Bog

Rust

Af (
2017
)

Anmeldelse

Rust af Philipp Meyer

20 apr.17

Der er langt fra Hollywoods rige og smukke til white trash og forfald i rustbæltet. En pragtfuld historie på trods af trøstesløsheden.

Philipp Meyer fik sit afgørende gennembrud med familie- og slægtsromanen ’Sønner’, og selvom denne roman er hans debut, fornemmer man allerede her, at han er en stor forfatter. Det er nærliggende at sammenligne Meyer med forfattere som Russo, McCormack og særligt John Steinbeck, hvis historier fra depressionstidens USA har mange lighedspunkter. Den bredt anlagte roman har dybt interessante hovedpersoner, men den egentlige hovedperson er i virkeligheden byen Buell og Pennsylvania.

Romanen foregår i det nordøstlige USA, i det såkaldte rustbælte, hvor den blomstrende industri fra 1950’erne for længst er afløst af fabrikslukninger, massefyringer og tvangsauktioner. De to hovedpersoner, Billy Poe og Isaac England, har det til fælles, at de ikke nåede at komme væk i tide.
Billy var en stjerne på fodboldholdet og kunne sagtens have fået et stipendium på hvilket som helst college, men er ligesom bare blevet hængende. Isaac var den klogeste i miles omkreds og havde alle muligheder for at blive til noget stort, men han er blevet hængende for at passe sin handicappede far.

Efter flere år i trøstesløshed har Isaac fået nok. Han stjæler 4000 dollars fra sin far og sætter kursen mod Californien. Billy følger med ham, men turen ender brat, da drengene bliver overfaldet af tre hjemløse, og Isaac kommer ved et uheld til at slå en af dem ihjel. Politimester Bud Harris kommer hurtigt på sporet af drengene, og eftersom Billy tidligere har haft problemer med politiet, ender han i fængsel, mistænkt for mord. Billy vælger at skjule sandheden for at beskytte Isaac, og Isaac prøver igen at komme videre til Californien. Hans samvittighed får ham dog til at vende om igen, besluttet på at fortælle sandheden, men den retskafne Harris har i mellemtiden indledt sine egne planer for at redde Billy.

Det er på alle måder, trods den dystre handling og de deprimerende omgivelser, en pragtfuld historie. De mange forladte industrier, husenes forfald, de mange lukkede butikker og livet i trailerparken er beskrevet lige på kornet, men Meyer har faktisk også overskud til episke og storladne beskrivelser af den flotte natur, og de vidt forskellige personligheder beskrives særdeles levende og vedkommende. Alle hovedpersonerne, selvfølgelig først og fremmest Billy og Isaac, men også Billys mor Grace, Isaacs far Henry, Isaacs søster Lee og politimanden Harris, får på skift deres egne stemmer, og det giver de psykologiske portrætter både dybde og perspektiv.

Denne fantastiske historie har bred appel til både mænd og kvinder, og jeg kan varmt anbefale romanen.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Jakob Levinsen
Faustnummer
53066429
ISBN
9788702213683
Antal sider
450

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer