Engang var jeg flensborgdreng, født påskesøndag 1952. Vi boede i Slesviggade, lige ved jernbanen, og mælk hentede jeg i spand i mejeriudsalget på Nytorv, der hvor Rådhusparken nu starter. Engang var jeg dreng i korte bukser, indsnusede lugten af frisksavet tømmer fra det store trælager - på vej til Friserbjergskolen. Lidt ældre blev jeg indskrevet på gymnasiet Duborg-Skolen. Der skulle jeg gå i ni år. Min skolevej førte mig nu to gange dagligt over Søndertorv, hvor der var marked.
Så flyttede vi til Mathildegade og min skolevej gik derfor over Borgpladsen, det store åbne byrum, hvor syv gader mødes. Og i midten, under træerne, den kolde granit, den nøgne soldat, grusom med sine øjne og det korte dragne spartasværd. I begyndelsen frygtede jeg ham - måske det netop var meningen med monumentet.
En nat havde nogen givet hans pik og nosser en omgang med rød oliemaling. Det så ret flot og potent ud og ophidsede da også alle byens borgere voldsomt.
Ganske få dage senere var kommunalarbejdere i gang med at gnubbe og skure malingen af med terpentin. Men det var kun pik og nosser de tog fat i. De troede at det var tilstrækkeligt at fjerne malingen. Den røde maling forsvandt da også, blot havde de ikke tænkt på at soldaten i det hele taget var møgbeskidt. Så i stedet for en rødt lysende pik sad der nu en skinnende hvid og strålede med den grå soldat som baggrund.
Jeg ler stadig fjoget når jeg tænker derpå. (Langt senere, d. 8.5.95 - 50 årsdagen for Det tredie Riges sammenbrud - omdøbte jeg Borgpladsen til Desertørernes Plads og klistrede nye vejskilte over de gamle.)
Jeg var vokset op i en dansk, kristen lærerfamilie med to ældre søskende, havde boet der i nitten år. Nu måtte jeg videre. Væk. Jeg følte mig som internationalist. Verden lå åben. Der var oprør i Paris og i Prag, der blev sunget på engelsk. Jeg overvejede at studere i München, men valgte så Århus. Ikke af nationale endsige nationalistiske grunde. Der var en pige der trak. Man skal lytte til sit hjerte. Og det gjorde jeg.
Da jeg ikke blev optaget på Kunstakademiet i sommeren 1971, valgte jeg Institut for Statskundskab på Århus Unversitet. Deltog i den interne, dvs. kapitallogisk marxistiske, og den eksterne fagkritik (lærlingegruppen), blev forlagsmedarbejder på Modtryk, siden Socialistisk Bogklub, Selskabet for Smukkere Byfornyelse og senest på Husets Forlag. Boede i kollektiver, blev far to gange og fik i foråret 1976 slået hul på den virkelige politisk-æstetiske nytænkning. Det blev til GAS-plakaten. Året efter lavede jeg plakater som åbnede øjne. I januar 1978 blev min konservative kultur-valgplakat klistret op, og politik og pjat blev til jura, skandalen var i hus og fem plakater blev til en hel århusiansk hønsegård. Mange mente at jeg ikke kunne gentage det nummer, og jeg svarede, at det ville jeg heller ikke. Men 1. maj 1978 udkom svineplakaten, DANSKE SVIN ER SUNDE / DE STRUTTER AF PENICILLIN.
Efter retssager, plakater, retssager og plakater blev produktionen en vane. Så i firserne rejste jeg og skrev. Det blev til en stak bøger, artikler og radioudsendelser. I slutningen af firserne blev jeg far igen, rejste ikke længere så meget og skrev lidt mere og lidt længere.
Uanset om jeg har arbejdet med bøger, billeder eller situationer, så har det afgørende altid været at lade andre skabe nye billeder. Det er svært. Bøger er mere end fast arbejde for typografer og bibliotekarer, mere end to hundrede sider holdt sammen af et glitrende omslag, mere end autonome kunstværker. For bøger er også en evig bevægelse mellem vores samtid og vores drømme, er også ånd, erfaring og bevidsthed.
I en kaotisk verden kan bøger også læses skråt; nogle er opbygget efter klippe- og klistreprincippet. 'Mit kaotiske køkken' var en kogebog jeg skrev i 1987, fordi både livet og latteren - alt det sanselige - starter i maven, afhængig af hvordan man sammensætter dagens menu. Hvis man giver sig tid.
Elektroniske, hjernens og kroppens netværk arbejder på tværs. Mine juridiske bøger kan også læses på kryds, mine plakater var ikke entydige og det var fiktionerne heller ikke. Det vigtigste var at sætte spørgsmålstegn. Enhver revolution begynder med dumme spørgsmål. For vi er alle med til at skabe sandhed og virkelighed.
Biografien er udarbejdet af Michael Witte.
Portrættet redigeres af Århus Kommunes Biblioteker
