Jeg kom til verden for en evighed siden, i 1953, da man ikke engang kunne se fjernsyn i Århus. Hvad man kunne andre steder i landet, ved jeg ikke, for jeg vovede mig sjældent længere væk fra Pipkvarteret end over i Møllevangen - det var mere end farligt nok. Jeg har skrevet en bog med historier fra min barndoms gader; den hedder "Hadestenen og andre historier fra Bøllevangen". Jo, jeg er vaskeægte århusianer, selvom jeg nu er flyttet l-a-a-a-a-ngt ud på landet, helt ud til Hornslet. Det sker da, at jeg kommer ind til byen. Så bliver jeg tit sur, fordi gaderne og det, der er i dem, ikke ser ud, som de burde. "Krogs Café" f.eks., på hjørnet af Studsgade og Klostergade, er blevet til noget trendy noget med spejle og krom. Det var den IKKE, dengang jeg begyndte at gå på værtshus. Men man kunne få en bajer for 3.25, kold, kølig eller fra kassen.
Det der med at skrive, det var jeg glad for allerede som dreng. Jeg var faktisk typen, der brugte konfirmationspengene (690 kroner) på en skrivemaskine! Nej, det scorede man ingen piger på. Til gengæld skrev jeg mange digte om de piger, jeg ikke fik scoret; desværre smed jeg dem siden væk i et anfald af voksenhed - det skal man ALDRIG gøre! Det lille, flade hakkebræt fulgte mig i mange år, helt til universitetet. Dér, på uni, holdt jeg godt nok op med at skrive, i hvert fald andet end lange og triste eksamensopgaver. Jeg læste nemlig dansk og blev så analyserende, at ordene var visnet i munden på mig, inden jeg halet dem ud. Men jeg fik den kæreste, jeg stadig har, og uden hende havde jeg jo heller ikke fået mine to børn - en pige på 19 og en dreng på 12. Og uden dem havde jeg aldrig fået skrevet bøgerne om Siggi og om Rasmus og Øffe.
Da jeg endelig fik mig snøvlet sammen til at blive færdig med uni, blev jeg arbejsløs, og så kom jeg i gang med at skrive igen. Der var ligesom ikke så meget andet, jeg duede til; jeg er ikke den, der kan tjene sorte penge på at gå rundt og lappe biler og huse for folk. Jeg skrev en masse digte, som jeg sendte til en masse forlag og fik i hovedet igen. Det forstod jeg ikke dengang, men det gør jeg godt nu. Så blev jeg indblandet i et hals- og pengeløst avisprojekt, der hed Byens Fri Blad, som på længere sigt skulle udkonkurrere Stiften. (Forfatteren Hasse Bildt Lindegren var forresten også med). Redaktionen var ikke så glad for digte, så jeg begyndte at skrive prosa. Det har jeg gjort lige siden. Forøvrigt overlevede Stiften.
Min første bog kom i 1984. Det var en slags dokumentarnoveller om små og store begivenheder i Århus fra 1930 til 70. Jeg tilbragte måneder på Statsbibliotekets læsesal med at grave historierne frem. Siden har jeg skrevet mange andre bøger. Nogle af dem er nogle tynde pjoskere, andre er lidt bredere over ryggen. Nogle er for voksne, de fleste for børn eller unge. Men jeg tænker mindre og mindre på, hvilken alder jeg skriver for. Det er så begrænsende med alle de båse.
Lige for tiden sidder jeg ude i haven og skriver på en ny bog, for det er juni, syrenerne blomstrer, og solen skinner. Jeg sætter mig ud om morgenen, løber en lang tur inden frokost og skriver videre om eftermiddagen. Om aftenen klaprer jeg det hele ind på pc'en, mens jeg endnu kan læse mine egne kragetæer. Når jeg vågner om morgenen, er bogen det første, jeg tænker på. Det er både dejligt og skrækkeligt at være helt opslugt af sådan et univers, som slet ikke findes, før jeg får skrevet det færdigt. (Og NÅR det engang er færdigt, holder det op med at interessere mig!)
Jeg synes, det bliver sværere og sværere at skrive! Det værste, jeg ved, er at sidde og stirre på det tomme stykke papir, som er Side 1.
Men jeg kan ikke lade være.
Biografien er udarbejdet af forfatteren.
