Vi vil nå frem

Titlen kan lede tanken hen på Michael Strunges "Vi folder drømmens faner ud" fra 1981. Eller på et socialistisk opråb fra 70'erne. Disse tekster ligger dog fjernt fra begge dele, skønt der tales om drømme.

Bogens lave tværformat har eet langt digt på hver side, dvs. der er tale om en række prosalyriske stykker med hver sin overskrift. Uden nogen versaler og med en 3-6 anslags mellemrum i stedet for opholdstegn overhovedet opnås en form for indbygget fremdrift, et særegent messende, insisterende pulsslag. Dette pulsslag vibrerer i både et jeg, et du såvel som i et vi, et de og et det. Hvem disse er, og hvilke forhold de står i til hinanden, lader sig ikke sige, det præciseres aldrig.

Heller ikke er det defineret, hvad det er, "vi" vil nå frem til. Det kan irritere ved første læsning, men senere bliver det mindre vigtigt, fordi teksterne fremskriver sig som en slags trædesten i en rivende flod. Livets flod, det uforudsigelige, uoverskuelige, grumme og forfærdelige liv – og samtidig det smukke, rige liv, de ufatteligt mange muligheders liv.

Teksterne i dette, Kristiane Hauers epos nr. 2, fortæller om vanskelighederne og farerne ved at skulle manøvrere i kaos, på såvel det ydre som på det indre, mentale plan. Hauer har godt greb om sit sprog og sin form. For den åbne, medlevende læser er der fine ting at hente frem og finde genkendelse i.