Bog

Zeemeermin og andre erotiske fortællinger for kvinder

Af (
2012
)

Anmeldelse

Zeemermin af Marianne Sophia Wise

Der bliver både elsket med totempæle, spøgelser og robotter i denne samling erotiske noveller. Safterne stiger, men efter de første to historier kender man plottet og bliver ikke overrasket længere.

Zeermin betyder havfrue på hollandsk. Da Louise er i Amsterdam med veninden Lotte, bliver hun ladt i stikken. Alene begiver Louise sig på eventyr i Red Light District og suges snart ned i en erotisk butik. Her møder hun butikkens indehavere og ender i et erotisk eventyr i butikkens prøverum sammen med dem. Tilfredsstillet og en oplevelse rigere forlader Louise butikken, hvorefter hun i butikkens udstillingsvindue opdager, at der nu kører en pornofilm med hende selv som hovedperson.

Sådan er plottet i den første historie i denne samling af erotiske noveller. Et kort oplæg, hvorefter hovedpersonen havner i et erotisk eventyr. Og sådan går det ellers derudad i resten af bogens noveller. Der bliver både elsket med totempæle, spøgelser og robotter - safterne stiger, og pulsen dunker. Fantasifuld, javist, men underholdende? Nej, ikke for mig i hvert fald. Problemet med disse erotiske noveller er, at det simpelthen bliver kedeligt. Efter de første to historier kender man ligesom plottet og bliver ikke overrasket længere.

Forfatter Marianne Sophia Wise har tidligere udgivet børnebøger, og denne novellesamling er hendes debut som forfatter på voksenområdet. Andre danske forfatterinder har prøvet kræfter med at skrive erotiske noveller, bla. Lotte Garbers, som i 2009 skrev ’Prøverummet – erotiske fantasier for kvinder’ samt Kristina Stoltz, som har fået stor succes med novellesamlingen ’Ét kød : erotiske noveller’ her i 2012.

Med udgivelsen af den amerikanske bestseller ’Fifty Shades’-trilogi er erotisk litteratur for alvor slået igennem i Danmark, og fænomenet kaldes (lidt nedladende måske) ”Mommy porn”. Men i tilfælde som ’Zeemermin’ føler jeg, at udtrykket kan være på plads. For ærligt talt, så er det virkelig husmorfantasier, vi har at gøre med her.

Hvis nogle kan finde glæde og fornøjelse i at læse denne type erotiske novellesamlinger, skal det være dem vel undt. Men, helt personligt, så skal der mere til for at få mit erotiske barometer op at ringe.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
29613443
Graphic
Nete Banke, Imperiet
ISBN
9788711397824
Antal sider
144

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer