Bog

Til døden dem skiller

Af (
2013
)

Anmeldelse

Til døden dem skiller af Peter James

18 jun.13

Berømmelse har sin pris, og nogle gange er den høj. Roy Grace er på banen igen i en spændende krimi, der både byder på superstjerner, gale fans og et enkelt mord.

Peter James er nået til bog otte i sin serie om kriminalkommissær Roy Grace. Jeg husker stadig hans første roman i serien, ’Dødenkelt’, som både havde en fængende handling og en spændende hovedperson.

Stilen fortsættes i ’Til døden dem skiller’, som handler om superstjernen Gaia, der er en succesfuld sangerinde. Hun vil gerne slå igennem som skuespiller og kommer til Brighton, hvor hun skal spille hovedrollen i filmen om kong George IV og dennes elskerinde. Uheldigvis modtager hun en advarsel om ikke at tage rollen - og alt tyder på, at truslen er reel.

Det bliver Roy Graces opgave at sørge for sikkerheden sideløbende med, at han efterforsker en makaber drabssag. Samtidig med at vi følger Gaia og Roy Grace, bliver vi også præsenteret for andre personer. Jeg undrede mig en smule over, hvilken relevans alle disse personer kunne have for den videre handling, men Peter James samler det hele i den spændende slutning.

Romanen er spændende, men især de forskellige karakterer er med til at holde interessen fanget. Roy Grace er på mange måder sympatisk, men han spiller ikke altid efter reglerne. Superstjernen Gaia er en dedikeret mor, samtidig med at hun virker til at leve i en helt anden verden. Og så er der Gaias fan nummer et, Anna, der glæder sig til at Gaia kommer til byen, så de endelig kan mødes, efter at de i årevis har haft en hemmelig flirt kørende.

Det må siges, at der løber mange forskruede personer rundt i Peter James’ univers, men grundkernen i historien – hvilken effekt store stjerner kan have på menneskene omkring sig – er skræmmende realistisk. Berømmelse har sin pris, og nogle gange er den høj.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Pia Trøst Nissen
Faustnummer
29974780
ISBN
9788763826167
Antal sider
381

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer