Rødt efterår

En lille pige forsvinder og Erics teenagesøn er den sidste, der har set hende. Man tror, man har regnet det hele ud, indtil man når de sidste overraskende og chokerende sider…

Eric Moore føler, at han har det perfekte liv. Hans fotoforretning går godt, hans elsker sin kone, og selv om sønnen, Keith, er en typisk, ugidelig teenager, er det ikke noget, han er videre bekymret over. Han tager en dag ad gangen.

Alt ændres, da otte-årige Amy forsvinder en aften, hvor Keith har passet hende. Politiet kommer ind i billedet, og i løbet af to uger ændres Erics liv for altid. Hans normalt så trygge verden bliver præget af skiftevis tvivl og håb, forvirring og mistillid, for hvad er der egentlig sket med Amy? Og hvilken rolle spiller Keith i hendes forsvinden? Efterhånden går det op for Eric, at han ikke kender de mennesker, han kalder sin familie.

Størstedelen af bogen igennem sad jeg med en klar forventning om, hvad der videre ville ske, og jeg var ikke i tvivl om, hvem forbryderen var, og hvordan det hele hang sammen. Jeg blev irriteret, noget som absolut ikke blev bedre af, at de første mange kapitler starter med en bagklog og ældre Eric, der ”burde have set det komme”, og som ikke på noget tidspunkt lader læseren i tvivl om, at der her er tale om en familie i opløsning.

Derfor blev jeg også det mere overrasket, da bogen nåede sin ende, og det gik op for mig, at jeg ikke på nogen måde havde kunnet regne den egentlige tragedie ud. Den tragedie, som den ældre og vidende Eric med sorg fortæller om, som splitter ikke én, men flere familier ad, og som er så uventet, at man ikke foreløbigt vil kunne glemme bogen og dens mange skæbner.