Dødenkelt

Knaldhamrende spændende thriller om en polterabend, der kører helt af sporet og en kriminalkommisær, der bruger okkulte metoder.

Plottets indledning minder om en vandrehistorie: Michael er kendt for sine grovkornede numre med vennerne, og nu vil de tage hævn til hans polterabend. De fremskaffer en kiste, drikker ham fuld og begraver ham, mens de selv vil tage videre på stripbar et par timer. Undervejs bliver de alle fire dræbt ved en voldsom bilulykke, og nu ved ingen, hvor Michael er – eller hvad med hans kompagnon, der ikke nåede frem tidsnok til at deltage?

Politimanden Roy Grace får overdraget sagen, da den fortvivlede brud efterlyser sin kommende ægtemand. Han er selv plaget af sin kones sporløse forsvinden for otte år siden. Både i den forbindelse og i sit politiarbejde har han benyttet synske medier. Desuden har han en veludviklet intuitiv fornemmelse for, hvornår folk lyver, og snart aner han, at der her ikke blot er tale om en brudgom, der har fået kolde fødder.

Ad parallelle spor følger vi det sindsoprivende kapløb med tiden. Jeg vil ikke røbe for meget, blot kan jeg på det kraftigste advare læsere med tendens til klaustrofobi mod at udsætte deres nerver for belastningen.

Forfatteren skriver også film og TV-serier, og romanen kunne uden problemer fungere som filmmanuskript. Der er et fantastisk drive over handlingen, plottet twistes på overraskende vis flere gange, og vi oplever spil og dobbeltspil.

For nogle vil de okkulte metoder i politiarbejdet forekomme forfriskende, personligt foretrækker jeg dog gåder, der løses med mere rationelle metoder – og jeg er ikke imponeret over selve politiarbejdets kvalitet i denne sag, selv om Roy Grace som person bestemt er et sympatisk bekendtskab.

"Dødenkelt" vil fange den læser, der kan synes at den traditionelle, solide engelske krimi er en anelse for lang i spyttet. Romanen scorer ikke højt på barometeret over sandsynlighed og troværdighed med flere logiske brist i handlingsforløbet, men spændende – det er den! 

Oversat af Peter Skeel Petersen. Cicero, 2007. 332 sider.