Bog

Verden er lille

Af (
2015
)

Anmeldelse

Verden er lille af Åsa Hellberg

27 maj.15

Uforpligtende feel very, very good-roman med det livsbekræftende budskab, at det aldrig er for sent at møde kærligheden.

På forhånd undskyld! Jeg skulle aldrig have læst denne roman og slet ikke anmeldt den. Men jeg må undskylde mig med, at da jeg læste en kort omtale af romanen, tænkte jeg, at der kunne være potentiale for en god læseoplevelse: 70 årig dame stiller sig op i lyskryds og følger efter den første, den bedste hun ser og lander et eller andet sted i verden…

Jo tak, jeg skal da love for at Elsa, som den ældre kvinde hedder, møder nogle mennesker og får sig nogle nye venner: To fraskilte skønne 50-årige veninder, den ene smuk, den anden velhavende, en styrtende rig amerikaner og en hjælpsom indisk mand. Og som lille Elsa fra Sverige kommer rundt i verden: England, New York og Indien.

Her er tale om chick lit for den modne kvinde, der drømmer om at møde den eneste ene og få orgasmer på stribe. Der er et utal af kærlighedsforviklinger, som hurtigt og sikkert bliver løst, alle får hinanden i slutningen og bliver overordentligt lykkelige. Forfatteren tager nænsomt hånd om hver enkel single kvinde, så der ved slutningen af ’Verden er lille’ ikke er én eneste tilbage.

Titlen ’Verden er lille’ henviser til de utallige ”tilfælde” i romanen, hvor folk løber på hinanden helt uventede steder – næsten som om det var skæbnebestemt. Jeg har læst fantasy, som forekom mere sandsynligt til trods for drager og elverfolk. Miljøbeskrivelserne fra England er til gengæld væsentligt bedre og giver lyst til at smutte en tur på landet i det engelske.

På mig virker det som om, forfatteren vil for meget på én gang. Der er for mange kærligheds historier og for mange forviklinger, hvilket går ud over persontegningerne, som forbliver overfladiske og uinteressante.

Når dette er sagt, er jeg helt sikker på, at der er masser af (kvindelige) læsere til denne hyggelige, romantiske feel good- roman. Man kan trygt læne sig tilbage i lænestolen med en god kop engelsk te i evig forvisning om, at alt ender godt.

Originally published by Bettina Schnegelsberg-Laursen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Rosenkilde & Bahnhof
Oversætter
Lea Thume
Faustnummer
51704444
ISBN
9788771288056
Antal sider
310

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer