Stenslag

Det interessante og farverige persongalleri spindes sammen i et spændende plot. Desværre når sproget ikke samme højder som indholdet i Anna Pia Holmgaards debutroman.

”Motorveje er ikke spor kedelige. De er inkarnationen af sammenhængskraft. ”

Således beskrives de mest potente færdselsårer i Danmark i Anna Pia Holmgaards debutroman, og udsagnet skal vise sig at holde stik i mere end blot logistisk forstand. Alle bogens personer, og der er en del, tilbagelægger nemlig et godt stykke motorvej på deres rejse gennem romanen. Fælles destinationen er Skagen, men for de fleste vedkommende ved de ikke, at dén, de allernødigst vil møde, også har sat kursen derhen.

Lars og Lotte skal på sommerhusferie i Skagen med deres to børn, Anna og Anton. Stemningen er dårlig, da Lotte har fundet ud af, at Lars har en affære med sin kollega, Carin. Carin tager også til Skagen, hvor hun håber på, at Lars måske har tid til at ses. Carins datter Stine, der har haft en ubehagelig oplevelse med trommeslageren Luffe, tager også til Skagen med tre veninder. Og Luffe lejer da også et sommerhus på toppen af Danmark. Hans ekskone Josefine og hendes nye ven Bjarne, der fornylig er blevet overfaldet og knivstukket af tøserne Lilla og Jos, tager også derop. Og Lilla og Jos er der allerede.

Som læser sad jeg formeligt på nåle, da det efterhånden gik op for mig, at der var lagt i ovnen til et sandt opgør på både den ene, den anden og den tredje led, når hele selskabet hen ad vejen ville nå Skagen. Hele det sindrige spind af skæbner, der på kryds og tværs har flettet sig sammen, centrerer sig i smukke og sommerlige omgivelser i Skagen, hvor den ydre skønhed kommer til at stå i næsten grotesk kontrast til de indre genvordigheder, der rulles frem.

Desværre havde jeg også mine egne genvordigheder undervejs i læsningen, hvor jeg jo ellers ville have fortrukket at kunne koncentrere mig om personernes. Og disse genvordigheder bunder i sproget, som jeg alt for mange steder blev rigtig irriteret over og decideret forstyrret af. Sammenligninger af alt for søgt og klichéfyldt karakter, som når en kvik dreng beskrives som ”… skarp som en af de globalknive, der hang på række på væggen. ” Jeg er helt med på, at man her igennem både kan beskrive en dreng, hans hjem og dermed for så vidt også hans mor i dette tilfælde, men det bliver for usmidigt og for tænkt, og jeg kom til at himle med øjnene, som ellers gerne ville læse hurtigt videre for at finde ud af, hvordan det hele dog skulle ende.

Heller ikke dialogerne er særligt vellykkede. Alt for ofte tog jeg mig selv i at tænke, at sådan-og-sådan ville den-og-den person ganske enkelt ikke tale. Og igen blev jeg så revet ud af mit spændings-mode. Rigtig ærgerligt.

Men, men, men: Et farverigt og interessant persongalleri reder romanen i kombination med den super-spændende handling og det veldrejede plot. Så kan man, modsat mig, abstrahere fra de sproglige kiks, er der en god læseoplevelse i vente. Vurder selv.