På sporet af den tabte tid. En urimeligt lang roman om erindring. Det er nok, hvad de fleste forbinder med den franske forfatter Marcel Prousts (1871-1922) monstrøse syvbinds-hovedværk.
Men når det kommer til stykket, handler På sporet af den tabte tid faktisk mest af alt om det bedre selskabslivs sæder og skikke i Frankrig i årene omkring forrige århundredeskifte. Om hvad man bekymrer sig om, ser på, læser i, spiller på, spiser af og snakker om i de fornemmeste parisiske saloner. 'På sporet af den tabte tid' er overklasseromanen over dem alle. Den sidste og den største.
Forfatteren Marcel
Marcel Proust blev født i den sydlige pariserforstad Auteuil-Neuilly-Passy i 1871. Han var søn af forældre, som tilhørte det bedre borgerskab, og det fritog ham fra fødslen for den banale kamp for livets opretholdelse, som netop i denne tid var på dagsordenen i det franske samfund. Mens Proust kom til verden i et pænt kvarter i udkanten af hovedstaden, kæmpede arbejdere og småborgere på barrikaderne i den indre by for sociale reformer og bedre kår. Man havde, efter marxistisk forbillede, oprettet et revolutionært folkestyre, Pariserkommunen, og våbenføre parisere sloges nu på liv og død med regeringens nationalgardister. Det gryende moderne samfunds folkemasser – arbejdere, handlende, funktionærer – gjorde oprør mod det gamle samfunds indretning, ikke mindst de gamle aristokratiske familiers nedarvede privilegier.
Den sidste del af det nittende århundrede var de sociale omvæltningers tid. Men ikke umiddelbart for Proust, som nød den luksus at have en solid baggrund. Faderen var en succesfuld, internationalt anerkendt læge, mens moderen tilhørte en hovedrig jødisk børsmæglerfamilie. Familiens formue gjorde det muligt for den unge Marcel frit at vælge litteraturen og salonerne som slagmark for sit livs kampe. Allerede tidligt viste det sig, at Proust havde et kunstnerisk talent, og væbnet med den bagage indledte han som ung mand sin kamp for magt og anerkendelse i metropolens selskabsliv. Den stræben fyldte resten af forfatterens liv og blev en uudtømmelig kilde til inspiration, hvad man med det samme erfarer, hvis man har mod på at begive sig ind i den mere end tre tusinde sider lange bog.
Romanhelten Marcel
Hovedpersonen i 'På sporet af den tabte tid' har et liv, som i hovedtræk minder om forfatterens eget. Romanhelten er også ud af en velhavende parisisk familie, han har også et svagt helbred og en udpræget sans for det kunstneriske, hedder også Marcel (men dog ikke Proust), og har ligeledes et inderligt ønske om at kravle opad i de sociale hierarkier.
Romanens Marcel vil ligesom forfatteren vinde adgang til alle salonerne i Paris. Han har viljen til at tillægge sig den forunderligt snobbede omgangsform, som man må kende og praktisere for at begå sig i det bedste selskab, og gennem romanen kommer det alt sammen til udtryk i et veritabelt katalog over snobberiets detaljer.
Marcel erfarer, efterhånden som han får indsigt i salonernes indbyrdes hierarkier, at adelsfamilien Guermantes’ salon er den bedste, han kan opnå adgang til. Med invitationer herfra er der ikke længere døre i Paris, som ikke lader sig åbne. Marcel må forinden gennem flere mindre prestigiøse saloner (og læseren nogle hundrede sider), inden han når dertil. Men herefter går det løs med Marcels uddannelse hos hertugen og hertuginden af Guermantes. Han lærer at pleje de essentielle forbindelser og fravælge de ubetydelige.
At anerkende den sande og prisværdige kunst og samtidig at latterliggøre den, som man værdsætter i andre, mindre fornemme saloner. Marcel lærer, at den ene salons fortrinlighed er betinget af rygtet om den andens elendighed.
Efter mange langstrakte selskaber hos Guermanterne (enkelte antager på papiret romanomfang) bliver Marcel omsider fortrolig med den såkaldt Guermanteske ånd. At nå hertil kræver stor tålmodighed – det er en ironisk pointe i romanen, at læseren ligesom romanhelten skal gennem en prøvelse i kedsomhed for at nå dette eftertragtede mål. Og idet man endelig begynder at forstå Guermanterne, begynder skeletterne samtidig at vælte ud af skabene. Den noble Guermantes-ånd, som Marcel beundrer og er draget af, viser sig at være et fantasme. Det stolte familienavn og myten om det franske blods evige stolthed bliver nu midtpunkt i en nådesløs parodi.
Guermanternes fald
Omtrent halvvejs i romanen opdager den unge Marcel, at baron Charlus, et fremtrædende medlem af Guermantes-slægten, har et homoerotisk forhold til en lokal vesteskrædder. Baronen er til mænd – proletariatets mænd.
Det er oprørende for Marcel at erfare, og værre bliver det kun, da han under en badeferie i Normandiet oplever baronen og prinsen af Guermantes kæmpe om retten til at ledsage en ung violinist, som er søn af en kammertjener. Flere mandlige medlemmer af den ellers så hæderkronede Guermantes-slægt forbryder sig i dobbelt forstand mod det, deres adel forpligter dem på: at bringe blodet videre. De forlyster sig i stedet med unge mænd fra de ringere klasser.
Adelens forfald fuldbyrdes en nat i Paris under Første Verdenskrig, hvor Marcel under et tysk bombardement som en spion følger baron Charlus gennem gaderne. Det udvikler sig til en rædslernes nat for Marcels forestillingsverden, da han oplever, hvordan baronen forfølger de mørklødede soldater, som er indkaldt fra kolonierne, med seksuelle tilbud. Dybere kan en adelsmand næppe synke. Senere søger Charlus tilflugt i metrostationerne, der fungerer som beskyttelsesrum: Her kan han i al anonymitet komme i nærkontakt med alskens unge mænd. Og finalen. Sidst på natten opsøger baronen et sadomasochistisk bordel, hvor unge soldater tjener en ekstra skilling ved at slå løs på de betalende gæster. En sådan er baronen.
Alle romanheltens indbildninger om den tusindårige franske adel, om det franskes stolthed og liljens renhed, nedbrydes i løbet af romanen. 'På sporet af den tabte tid' er en roman om illusioner. Beskrivelsen af den franske overklasses etikette rummer både charme og melankoli, men kniven bliver først og fremmest ført med et stilsikkert komisk snit. Derudover vidner skildringen af adelen om de personlige erfaringer, som forfatteren efter et langt livs research investerer i sin hovedperson. Marcel Proust levede i det nittende århundredes salonkultur, han vidste at den var dødsmærket, og 'På sporet af den tabte tid' skal i den forstand læses som et gravskrift. Det er en munter historie om en epoke og en klasse, som ikke er mere.
Af Truels Præstegaard Sørensen
Kommentarer