Bog

Min drøm

Af (
2016
)

Anmeldelse

Min drøm af Lisa Grue og Maise Njor

05 okt.16

Få styr på dine drømme. Yndefuld skriv-selv-drømmejournal er veludført ned til mindste detalje.

Endnu en lækkerbisken fra det kreative team bestående af billedkunstner Lisa Grue og journalist Maise Njor har set dagens lys. Formen er denne gang en ganske uimodståelig og personlig DIY drømmedagbog eller skriv-selv-drømmejournal. Det er ikke en bog om drømmetydning og symboler, den viden og nysgerrighed må man få stillet i andre værker om drømmenes betydning. Men forfatterne nævner Sigmund Freud og Carl Gustav Jung som kilder til mere viden om drømmenes symbolik. Den lækre forside, og ikke mindst bogens smukke opsætning med de fantasifulde tegninger og doodles, gør ’Min drøm’ til et lille kunstværk som straks inviterer til, at man nedskriver nattens drømme.

Bogen er inddelt i tre afsnit. Bogens første del er en generel og kort introduktion til drømme og til, hvordan man bruger bogen. For bedre at kunne forstå sine drømme anbefaler forfatterne i bogens anden halvdel, at man gennemgår og nedskriver nogle af de drømme, man allerede har haft. På den måde vil man være langt bedre rustet til at se drømmene i et nyt lys: måske har de en særlig betydning som går igen, og som først danner et mønster og giver mening, når man har skrevet dem ned. Ud fra 16 drømmetyper som for eksempel ’Min evige drøm’, Min bedste drøm’, Mit værste mareridt’, Mine drømmepersoner’, ’Mine drømmesymboler’ og ’Min ønskedrøm’ kan man forsøge at karakterisere tidligere drømme.

Nu går det for alvor løs med skriv-selv-drømmejournalen. I tredje og sidste del af bogen er der god plads til nedskrivning af over 40 nye drømme. Hvad handlede nattens drøm om? Hvad tænker du at drømmen betyder, og hvilke følelser havde du i kroppen, da du vågnede?

Bogen er yderst brugbar. Den er enkelt opbygget og let tilgængelig, hvilket er vigtigt, når du vågner om morgenen og skal være klar til at skrive ned. Har du lyst til at få mere styr på dine drømme er ’Min drøm’ det oplagte redskab til formålet. Bogen er utroligt smuk både at føle på og kigge i og lægger op til fantasi og kreativitet. Måske er det netop dette udtryk, der skal til for at åbne op for, at du husker dine drømme og - ikke mindst - får lyst til at skrive dem ned, inden de atter er glemt. Akkurat som Grue og Njors Venindebog, er ’Min drøm’ en oplagt gaveidé eller bogoverraskelse til din veninde, søster eller mor. 

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt & Ringhof
Faustnummer
52605148
ISBN
9788711564462
Antal sider
123

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer