Bog

Vildsvin

Af (
2016
)

Anmeldelse

Vildsvin af Hannah Lutz

Spændende debutroman om vildsvin og mennesker i Hörnanäs i Småland, hvor virkelighed og drømme flyder sammen.

Romanen beskriver livet i skoven og vildsvinenes levevilkår. De bliver jagtet og skudt, fordi bestanden ellers bliver for stor. Alligevel bliver de ved med at være der, lister rundt og hygger sig og er i folks bevidsthed hele tiden, også når de drømmer. De er ikke farlige, når man ikke truer dem.

Vildsvinene i området nær Hörnanäs har altid eksisteret. De kom der før menneskene, som er der nu. De tager meget plads og nedbryder grænser i deres evige vandring rundt i området. De er meget diskrete, når de bevæger sig rundt. Man skal lede efter dem, ellers ser man dem ikke

I en af boligerne bor Mia med sin morfar. Han er en rigtig gammel mand og er holdt helt op med at tale. Mia har taget ham med tilbage, fordi han som barn gik på skolen Siggalycke, som de nu bor i. Han lever dog i sin helt egen verden og er svær at nå, fordi han intet husker. I en af de andre huse bor Glenn, som arbejder på kommunen. Han står for fordelingen af de boliger, der er i området. Han er panisk angst for dommedag og mener, at der er mere trygt i skoven end i byerne, den dag katastrofen kommer. Ritve bor i sit telt for at kunne komme så tæt på vildsvinene, at hun kan filme dem. Billederne skal hun bruge til en dokumentarfilm, som fortæller om vildsvinene og deres liv.

Hannah Lutz er fantastisk god til at beskrive både dyr og mennesker. Hun har et godt greb om sproget og formår at give romanen et drømmeagtigt skær. Jeg følte mig i godt selskab, mens jeg læste, og romanen måtte gerne have været længere, fordi hun skaber en helt speciel stemning med sin måde at skrive på. Jeg glæder mig til at læse mere af Lutz.

Oprindeligt skrevet af Rikke Bødker, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Oversætter
Hannah Lutz og Camilla Christensen
Faustnummer
52319633
ISBN
9788763843935
Antal sider
94

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer