Bog

Det bedste en mand kan få

Af (
2005
)

Anmeldelse

Det bedste en mand kan få af John O'Farrell

13 feb.06

Meget velskrevet underholdningsroman. Dick-lit (og chick-lit)  når den er bedst - eller Bridget Jones for mænd. Når den bliver filmatiseret bliver salen udsolgt.

Michael Adams er i 30'erne, han skriver musik til radioreklamer og deler en lejlighed i London med tre andre mænd.  Når han føler sig lidt trist og ensom,  tager han hjem til sin skønne kone og deres to skønne børn i den anden ende af byen. Der er bare det ved det, at konen ikke ved, at Michael kun bruger meget lidt af sin tid alene i lejligheden med at arbejde, det meste af tiden "hænger han ud" med vennerne.  Når Catherine tror han knokler nat og dag sidder han måske på pubben og hygger sig med vennerne, eller er til fest - eller får sin gode nattesøvn.

Michael er altså en rigtig led mandschauvinist, som tager det bedste til sig selv og smyger sig udenom alt det kedelige. Og når Far kommer hjem har han overskud til at være hyggelig og morsom, og så snart livet bliver for besværligt derhjemme, tager han afsted igen. Hjem til sit falske ungkarleliv. Den historie har man vist hørt før!

Han og Catherine har ellers et dejligt forhold når de er sammen, hun er skuespilleruddannet, men går nu hjemme og passer menagen. Han tjener penge ved at skrive en jingle nu og da, men hans dårlige arbejdsmoral forhindrer ham i at tjene ret meget.

En dag revner ballonen imidlertid. Kort tid før Catherine skal føde deres tredje barn opdager hun Michaels dobbeltliv; hun bliver edderspændt rasende og flytter hjem til sine forældre med børnene. Michael er chokeret, og samtidig må han erkende, at han er gået fallit og banken har overtaget huset.

Han får ikke lov til at dø i synden, og Catherine rister ham virkelig over en sagte og meget morsom ild. Han har slet ikke fortjent så skøn en kone!

Jeg skal ikke røbe slutningen - kan blot sige at ikke alt går efter fortjeneste her i livet, og heller ikke i romanerne.

O'Farrell er med rette blevet sammenlignet med Nick Hornby.
Det er en meget underholdende og velskrevet roman, som man straks fanges af. Og så vil den kunne læses af både kvinder og mænd.  

Oversat af Henrik Andersen. Borgen, 2005. 256 sider. Kr 249,-

Bogdetaljer

Forlag
Borgen
Oversætter
Henrik Andersen
Faustnummer
25934016
ISBN
9788721026288
Antal sider
256

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer