Aakeson, Kim Fupz - Bådens navn

Bådens navn er et underholdende, hverdagsrealistisk portræt af en fængselspræst, der selv bærer på en stor skyld.

Med 'Bådens navn' har Kim Fupz Aakeson skrevet en roman, der spænder fra det minimalt realistiske til det højdramatiske i en galgenhumoritisk, men ikke ukærlig fortællestil. Romanen skaber et underholdende portræt af fængselspræsten Susanne, der ikke ønsker sig en båd, men alligevel lader sig føre med, da hendes mand, Mugge, er begejstret for ideen. Romanen skildrer det øjeblik, hvor et menneske mister sin tilregnelighed, og verden pludselig åbner sig i nye retninger.

Et portræt af et ægteskab ender som soloportræt
'Bådens Navn' er i flere anmeldelser blevet sammenlignet med en Helle Helle-roman. I information karakteriseres bogen som beslægtet med Helle Helles romaner, ”bare udført håndfast og kompetent snarere end præcist, elegant, overlegent”. Og sammenligningen er ikke grebet ud af det blå. Der er klare lighedspunkter, især i bogens første del, hvor en kvindelig hovedperson går rundt i en indestængt hverdagstristesse i et ægteskab, der ikke længere giver mening for hende. Da hendes mand, Mugge, begynder at tale om at købe en båd, lader hun ham – som en klassisk ikke-handlende Helle Helle-karakter – gå videre med projektet, selv om hun ikke kan lade sig begejstre og selv drømmer om at købe et nyt sommerhus i stedet. Hun er en passiv iagttager til sit eget liv og har svært ved for alvor at engagere sig i det. Sådan forløber bogens første 50 sider, men så tager den en tematisk overraskende og højdramatisk drejning, der sender den i en ny retning og langt væk fra Helle Helle: På en af deres fælles sejladser går det galt, vores hovedkarakter, Susanne, sidder ved roret, mens vinden tager til, og pludselig slår bommen over og rammer Mugge i hovedet, så han falder ud over rælingen, og Susanne sejler båden videre uden at gøre forsøg på at samle ham op.

Herfra ændrer fortællingen sig fra at være et ægteskabsportræt til et enkeltpersonsportræt af jeg-fortælleren, Susanne, der i sit professionelle virke er en dygtig fængselspræst, som tager daglige samtaler med de indsatte om skyld og straf. Bogen er løbende krydret med referater af disse samtaler, der hårfint spejler Susannes egen skyld og sorg, som hun pakker væk og dulmer i dynger af vodka og papvin. Disse samtaler bliver et af flere fine og mesterligt veldrejede spor i fortællingen, som også byder på en voksen datters sideløbende graviditet, Susannes fars tiltagende afvikling på et plejehjem, en hjælpsom nabo, der dukker op som en mulighed for en kommende flirt, distancerede samtaler med veninder og ikke mindst portrættet af den østeuropæiske rengøringsmedhjælp, som Susanne og Mugge har hyret uden at kunne huske hendes rigtige navn og derfor blot kalder Stazi.

Dynamiske passager og korte replikker
Hvor Helle Helle i en nøgtern realisme indfanger hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form, ofte med korte, konstaterende sætninger, er der hos Aakeson et andet sprogligt flow. Sætningskonstruktionerne er længere, ofte er helsætninger kun adskilt ved komma, og det skaber en dynamisk effekt, hvor sproget er præcist uden at være afkortet, og lange passager falder i fortløbende, glidende bevægelser:

”Mange af de indsatte hører jeg aldrig fra, men jeg har masser af samtaler, masser, de der sidder inde for første gang og ikke aner hvor de skal gøre af sig selv, de der har siddet længe og keder sig, de der bare vil have en venlig kvindes blik, de der er blevet clean eller ædru og får en samvittighed igen, plaget af tanken om alle dem de har gjort ondt, deres martrede mødre, de børn de ikke rigtig kender mere, de sønner der er på vej ud i noget dårligt, de kærester, de tror bedrager dem og forlader dem.”

Her nærmer fortællestilen sig stream-of-consciousness, hvor fortællerens indre monolog falder som en strøm af tanker. Anderledes kort og præcist er sproget i dialogerne, som her er skåret helt ind til benet i en af Susannes samtaler med de indsatte:

Jeg spurgte: ”Hvorfor gør du det?”

”Gør hvad?”

”De dårlige ting?”

Han: ”Jeg mangler jo bare penge.”

Aakeson på det litterære Danmarkskort
'Bådens navn' er et galgenhumoristisk, men ikke ukærligt portræt af fængselspræsten Susannes hverdag og sorg, og Aakeson giver her, som i sit øvrige forfatterskab, en plads til de mørke og utilregnelige og uhåndgribelige sider af vores personlighed og livet. Og hvad der sker, når vi mister kontrollen over det. Det er underholdende hverdagsrealisme uden fantastiske elementer, måske lige bortset fra Susannes samtaler med en nogle gange fnisende, nogle gange tavs Gud, der ikke holder sig tilbage fra at bruge ligefremme og ugudelige udtryk som fx "Rend mig." Hvortil Susanne selvfølgelig svarer ”Så gerne”. Portrættet af Susannes virke som fængselspræst, samtalerne med de indsatte og med Gud, slår et religiøst tema an, og det er ikke første gang i Aakesons forfatterskab, at religiøse temaer udfoldes. Det sker fx i børnebøgerne 'Da Gud fik en Hobby' (1999) og 'Vitello møder Gud' (2009) og i voksenbøgerne X (2003) og 'Lyden af Eva' (1994).

Kim Fupz Aakeson er en af de mest succesfulde, danske forfattere, der har bidraget til de fleste litterære genrer: Børnebøger, tegneserier, skuespil, filmmanuskripter og skuespil, romaner og noveller. Han er Danmarkskendt for sine populære børnebøger, der bl.a. rummer Vitello-serien, og for sine succesfulde filmmanuskripter, bl.a. 'Okay' og 'Den eneste ene'. Men han har også en produktion af voksenlitteratur, der står i skyggen af hans øvrige forfatterskab. Han debuterede med sin første roman for voksne i 1993 med 'Min Laslo'. Aakesons romaner for voksne befinder sig på grænsen mellem det komiske og det tragiske og rummer karakteristikker af karakterer, der ikke får det, de gerne vil have og af kommunikation, der ofte går galt.