Ungeanmeldelse
Snydt ud af næsen
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
I Korsgaards version af Provins med stort P har alle ondt i maven - voksen og barn, rig og fattig, karakter og læser.
At bo et sted, som næsten ikke er til stede, det er ifølge bogens bagside, hvad karaktererne i Thomas Korsgaards nyudgivne novellesamling ‘Snydt ud af næsen’ gør. Bogen, som består af 16 internt beslægtede noveller, kredser om relationer og om et helt konkret, fysisk sted: en landlig egn, som Korsgaard styrer med skarp disciplin. Han placerer paphvidvin, dyre havemøbler, biler, som ikke vil starte, og socialrådgivere præcis, hvor de skal stå for at sætte scenen. Han rammer plet uden at ramme plat.
Netop scenen, eller bogens miljø, er i fokus. Vi følger gennem bogen et utal af karakterer med hver deres tragedier. De er unge børn af forældre, der er fattige, fraværende eller voldelige, de er fraskilte eller enker, eller ensomme i deres ægteskaber. Til fælles har de, at de næsten udelukkende består af uforløst potentiale. Hver en hverdagstragedie peger tilbage og bliver en karakteristik af et sted, af provinsen og i videre udstrækning af en måde at leve på. Det er en benhård “spis eller bliv spist”-logik, som hersker i bogens univers, hvor fortiden spøger. Eller sagt med simplere ord: Det er fandme ikke altid hyggeligt, at alle kender alle.
Nej, bogen er nogle steder decideret antihyggelig – især, når vi følger nogle af bogens mange børn, selvom barnestemmen nogle steder fremstår flad. Overladt til sig selv går børnene rundt i regnvejrsmørket, leger fatale lege i maskinrum eller har uforløste og underlige seksuelle møder i ødelagte campingvogne. Barneperspektivet gør særligt ondt, fordi vi ser en større ulykke i barnekarakterernes fremtid. Der er ikke særligt mange, som får de kram og den omsorg, som det tager at blive et helt menneske. På den måde bliver det mest uhyggelige ved ‘Snydt ud af næsen’ ikke selve bogen, men hvor uendelig dens fortælling fremstår.
I og for sig er det ret imponerende, hvad Thomas Korsgaard formår med ‘Snydt ud af næsen’. Han tegner et portræt af et ikke-sted. Ikke med brede, samfundsrevsende strøg, men med inderlighedens skarpe pen, der skriver glimt af empati ind i umulige situationer og mennesker. Selvom bogens hverdagsagtige prosa ligger lidt fra de dekorerede værker, jeg normalt falder for, og ikke løfter sig til et æstetisk stimulerende niveau, så er jeg med Korsgaard hele vejen.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
I Korsgaards version af Provins med stort P har alle ondt i maven - voksen og barn, rig og fattig, karakter og læser.
At bo et sted, som næsten ikke er til stede, det er ifølge bogens bagside, hvad karaktererne i Thomas Korsgaards nyudgivne novellesamling ‘Snydt ud af næsen’ gør. Bogen, som består af 16 internt beslægtede noveller, kredser om relationer og om et helt konkret, fysisk sted: en landlig egn, som Korsgaard styrer med skarp disciplin. Han placerer paphvidvin, dyre havemøbler, biler, som ikke vil starte, og socialrådgivere præcis, hvor de skal stå for at sætte scenen. Han rammer plet uden at ramme plat.
Netop scenen, eller bogens miljø, er i fokus. Vi følger gennem bogen et utal af karakterer med hver deres tragedier. De er unge børn af forældre, der er fattige, fraværende eller voldelige, de er fraskilte eller enker, eller ensomme i deres ægteskaber. Til fælles har de, at de næsten udelukkende består af uforløst potentiale. Hver en hverdagstragedie peger tilbage og bliver en karakteristik af et sted, af provinsen og i videre udstrækning af en måde at leve på. Det er en benhård “spis eller bliv spist”-logik, som hersker i bogens univers, hvor fortiden spøger. Eller sagt med simplere ord: Det er fandme ikke altid hyggeligt, at alle kender alle.
Nej, bogen er nogle steder decideret antihyggelig – især, når vi følger nogle af bogens mange børn, selvom barnestemmen nogle steder fremstår flad. Overladt til sig selv går børnene rundt i regnvejrsmørket, leger fatale lege i maskinrum eller har uforløste og underlige seksuelle møder i ødelagte campingvogne. Barneperspektivet gør særligt ondt, fordi vi ser en større ulykke i barnekarakterernes fremtid. Der er ikke særligt mange, som får de kram og den omsorg, som det tager at blive et helt menneske. På den måde bliver det mest uhyggelige ved ‘Snydt ud af næsen’ ikke selve bogen, men hvor uendelig dens fortælling fremstår.
I og for sig er det ret imponerende, hvad Thomas Korsgaard formår med ‘Snydt ud af næsen’. Han tegner et portræt af et ikke-sted. Ikke med brede, samfundsrevsende strøg, men med inderlighedens skarpe pen, der skriver glimt af empati ind i umulige situationer og mennesker. Selvom bogens hverdagsagtige prosa ligger lidt fra de dekorerede værker, jeg normalt falder for, og ikke løfter sig til et æstetisk stimulerende niveau, så er jeg med Korsgaard hele vejen.