Bog

Rottekonge

Af (
2009
)

Anmeldelse

Rottekonge af Line-Maria Lång

Original og veloplagt novellesamling, fuld af sproglig saft og kraft – en absolut meget lovende debut

Man skal ikke lade sig narre af det helt fantastisk smukke omslag på ’Rottekonge’, tegnet af Katrine Ærtebjerg. Selvom der er en yndig ung pige og en masse lyserødt, er der også rotter, blod og døde duer.

Tegningen er en perfekt illustration af titelnovellen i denne meget fine novellesamling. Novellen ’Rottekonge’ handler om Isabella, der fodrer rotterne i sin gård med ost. Isabella siger selv, at det er for at vise sin gode vilje, men hendes mor siger, det er fordi hun ikke har noget bedre at tage sig til, efter hun er flyttet hjemmefra. Viceværten gør i hvert fald ikke noget ved rotterne. Han ligger på taget og skyder duer, så døde duer og fjer flyver om ørerne på folk.

En pudsig og velskrevet novelle, der som mange af novellerne i samlingen bevæger sig på grænsen imellem det realistiske og det groteske.

Der er også en novelle om et pikant stævnemøde på en røgfyldt bar, hvor en kvinde med et grønt ølflaskeskår skærer hul i maven på sin udkårne, for at hun kan kigge ind i ham. Det gør hun hver gang de mødes. Men nogle gange snakker de længe sammen først.

Der er en novelle om en anden kvinde, der gør sig klar til et andet stævnemøde, hvor hun gerne vil se perfekt ud. Hun vil være ”blød, hårløs, tynd og brun”.

Der er også en novelle om en handskedukke, der går amok. Og en om en Barbiedukke, der hedder Charlotte og er pigen Brittas bedste ven og nærmest den eneste, hun taler med, efter hendes far er død.

Men der er også fine noveller om venskaber, fædre og døtre og om bedsteforældre. ’Rottekonge’ består af i alt 21 noveller, der alle på en eller anden måde handler om mennesker og deres forhold til hinanden.

I det hele taget har Line-Maria Lång skrevet en original og veloplagt novellesamling, fuld af sproglig saft og kraft – en absolut meget lovende debut.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
27876390
Graphic
Imperiet
ISBN
9788763811781
Antal sider
142

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer