Bog

Ulve, får og vogtere - Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991

Af (
2014
)

Anmeldelse

Ulve, får og vogtere - Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991 af Bent Jensen

03 mar.14

Særdeles omfattende, imponerende og gedigent koldkrigsværk med markante, velunderbyggede analyser, der nok skal skille vandene.

Professor emeritus Bent Jensen, en af Danmarks førende koldkrigseksperter, har med hjælp fra medarbejdere fra det tidligere Center for Koldkrigsforskning i to tykke bind belyst Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991 fra forskellige vinkler. Han bygger på et meget omfattende, samtidigt kildemateriale fra især de danske statslige arkiver, hvortil de danske forskere i de seneste år har fået udvidet adgang. I den forbindelse har PET, Justitsministeriet og Statsministeriet lagt mange hindringer i vejen. De har i flere tilfælde nægtet at afklassificere kildemateriale eller hævdet, at det var forsvundet eller blevet makuleret, hvilket har forsinket Bent Jensens forskningsprojekt i flere år. Nogle små hammer og segl-symboler i værket viser, hvor ofte det var tilfældet.

Den Kolde Krig vækker stadig stærke følelser hos nogle, og da Bent Jensen ikke er bange for at nævne navne, lægger han op til øretæver. Kilder er selvfølgelig til en vis grad åbne for fortolkninger, men da Bent Jensens synspunkter er yderst velunderbyggede, kan det ikke undre, at han i efteråret i Østre Landsret vandt den meget omtalte injuriesag, som Jørgen Dragsdahl havde anlagt.

Bent Jensen beskriver Den Kolde Krig som en ideologisk konflikt mellem to samfundssystemer; den totalitære socialisme kontra den demokratiske kapitalisme. Hans udgangspunkt er, at det sovjetiske marxistisk-leninistiske totalitære system var en konkret fare for sikkerheden i Europa. Kulden var dog ikke lige udpræget i hele perioden. De fleste husker Cubakrisen i 1962 som en reel sikkerhedsrisiko, men at den danske fodnotepolitik i 1980’erne også var en sikkerhedsrisiko, vil nok overraske mange. Forfatteren viser, hvordan det ideologiske skred i Socialdemokratiet medvirkede til at fjerne Danmark betænkeligt langt fra USA og NATO og gjorde det muligt for Sovjetunionen at overtale/presse Danmark til en fredspolitik med et uhyre svagt forsvar, samtidig med at Sovjetunionen selv oprustede i den helt store stil.

Det beskrives, hvilke metoder Sovjetunionen tog i brug for at fremme sin sag. Forfatteren påviser, hvordan spionage i Danmark var udbredt, og hvordan Sovjetunionen ud over at hverve spioner også gjorde meget ud af påvirkningsoperationer og desinformation og til den ende fandt villige medarbejdere blandt andet blandt journalister, politikere og ambassadefolk.

Bogen er på mange måder skræmmende læsning. Som Bent Jensen selv gør opmærksom på, levede den almindelige dansker sit fredelige hverdagsliv i lykkelig uvidenhed om de hårde realiteter bag Den Kolde Krig. Selv var jeg som ung bibliotekar lettere, ureflekteret venstredrejet, men vågnede brat op, da de marxistiske smagsdommere fordømte folkeeventyrene og Astrid Lindgren! Derfor er afsnittet om den massive marxistiske kulturpåvirkning uhyre nærværende for mig.

Selv om der er tale om et videnskabeligt værk, er det ikke udelukkende henvendt til forskere. Bent Jensen udtrykker sig forbilledligt klart og præcist uden unødig fagjargon, så ingen, der søger en dybere indsigt i Den Kolde Krig, behøver at holde sig tilbage. Værket er absolut en milepæl i dansk koldkrigsforskning.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50991598
ISBN
9788702144116
Antal sider
1512

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer