Bog

Westend

Af (
2007
)

Anmeldelse

Westend af Jesper Bernt og Jeff Matthews

Krimi i noir stil med og om "ludere og lommetyve" på Vesterbro.

"Westend" er skrevet i en ligefrem gonzo-agtig stil. Det holder i form og næsten i indhold.

"Boom, believe it baby!" er hustleren Knüts svar på meget her i tilværelsen, men det er jo heller ikke svært at holde humøret oppe, så længe der er rigeligt med cola til næsen.

Ud over Knüt regerer også Konstantin i "Westend". Den rå politimand, der sammen med sin makker er i gang med at opklare sagen om en udenlandsk strippers mystiske forsvinden. Konstantin har selv en fortid fra gaden og lever fint op til rollen som den barske detektiv à la Philip Marlowe.

Endelig møder vi også David, der ankommer fra provinsen for at læse på DTU og i Westend møder kærligheden i form af den usentimentale narkoluder Nanna.

Det er de tre vinkler historien fortælles i, en Robert Altman lignende stil, hvor vi fra starten ved, at de tre historier og deres fortællere vil blive flettet sammen. Fortællingens struktur skaber en vis redundans i historien, da centrale begivenheder og knudepunkterne i historien bliver beskrevet for os fra alle tre vinkler. Det vil sikkert kunne irritere eller kede nogle læsere, men for mig skærpede det min opmærksomhed og fik min hjerne til at arbejde på højtryk for at kortlægge historiernes koblinger.

"Westend" bliver på den måde både en krimi og i høj grad en fortælling om livet på "det kulørte" Vesterbro, som både er fyldt med sjove, skæve typer, men også hardcore kriminelle, der ikke lader noget komme i mellem dem og deres profit.

Undervejs kom historiens tre hovedpersoners skæbne til at ligge mig på sinde, og jeg krydsede fingre for dem. Til gengæld måtte jeg flere gange undervejs minde mig selv om, at der faktisk er tale om en krimi – jeg glemte ærlig talt "den skide stripper" hele tiden. Jeg var kort sagt ikke særligt engageret i fortællingens krimidel, og det er måske bogens svaghed.

Men, nu skal jeg ikke være et brokkehoved. Det er en super fed bog på trods af, at jeg ingen Vesterbro-fan er: Hvad er det, der er så fascinerende ved tyrkiske grønthandlere, der ligger side om side med pornobutikkerne? I don’t get it, men hvis du deler forfatternes passion for Vesterbro så er "Westend" helt sikkert et must for dig!

Aschehoug, 2007. 427 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Aschehoug
Faustnummer
26734355
ISBN
9788711292877
Antal sider
427

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer