Fx når Roar omtaler sine løbesko som ”såkaldte løbesko” og dermed skaber en distance til et helt almindeligt hverdagsord, som virker komisk, men også stærkt karakteriserende for den person, der måtte vælge at udtrykke sig med den distance. Samtidig skærpes læserens opmærksomhed på selve ordet løbesko, og der opstår gennem den opmærksomhed en ny nærhed til sproget og til personen, der taler. Som læsere kommer vi til at holde af ordene på samme måde, som vi holder af personerne. De agerer rundt i fortællingen med komiske effekter omkring sig. Og står som skæve, akavede eksistenser et sted både midt i og i udkanten af sproget.
Helle Helle mestrer om nogen denne evne til at balancere det aparte og det genkendelige på en måde, så læserens evne til at sanse og opleve fortællingen vækkes. Hendes fortællinger vækker en sorgfuldhed over det, som tabes, men samtidig en stor lyst til og nærvær omkring det, som er:
”At læse Helle Helle forstærker livsfølelsen, empatien og oplevelsen af at være menneske og at have med mennesker at gøre. Romanerne minder en om, hvad man konstant går glip af og forsømmer og glemmer; sorg eller savn over alt det, man ikke oplevede, opfattede, tog sig af; eller en utålmodighed efter at opleve og tage ind; eller en udmattelse over at gøre det i så høj grad, en lykke og angst over alle de indtryk. Det er en vekslen mellem intens mening og meningsløshed, eller jeg får følelsen af begge dele samtidig: Så tomt er livet; så stærk er oplevelsen af livets tomhed”. (Trude Marstein i Dagbladet)
Hvor rammefortællingen signalerer nybrud med den mandlige fortæller og den dramatiske undtagelsestilstand, lægger fortællingen om Vejmand sig i fin forlængelse af Helle Helles øvrige forfatterskab, når det er stærkest og når læseren konfronteres med det almindelige livs absurde tilstande, tragikomiske konflikter og forgængeligheden, der ånder alle i nakken.
Helle Helle debuterede i 1993 med tekstsamlingen 'Eksempel på liv', og har siden udgivet tre novellesamlinger og seks romaner. Bortset fra debuten bliver Helle Helles skrivestil betegnet som minimal realisme, fordi den i kort form beskriver det, der sker på overfladen, mens understrømmene kun antydningsvis kigger frem. Hun er ofte blevet sammenlignet med Ernest Hemmingway, som også er et af hendes forbilleder, og ved udgivelsen af 'Ned til hundene' (2008) dukkede sammenligningerne med Herman Bang op. Mere nutidige litterære pendanter er amerikanske Raymond Carver, norske Kjell Askildsen og danske Simon Fruelund.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer