Forfatter
Mervyn Peake
"Som jeg anskuer det, er livet en bestræbelse efter med hænderne at gribe fat om fantasiens overraskende, uhyggelige eller blændende udsøgte fisk, før end de glider ud i glemsel, før end de pisker væk i den endeløse strøm og tabes for evigt i glemslens sorte ocean."
Med disse ord beskrev Mervyn Peake (1911-68) rammende sit virke som kunstner.
I sin samtid var Peake en anerkendt forfatter, maler, bogillustrator og digter, men først eftertiden har forstået at give ham den fortjente plads blandt det 20. århundredes store kunstnere. Det er jo eftertidens fordel, at vi ikke blot kan skue tilbage, vi har også alle aktstykkerne til vores rådighed.
I dag er Mervyn Peake måske mest kendt som forfatteren til den såkaldte Gormenghast-trilogi: Titus Groan (1946), Gormenghast (1950) og Titus Alone (1959), der netop i disse år er blevet oversat til dansk, bedre sent end aldrig.
Gormenghast
Gormenghast-trillogien er nogle underlige og vanskeligt kategorisérbare fisk. Samtidige anmeldere stirrede sig så nærsynede på de to første romaners milieu - en borg - at adjektivet gotisk fór dem i pennen, uagtet fraværet af spøgelser, incestuøse onkler og gale videnskabsmænd.
Andre har ganske rigtigt bemærket, at bøgerne udspiller sig i en anden verden, end den vi kender og færdes i, altså må der være tale om fantasy. Men en fiktiv verden er også det eneste Gormenghast-trilogien har til fælles med J. R. R. Tolkiens og C. S. Lewis' genredefinerende værker; her er hverken overnaturlige væsner eller troldmænd, ingen simplificerende fremstilling af kampen mellem det gode og det onde.
Til gengæld er der Gormenghast, borgen med de smuldrende grå sten og mosbeklædte tårne, uendelige kamre og støvede korridorer befolket af væsner, der er ligeså fantasifulde og groteske, som de er menneskelige. Borgens ældgamle mure genlyder og ånder af stagnerede ritualer og traditioner, hvis oprindelse fortaber sig i en forlængst glemt fortid, men som dens beboere ikke desto mindre blindt følger, eftersom det er deres eneste eksistensberettigelse. Gormenghast er simpelthen en hel verden, der er intet bag bjergene i horisonten - eller er der?
I trilogiens to første bind følger vi dels Titus Groan, den 77. Jarl af Gormenghast, fra fødsel til manddom, dels den unge Steerpikes ambitiøse opstigning fra lav køkkendreng til de øvre samfundslag gennem intriger, løgne og mord. Men også Titus er en rebel; allerede tidligt gør han oprør mod ritualerne, mod borgen og sin slægt, indtil han som 21-årig drager bort som en blåøjet Candide blot for at ende i en mareridsagtig verden, der til forveksling ligner vores.
Romanernes bærende element er dog ikke plottet men atmosfæren og humoren, de enkelte spændingsmættede scener og menneskeskildringen.
Gormenghast-trilogiens nærmeste litterære slægtning er således Gogols Døde sjæle (1842), der ligeledes udspiller sig i et fiktivt univers, mens Peakes levende persontegning og sans for drama leder tanken hen på Dickens.
Peakes karakterer er både karrikerede og kendetegnet ved deres udseende, gestik og talemønstre, f.eks. den ellers deprimerede og ordknappe Lord Sepulchrave, som i sin sindssyge bryder ud i regulære jamber, eller køkkenchefen Swelter, et fedtbjerg på to ben, hvis tale koger over med kullinariske billeder, eller den dagdrømmende prinsesse Fuchsias alliterationer, eller kammertjeneren Flay, der er så tør og benet, at hans knæled knirker højlydt.
Gormenghast-trilogien var ikke planlagt som en trilogi. Ifølge Mervyn Peakes hustru, kunstmaleren Maeve Gilmore, var planen at følge Titus til alderdom og død, men under arbejdet med den tredie bog begyndte Peake at lide af Parkinsons syge, og i sine sidste år kunne han end ikke holde på en blyant.
Tilbage står et ufuldendt værk, der med sin særegne visionære kraft, sproglige poesi, drama og humor fortjener at blive rangeret blandt det 20. århundredes mesterværker.
Illustratoren
Mervyn Peakes kunst er et hele, idet man bag forfatteren Peake tydeligt fornemmer tegneren Peake, og omvendt. Gormenghast-trilogien er naturligvis illustreret af forfatteren selv, men bortset fra omslagsillutrationerne (som også pryder den danske oversættelse) skal hans bedste tegninger søges andetsteds.
For at skabe virkelig gode illustrationer, forklarede Peake i et radiointerview, skal tegneren, foruden at mestre sit håndværk, besidde empati, "evnen til at glide ind i et andet menneskes sjæl." Hvor karrikerede Peakes tegnede og skrevne portrætter end er, bliver de aldrig ondskabsfulde men netop indlevede og sympatiske.
Peakes første bog var børnebogen Kaptajn Kødhak kaster anker (Captain Slaughterboard Drops Anchor, 1939), om en sørøver som efter mange års pirateri slår sig ned på en paradisisk ø, hvor han finder en ven i et underligt gult væsen. Som alle gode børnebøger er Kaptajn Kødhak kaster anker ikke forbeholdt børn, hvilket i høj grad skyldes tegningerne, hvis stil er holdt i enkle streger med pen og blæk, nogle gange tilsat stiplede prikker og kurvede eller parallelle linier som skaber en stoflig virkning.
Sørøvere og fantasidyr hører til blandt Peakes yndlingsmotiver, og i Coleridges The Rime of the Ancient Mariner (1943), Carrolls Alice's Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass (1946) og Stevensons Treasure Island (1949) skabte han nogle af sine mest skattede illustrationer. I disse tre bøger benyttede Peake sig af krydsskraveringer i en grad, så det kan ligne graveringer.
I Christina Holes Witchcraft in England (1945) fremhæves emnets mørke grumhed gennem både krydsskraveringer og pensel, mens f.eks. en hekseanklaget nøgen kvinde fremstilles i en enkel og sårbar streg. Til Stevensons Dr Jekyll & Mr Hyde (1948) brugte han penslen til at frembringe en enkel og lys streg kombineret med skygge, hvorved fortællingens duale natur på fortræffelig vis understreges.
Et flot tilrettelagt udvalg af Mervyn Peakes illustrationer - samt malerier, portrætter og skitser - kan ses i Mervyn Peake: The Man and His Art, redigeret af G. Peter Winnington (2006).
Digteren
Har påskønnelsen af Mervyn Peake som forfatter været længe undervejs, har påskønnelsen af digteren Peake haltet endnu længere bagud, faktisk er det først med udgivelsen af Collected Poems i 2008, at moderne læsere har fået mulighed for at stifte bekendtskab med et repræsentativt udpluk af hans digtning (Collected Poems er - trods titlen - kun et udvalg!)
Gennemgående temaer i Peakes poesi er krig og kunst, ofte vævet sammen i refleksioner over kunstens forhold til lidelse og krig. I 1945 fik Peake til opgave at rejse rundt i Europa sammen med en journalist og tegne sine indtryk. I koncentrationslejren Belsen lavede han bl.a. en gruopvækkende skitse af en døende pige, en chokerende oplevelse som senere fik ord i digtet "The Consumptive. Belsen 1945", hvor han ikke blot stiller spørgsmålstegn ved sin egen medmenneskelighed men også udnyttelsen af lidelse i kunst:
Her agony slides through me: am I glass
That grief can find no grip
Save for a moment when the quivering lip
And the coughing weaker than the broken wing
That, fluttering, shakes the life from a small bird
Caught me as in a nightmare?
Umiddelbart efter Anden Verdenskrig skrev Peake en lang og surrealistisk ballade kaldet The Rhyme of the Flying Bomb (udgivet i 1962) om en sømand, der under et luftangreb finder et nyfødt og talende spædbarn og tager sig af det, medlidenheden og uskyldigheden forenet midt i en af menneskehedens mørkeste stunder. Det er et sært digt, let i sin form, men alvorstung i sit emne, mørkt og lyst på én og samme tid.
Peakes digtning er - hvis man endelig skal hæfte navn på - overvejende modernistisk, men vel at mærke en modernisme der strækker sig fra W. B. Yeats over T. S. Eliot til Dylan Thomas. Men Peake skrev også en række morsomme nonsensdigte, som er fuldt på højde med f.eks. Edward Lear eller Lewis Carroll. Et af disse nonsensdigte, "The Adventures of Footfruit" fra den posthume samling A Book of Nonsense (1972), ender med en strofe, der kan læses som et motto over Peakes kunst:
Hang on, Footfruit. This is the real thing. Strap on
your breastplate! Flare the proud nostril, blare out
in your extreme abandon.
Gennem hele sit kunstneriske virke fulgte Mervyn Peake opfordringen og skabte en række dybt originale værker, hvori fantasiens grotesk-absurde fisk slår smut med halen i tegning, poesi og prosa.
Udvalgte værker af Mervyn Peake i danske biblioteker
Captain Slaughterboard Drops Anchor (1939)
Rhymes Without Reason (1944)
Titus Groan (1946)
Gormenghast (1950)
Boy in Darkness (1956)
Titus Alone (1959)
The Rhyme of the Flying Bomb (1962)
A Book of Nonsense (1972)
The Gormenghast Trilogy (1988)
Collected Poems (2008)
Oversatte værker
Kaptajn Kødhak kaster anker. Oversat af Ejgil Søholm. Illustreret (2001)
Titus Groan. Oversat af Arne Keller. Bd. 1 i serien Gormenghast (2006)
Gormenghast. Oversat af Arne Keller. Bd. 2 i serien Gormenghast (2007)
Titus Alene. Oversat af Arne Keller. Bd. 3 i serien Gormenghast (2008)
Bogillustrationer
Carroll, Lewis: Alice's Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass (1946)
Carroll, Lewis: The Hunting of the Snark: An Agony in Eight Fits (1941)
Haynes, Dorothy K.: Thou Shalt Not Suffer a Witch (1949)
Hole, Christina: Witchcraft in England (1945)
Joad, C. E. M.: The Adventures of the Young Soldier in Search of the Better World (1943)
Laing, Allan M.: Prayers and Graces: A Little Book of Extraordinary Piety (1944)
Niklaus, T.: Harlequin Phoenix (1956) - kun omslag og frontispiece.
Stevenson, Robert Louis: Treasure Island (1949)
"Som jeg anskuer det, er livet en bestræbelse efter med hænderne at gribe fat om fantasiens overraskende, uhyggelige eller blændende udsøgte fisk, før end de glider ud i glemsel, før end de pisker væk i den endeløse strøm og tabes for evigt i glemslens sorte ocean."
Med disse ord beskrev Mervyn Peake (1911-68) rammende sit virke som kunstner.
I sin samtid var Peake en anerkendt forfatter, maler, bogillustrator og digter, men først eftertiden har forstået at give ham den fortjente plads blandt det 20. århundredes store kunstnere. Det er jo eftertidens fordel, at vi ikke blot kan skue tilbage, vi har også alle aktstykkerne til vores rådighed.
I dag er Mervyn Peake måske mest kendt som forfatteren til den såkaldte Gormenghast-trilogi: Titus Groan (1946), Gormenghast (1950) og Titus Alone (1959), der netop i disse år er blevet oversat til dansk, bedre sent end aldrig.
Gormenghast
Gormenghast-trillogien er nogle underlige og vanskeligt kategorisérbare fisk. Samtidige anmeldere stirrede sig så nærsynede på de to første romaners milieu - en borg - at adjektivet gotisk fór dem i pennen, uagtet fraværet af spøgelser, incestuøse onkler og gale videnskabsmænd.
Andre har ganske rigtigt bemærket, at bøgerne udspiller sig i en anden verden, end den vi kender og færdes i, altså må der være tale om fantasy. Men en fiktiv verden er også det eneste Gormenghast-trilogien har til fælles med J. R. R. Tolkiens og C. S. Lewis' genredefinerende værker; her er hverken overnaturlige væsner eller troldmænd, ingen simplificerende fremstilling af kampen mellem det gode og det onde.
Til gengæld er der Gormenghast, borgen med de smuldrende grå sten og mosbeklædte tårne, uendelige kamre og støvede korridorer befolket af væsner, der er ligeså fantasifulde og groteske, som de er menneskelige. Borgens ældgamle mure genlyder og ånder af stagnerede ritualer og traditioner, hvis oprindelse fortaber sig i en forlængst glemt fortid, men som dens beboere ikke desto mindre blindt følger, eftersom det er deres eneste eksistensberettigelse. Gormenghast er simpelthen en hel verden, der er intet bag bjergene i horisonten - eller er der?
I trilogiens to første bind følger vi dels Titus Groan, den 77. Jarl af Gormenghast, fra fødsel til manddom, dels den unge Steerpikes ambitiøse opstigning fra lav køkkendreng til de øvre samfundslag gennem intriger, løgne og mord. Men også Titus er en rebel; allerede tidligt gør han oprør mod ritualerne, mod borgen og sin slægt, indtil han som 21-årig drager bort som en blåøjet Candide blot for at ende i en mareridsagtig verden, der til forveksling ligner vores.
Romanernes bærende element er dog ikke plottet men atmosfæren og humoren, de enkelte spændingsmættede scener og menneskeskildringen.
Gormenghast-trilogiens nærmeste litterære slægtning er således Gogols Døde sjæle (1842), der ligeledes udspiller sig i et fiktivt univers, mens Peakes levende persontegning og sans for drama leder tanken hen på Dickens.
Peakes karakterer er både karrikerede og kendetegnet ved deres udseende, gestik og talemønstre, f.eks. den ellers deprimerede og ordknappe Lord Sepulchrave, som i sin sindssyge bryder ud i regulære jamber, eller køkkenchefen Swelter, et fedtbjerg på to ben, hvis tale koger over med kullinariske billeder, eller den dagdrømmende prinsesse Fuchsias alliterationer, eller kammertjeneren Flay, der er så tør og benet, at hans knæled knirker højlydt.
Gormenghast-trilogien var ikke planlagt som en trilogi. Ifølge Mervyn Peakes hustru, kunstmaleren Maeve Gilmore, var planen at følge Titus til alderdom og død, men under arbejdet med den tredie bog begyndte Peake at lide af Parkinsons syge, og i sine sidste år kunne han end ikke holde på en blyant.
Tilbage står et ufuldendt værk, der med sin særegne visionære kraft, sproglige poesi, drama og humor fortjener at blive rangeret blandt det 20. århundredes mesterværker.
Illustratoren
Mervyn Peakes kunst er et hele, idet man bag forfatteren Peake tydeligt fornemmer tegneren Peake, og omvendt. Gormenghast-trilogien er naturligvis illustreret af forfatteren selv, men bortset fra omslagsillutrationerne (som også pryder den danske oversættelse) skal hans bedste tegninger søges andetsteds.
For at skabe virkelig gode illustrationer, forklarede Peake i et radiointerview, skal tegneren, foruden at mestre sit håndværk, besidde empati, "evnen til at glide ind i et andet menneskes sjæl." Hvor karrikerede Peakes tegnede og skrevne portrætter end er, bliver de aldrig ondskabsfulde men netop indlevede og sympatiske.
Peakes første bog var børnebogen Kaptajn Kødhak kaster anker (Captain Slaughterboard Drops Anchor, 1939), om en sørøver som efter mange års pirateri slår sig ned på en paradisisk ø, hvor han finder en ven i et underligt gult væsen. Som alle gode børnebøger er Kaptajn Kødhak kaster anker ikke forbeholdt børn, hvilket i høj grad skyldes tegningerne, hvis stil er holdt i enkle streger med pen og blæk, nogle gange tilsat stiplede prikker og kurvede eller parallelle linier som skaber en stoflig virkning.
Sørøvere og fantasidyr hører til blandt Peakes yndlingsmotiver, og i Coleridges The Rime of the Ancient Mariner (1943), Carrolls Alice's Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass (1946) og Stevensons Treasure Island (1949) skabte han nogle af sine mest skattede illustrationer. I disse tre bøger benyttede Peake sig af krydsskraveringer i en grad, så det kan ligne graveringer.
I Christina Holes Witchcraft in England (1945) fremhæves emnets mørke grumhed gennem både krydsskraveringer og pensel, mens f.eks. en hekseanklaget nøgen kvinde fremstilles i en enkel og sårbar streg. Til Stevensons Dr Jekyll & Mr Hyde (1948) brugte han penslen til at frembringe en enkel og lys streg kombineret med skygge, hvorved fortællingens duale natur på fortræffelig vis understreges.
Et flot tilrettelagt udvalg af Mervyn Peakes illustrationer - samt malerier, portrætter og skitser - kan ses i Mervyn Peake: The Man and His Art, redigeret af G. Peter Winnington (2006).
Digteren
Har påskønnelsen af Mervyn Peake som forfatter været længe undervejs, har påskønnelsen af digteren Peake haltet endnu længere bagud, faktisk er det først med udgivelsen af Collected Poems i 2008, at moderne læsere har fået mulighed for at stifte bekendtskab med et repræsentativt udpluk af hans digtning (Collected Poems er - trods titlen - kun et udvalg!)
Gennemgående temaer i Peakes poesi er krig og kunst, ofte vævet sammen i refleksioner over kunstens forhold til lidelse og krig. I 1945 fik Peake til opgave at rejse rundt i Europa sammen med en journalist og tegne sine indtryk. I koncentrationslejren Belsen lavede han bl.a. en gruopvækkende skitse af en døende pige, en chokerende oplevelse som senere fik ord i digtet "The Consumptive. Belsen 1945", hvor han ikke blot stiller spørgsmålstegn ved sin egen medmenneskelighed men også udnyttelsen af lidelse i kunst:
Her agony slides through me: am I glass
That grief can find no grip
Save for a moment when the quivering lip
And the coughing weaker than the broken wing
That, fluttering, shakes the life from a small bird
Caught me as in a nightmare?
Umiddelbart efter Anden Verdenskrig skrev Peake en lang og surrealistisk ballade kaldet The Rhyme of the Flying Bomb (udgivet i 1962) om en sømand, der under et luftangreb finder et nyfødt og talende spædbarn og tager sig af det, medlidenheden og uskyldigheden forenet midt i en af menneskehedens mørkeste stunder. Det er et sært digt, let i sin form, men alvorstung i sit emne, mørkt og lyst på én og samme tid.
Peakes digtning er - hvis man endelig skal hæfte navn på - overvejende modernistisk, men vel at mærke en modernisme der strækker sig fra W. B. Yeats over T. S. Eliot til Dylan Thomas. Men Peake skrev også en række morsomme nonsensdigte, som er fuldt på højde med f.eks. Edward Lear eller Lewis Carroll. Et af disse nonsensdigte, "The Adventures of Footfruit" fra den posthume samling A Book of Nonsense (1972), ender med en strofe, der kan læses som et motto over Peakes kunst:
Hang on, Footfruit. This is the real thing. Strap on
your breastplate! Flare the proud nostril, blare out
in your extreme abandon.
Gennem hele sit kunstneriske virke fulgte Mervyn Peake opfordringen og skabte en række dybt originale værker, hvori fantasiens grotesk-absurde fisk slår smut med halen i tegning, poesi og prosa.
Udvalgte værker af Mervyn Peake i danske biblioteker
Captain Slaughterboard Drops Anchor (1939)
Rhymes Without Reason (1944)
Titus Groan (1946)
Gormenghast (1950)
Boy in Darkness (1956)
Titus Alone (1959)
The Rhyme of the Flying Bomb (1962)
A Book of Nonsense (1972)
The Gormenghast Trilogy (1988)
Collected Poems (2008)
Oversatte værker
Kaptajn Kødhak kaster anker. Oversat af Ejgil Søholm. Illustreret (2001)
Titus Groan. Oversat af Arne Keller. Bd. 1 i serien Gormenghast (2006)
Gormenghast. Oversat af Arne Keller. Bd. 2 i serien Gormenghast (2007)
Titus Alene. Oversat af Arne Keller. Bd. 3 i serien Gormenghast (2008)
Bogillustrationer
Carroll, Lewis: Alice's Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass (1946)
Carroll, Lewis: The Hunting of the Snark: An Agony in Eight Fits (1941)
Haynes, Dorothy K.: Thou Shalt Not Suffer a Witch (1949)
Hole, Christina: Witchcraft in England (1945)
Joad, C. E. M.: The Adventures of the Young Soldier in Search of the Better World (1943)
Laing, Allan M.: Prayers and Graces: A Little Book of Extraordinary Piety (1944)
Niklaus, T.: Harlequin Phoenix (1956) - kun omslag og frontispiece.
Stevenson, Robert Louis: Treasure Island (1949)
