Lena Eilstrup

Faktisk skete det hele jo allerede, inden jeg kom i skole og fik lært at læse, at jeg oplevede sprogets rytme og en histories spænding.
Legepladsens sanglege, frække rim og remser blev udvidet med højtlæsning derhjemme - mange aftener blev tilbragt på fars knæ i den hyggelige lænestol, og ved læselampens skær fik man lært og blev belært af de allerførste billedbøger.
Walt Disneys småbørnsbog "Stampe", om den meget menneskelige kaninunge, der stamper når den er vred, er sulten eller skammer sig, er en af de bøger, jeg husker bedst. Kaninfar irettesætter den med ordene: "Når du ikke kan sige noget pænt om folk, så lad være med at sige noget!"
For nogle forældre er det måske en livsklog og god sætning at videregive sine børn, men det skal lige siges, at jeg vist ikke altid har overholdt den.
Den dag bogstaverne gik op for én, og man selv kunne læse "Kylle, Rylle. Det fille - det falle, mit hoved det skalle..." det var en stor dag, det var magi og indledningen til mange andre slags oplevelser, end dem TV giver os i dag.
Dengang havde vi kun radioen og bøgerne. Det var helt overladt til vores egen fantasi at "klæde" folk på. Og der var ingen tvivl i mit sind om, hvordan helt og heltinde, skurk og det øvrige persongalleri så ud. Derimod kunne man blive grusomt skuffet, hvis man i en avis eller ugeblad så, hvordan en radiostemme var i virkeligheden.

Citat fra: "Højt på en gren en krave sad : 14 artikler om læsning" Esbjerg Kommune, 1992

Privat foto

Oprindelig publiceret ForfatterNet Ribe Amt - 26. oktober 1999