Forfatter
Elisabeth Bergstrand-Poulsen
Af Melsene Laux, forh. formand for Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet
Hvor mange er ikke gået langs Maglemosevej i Charlottenlund og har undrende set på huset nr. 20? Huset med sin smukke ”klosterport” i muren som omslutter en gårdhave med et rosettvindue højt oppe på gavlen og de kæmpe høje ateliervinduer på den anden side?
”Vi elsker vort hus, opført af for et husbyggeri irrationelle stoffer: Længsel og drømme, indtryk fra øst og vest, fra sol og måne, d.v.s. fra Italien, Grækenland, Frankrig og Danmark. Det blev bygget af mands tro og svag kvindekraft. Og som alter rejst for alt, hvad der er skønt.”
Sådan skriver kunstneren og forfatteren Elisabeth Bergstrand-Poulsen i 1940 om sit og ægtemanden Axel Poulsens hus i Charlottenlund.
Citatet er fra hendes selvbiografi 'Høg, lån mig dine vinger', som udkom i 1954 i folkeudgave, trykt i 16.000 eksemplarer og blev vel modtaget - såvel i Berlingske som Kristligt Dagblad. I Politiken skrev Jørgen Bukdahl:” Selv hvor hun sigter højest, holder den sig mere til jorden, men er ikke mindre fyldt af en høj og brændende passion, der er så svensk, og som hun uskadt har bjærget gennem sin lange danske tilværelse.”
Elisabeth Bergstrand-Poulsen blev født 1887 i Småland og fik en uddannelse som kunstner på Kunstakademiet i Stockholm. I 1917 giftede hun sig med den danske skulptør Axel Poulsen. Hun levede til sin død i 1955 i Danmark, og det var her, hun begyndte at skrive og udvikle sit forfatterskab.
Den spændvidde, som karakteriserer deres hus, præger også hendes litterære værk. Det kan virke som en umulig spagat, men gennem hele hendes tilværelse ser man spor af hendes utrættelige arbejde med at føre de forskellige elementer sammen til en ny enhed: Det danske og det svenske i ægteskabet, det enkle og det luxuriøse i husets arkitektur, folkekunst og klassisk kunst i maleriet, og i teksterne fortællinger om livet i barndomsbyen og storbylivet i mellemkrigstiden.
Hun var helt overbevist om, at hun gav læserne noget dyrebart med sine noveller og romaner, hvor hun har lagt handlingen tilbage i tiden. Det vil sige til tiden før første verdenskrig, som betød en katastrofal omvæltning for alle, som har oplevet den. Mange kunstnere søgte i det forgangne efter de værdier, som de følte, var gået tabt. Ligesom den svenske filosof Hans Larsson mente Elisabeth, at ”vi kunne ikke fuldt forstå deres naturel, vi kunne ikke omforme os til den gamle type. Vi kunne kun betragte den, men ved at betragte den, strømmer der os noget i møde, som vi har godt af.”
Måske var det en efterrationalisering for Elisabeths velkommende, det er nemlig ganske tydeligt, at hendes ”forfatterkilde” udsprang - som hos Selma Lagerlöf – af barndommens utallige fortællinger. Det som forældre, køkkenpiger og vaskekoner har fortalt, mens de arbejdede, eller når man sad sammen i skumringstimen, havde ætset sig dybt ind i hendes hjerte og hjerne og begyndte at sprudle, da hun i det nye land Danmark, plaget af hjemve, søgte sit eget åndelige ståsted.
Sådan bygger hun sit ”Värend”, hvilket er et særligt område i Småland, på ny. Hun befolker sit skovlandskab med figurer, som bliver mere og mere levende, som får en tydligere profil først i hjemstavnsbeskrivelser, senere i noveller og til sidst i romaner. Den forgangne tid og det smålandske landskab danner scenen, på hvilken hun lader sine personer agere i hverdag og fest, i huset og på marken, i glædestunder og i sorg. En række livshistorier kan man følge fra barndommen til graven.
Helhedsideen hos Elisabeth er frem for alt en manifestation af værdier, som hun ser virkeliggjort i menneskers liv i tiden før første verdenskrig: At være tro mod sig selv, at søge meningen med livet, at være der for andre og værne om livet og naturen som Guds skaberværk. Hun skriver for det meste om stærke kvinder som klarer tilværelsen under hårde betingelser, som er formet af samfundets normer som uopløselige ægteskaber og lydighed mod kirkens og menighedens moralske krav.
Elisabeth er den alvidende forfatter, der skildrer livshistorier, udviklingsforløb, oprør, nederlag og sejr. Og det er klart, at ”dette Värend” kun findes i hendes forestilling og er dybt formet og farvet af Elisabeths egne oplevelser og udfordringer. Hun længtes hjem, skulle klare sig i et nyt kulturområde og et nyt land. Hun følte sig udfordret af alt det nye og ville være loyal mod det gamle. Det var vigtigt for hende at følge sin drøm, men i sidste ende acceptere sine egne begrænsninger. På den måde spejler sig også hendes egen tid i teksterne.
De mennesker, hun beskriver, lever ganske selvfølgeligt et religiøst liv - eller er ”hedninger,” for kirken var midtpunktet i samfundet. Men Elisabeth ville ikke være den følsomme person hun var, hvis ikke hun også skriver om konflikter blandt de troende og overtrædelser af regler, med samvittighedskval til følge. Det kan kulminere i en ganske chockerende handling, hvor en kvinde i et anfald af raseri ”dræber Gud”.
Elisabeth Bergstrand-Poulsens sprog er billedrigt og følelsesstærkt, og det kan tænkes, at en moderne læser har det svært med hendes udsvævende passager, når hun begynder at ”prædike”, så man tror, at hun forlader emnet. Man kunne ønske sig en nyredigering af hendes tekster. Men bedst som man er træt af hendes insisterende gentagelser, så kommer der en ren litterær perle, og man må give Carl Th. Dreyer ret, da han skrev til hende: ”Jeg har med virkelig glæde læst deres to bøger ”Klokkerne” og ”Kronen”. Det er længe siden, at jeg har læst noget så billedinspirerende. Deres Fortællekunst er – synes jeg – i en ualmindelig grad visuel.” Man kan unægtelig mærke, at hun skriver med en malers følsomhed for farver og stemningsfulde billeder, men hun skriver også med et musikmenneskes fornemmelse for form og komposition og med brug af alle sanser for naturens forskellige åbenbaringer. Hun er heller ikke uden sans for humor og situationskomik. I sandhed et musisk menneske.
Man kunne kalde hendes bøger for ”opbyggelige”, da de efterlader læseren i en fornemmelse af, at livet er værdifuldt trods vanskeligheder og modgang som sygdom og død. Der findes en mening og en plads også for det ”ganske almindelige” og det sårede. Det som synes uanseeligt og udueligt åbner et andet perspektiv. Det er måske ikke helt overdrevet at beskrive hendes tekster som en ”lovsang til livet” i skyggen af det 20. århundredes to verdenskrige.
Hun har derudover illustreret alle sine bøger med fine portrætter af hovedpersonerne, som blev hendes signaturmelodi, som hun selv skriver.
Elisabeth Bergstrand-Poulsens kunstneriske værk er et stykke nordisk kulturarv, som det lønner sig at opdage igen.
Forlaget Lindhardt og Ringhoff har i 2017 digitaliseret hendes bøger, som blev oversat til dansk. Man kan finde dem som e-bøger, landt andet ved at klikke her via eReolen.
Det skal også nævnes, at der findes et litterært selskab som arbejder for at gøre hendes værk kendt og tilgængeligt igen. Selskabet har hjemme i Sverige, men har en dansk afdeling på sin hjemmeside med nyheder om arrangementer og informationer om hendes engagement i det danske samfund og hendes liv.
Læs mere om forfatteren her:
Af Melsene Laux, forh. formand for Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet
Hvor mange er ikke gået langs Maglemosevej i Charlottenlund og har undrende set på huset nr. 20? Huset med sin smukke ”klosterport” i muren som omslutter en gårdhave med et rosettvindue højt oppe på gavlen og de kæmpe høje ateliervinduer på den anden side?
”Vi elsker vort hus, opført af for et husbyggeri irrationelle stoffer: Længsel og drømme, indtryk fra øst og vest, fra sol og måne, d.v.s. fra Italien, Grækenland, Frankrig og Danmark. Det blev bygget af mands tro og svag kvindekraft. Og som alter rejst for alt, hvad der er skønt.”
Sådan skriver kunstneren og forfatteren Elisabeth Bergstrand-Poulsen i 1940 om sit og ægtemanden Axel Poulsens hus i Charlottenlund.
Citatet er fra hendes selvbiografi 'Høg, lån mig dine vinger', som udkom i 1954 i folkeudgave, trykt i 16.000 eksemplarer og blev vel modtaget - såvel i Berlingske som Kristligt Dagblad. I Politiken skrev Jørgen Bukdahl:” Selv hvor hun sigter højest, holder den sig mere til jorden, men er ikke mindre fyldt af en høj og brændende passion, der er så svensk, og som hun uskadt har bjærget gennem sin lange danske tilværelse.”
Elisabeth Bergstrand-Poulsen blev født 1887 i Småland og fik en uddannelse som kunstner på Kunstakademiet i Stockholm. I 1917 giftede hun sig med den danske skulptør Axel Poulsen. Hun levede til sin død i 1955 i Danmark, og det var her, hun begyndte at skrive og udvikle sit forfatterskab.
Den spændvidde, som karakteriserer deres hus, præger også hendes litterære værk. Det kan virke som en umulig spagat, men gennem hele hendes tilværelse ser man spor af hendes utrættelige arbejde med at føre de forskellige elementer sammen til en ny enhed: Det danske og det svenske i ægteskabet, det enkle og det luxuriøse i husets arkitektur, folkekunst og klassisk kunst i maleriet, og i teksterne fortællinger om livet i barndomsbyen og storbylivet i mellemkrigstiden.
Hun var helt overbevist om, at hun gav læserne noget dyrebart med sine noveller og romaner, hvor hun har lagt handlingen tilbage i tiden. Det vil sige til tiden før første verdenskrig, som betød en katastrofal omvæltning for alle, som har oplevet den. Mange kunstnere søgte i det forgangne efter de værdier, som de følte, var gået tabt. Ligesom den svenske filosof Hans Larsson mente Elisabeth, at ”vi kunne ikke fuldt forstå deres naturel, vi kunne ikke omforme os til den gamle type. Vi kunne kun betragte den, men ved at betragte den, strømmer der os noget i møde, som vi har godt af.”
Måske var det en efterrationalisering for Elisabeths velkommende, det er nemlig ganske tydeligt, at hendes ”forfatterkilde” udsprang - som hos Selma Lagerlöf – af barndommens utallige fortællinger. Det som forældre, køkkenpiger og vaskekoner har fortalt, mens de arbejdede, eller når man sad sammen i skumringstimen, havde ætset sig dybt ind i hendes hjerte og hjerne og begyndte at sprudle, da hun i det nye land Danmark, plaget af hjemve, søgte sit eget åndelige ståsted.
Sådan bygger hun sit ”Värend”, hvilket er et særligt område i Småland, på ny. Hun befolker sit skovlandskab med figurer, som bliver mere og mere levende, som får en tydligere profil først i hjemstavnsbeskrivelser, senere i noveller og til sidst i romaner. Den forgangne tid og det smålandske landskab danner scenen, på hvilken hun lader sine personer agere i hverdag og fest, i huset og på marken, i glædestunder og i sorg. En række livshistorier kan man følge fra barndommen til graven.
Helhedsideen hos Elisabeth er frem for alt en manifestation af værdier, som hun ser virkeliggjort i menneskers liv i tiden før første verdenskrig: At være tro mod sig selv, at søge meningen med livet, at være der for andre og værne om livet og naturen som Guds skaberværk. Hun skriver for det meste om stærke kvinder som klarer tilværelsen under hårde betingelser, som er formet af samfundets normer som uopløselige ægteskaber og lydighed mod kirkens og menighedens moralske krav.
Elisabeth er den alvidende forfatter, der skildrer livshistorier, udviklingsforløb, oprør, nederlag og sejr. Og det er klart, at ”dette Värend” kun findes i hendes forestilling og er dybt formet og farvet af Elisabeths egne oplevelser og udfordringer. Hun længtes hjem, skulle klare sig i et nyt kulturområde og et nyt land. Hun følte sig udfordret af alt det nye og ville være loyal mod det gamle. Det var vigtigt for hende at følge sin drøm, men i sidste ende acceptere sine egne begrænsninger. På den måde spejler sig også hendes egen tid i teksterne.
De mennesker, hun beskriver, lever ganske selvfølgeligt et religiøst liv - eller er ”hedninger,” for kirken var midtpunktet i samfundet. Men Elisabeth ville ikke være den følsomme person hun var, hvis ikke hun også skriver om konflikter blandt de troende og overtrædelser af regler, med samvittighedskval til følge. Det kan kulminere i en ganske chockerende handling, hvor en kvinde i et anfald af raseri ”dræber Gud”.
Elisabeth Bergstrand-Poulsens sprog er billedrigt og følelsesstærkt, og det kan tænkes, at en moderne læser har det svært med hendes udsvævende passager, når hun begynder at ”prædike”, så man tror, at hun forlader emnet. Man kunne ønske sig en nyredigering af hendes tekster. Men bedst som man er træt af hendes insisterende gentagelser, så kommer der en ren litterær perle, og man må give Carl Th. Dreyer ret, da han skrev til hende: ”Jeg har med virkelig glæde læst deres to bøger ”Klokkerne” og ”Kronen”. Det er længe siden, at jeg har læst noget så billedinspirerende. Deres Fortællekunst er – synes jeg – i en ualmindelig grad visuel.” Man kan unægtelig mærke, at hun skriver med en malers følsomhed for farver og stemningsfulde billeder, men hun skriver også med et musikmenneskes fornemmelse for form og komposition og med brug af alle sanser for naturens forskellige åbenbaringer. Hun er heller ikke uden sans for humor og situationskomik. I sandhed et musisk menneske.
Man kunne kalde hendes bøger for ”opbyggelige”, da de efterlader læseren i en fornemmelse af, at livet er værdifuldt trods vanskeligheder og modgang som sygdom og død. Der findes en mening og en plads også for det ”ganske almindelige” og det sårede. Det som synes uanseeligt og udueligt åbner et andet perspektiv. Det er måske ikke helt overdrevet at beskrive hendes tekster som en ”lovsang til livet” i skyggen af det 20. århundredes to verdenskrige.
Hun har derudover illustreret alle sine bøger med fine portrætter af hovedpersonerne, som blev hendes signaturmelodi, som hun selv skriver.
Elisabeth Bergstrand-Poulsens kunstneriske værk er et stykke nordisk kulturarv, som det lønner sig at opdage igen.
Forlaget Lindhardt og Ringhoff har i 2017 digitaliseret hendes bøger, som blev oversat til dansk. Man kan finde dem som e-bøger, landt andet ved at klikke her via eReolen.
Det skal også nævnes, at der findes et litterært selskab som arbejder for at gøre hendes værk kendt og tilgængeligt igen. Selskabet har hjemme i Sverige, men har en dansk afdeling på sin hjemmeside med nyheder om arrangementer og informationer om hendes engagement i det danske samfund og hendes liv.
Læs mere om forfatteren her: