Ole Frøslev

Hvad fik en syvogfyrreårig folkeskolelærer og assisterende skolebibliotekar – gårdvagt gennem en lille menneskealder – til at kaste sig ud i at skrive en psykologisk kriminalroman for voksne? Først og fremmest glæden ved selv at læse en spændende bog – ikke nødvendigvis krimier eller thrillere, men bøger, der bæres af spændingen om, hvordan det går nogle mennesker, man på en eller anden måde har fattet interesse for, og hvor personer og omgivelser er så troværdige, at selv det mest usandsynlige plot bliver forfærdende sandsynligt. For det er jo først, nar man er blevet fortrolig med steder og personer og lige så stille kryber ind under huden på dem, at den rigtige spænding indfinder sig.

Debutromanen Tornen i øjet udkom i 1989. Den blev godt modtaget, og jeg selv oven i købet hædret med Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Jeg fik jeg blod på tanden, og Kriminalassistent Benny Rasmussen og hans kolleger fra Station 3 på Nørrebro, som havde klaret skærene i debuten, har siden optrådt i yderligere seks politiromaner: Symbion-affæren (1990), To mand frem … (1991), Culotte-tyven (1992), Virus (1993), Frosne sjæle (1999) og Nedrivning (2002).

Som det ses, holdt krimiforfatteren en pause på seks år. Det skyldtes ikke, at jeg løb tør for ideer, men mere, at jeg havde lyst til at forsøge mig i nogle andre genrer. Jeg var jo begyndt forholdsvis sent som forfatter og syntes, at en krimi om året eller sådan cirka godt kunne gå hen og blive for meget af det gode, i hvert fald for forfatteren.

Det blev til Den danske dame (1995) om et nygift dansk par, der i 1938 strander i England, hvor de må blive til krigen slutter. Han melder sig som krigsflyver, og hun gør sit bedste for at leve op til de britiske idealer for en god soldaterkone i et ægteskab, der allerede er begyndt at krakelere.

I 1997 blev det endnu et forsøg i en ny genre med den satiriske Lykkeland om den midaldrende Thomas, der pludselig er blevet en hæmsko for udviklingen og i den bedste hensigt hvirvles ind i behandlingssystemet med psyko-tests, skemaer, kurser og samtaler. Og havde han ikke haft klassikerne, Thomas More, Holberg, Kierkegaard og H.C. Andersen ved sin side med råd og dåd, var han utvivlsomt bukket under.

1998 forsøgte jeg mig med det isnende gys i lægeromanen Sidste Frist. Blødt lidt op med et (behersket) romantisk islæt, som det hører sig til i genren. Selv synes jeg, det er en besk historie.

I spændingsromanen Den haraldinske slange (2000) får arkæologen Bondo en researchopgave for Nationalmuseet og roder sig ud i et livtag med en racistisk nynazistisk klan. Genren runethriller har jeg selv opfundet.

Med kernen på de 7 politiromaner og mine forsøg med andre genrer synes jeg , jeg har gennemført min forfatteruddannelse. Hvis læserne har befundet sig lige så godt som jeg selv med mine svinkeærinder, er alt godt. Under alle omstændigheder forbeholder jeg mig ret til at prøve kræfter med nye udfordringer.


Oprindelig publiceret ForfatterNet Randers - 28. maj 2002