Regnorm

Interessant og poetisk debut om de personer, der påvirker os på godt og ondt gennem livet. En god YA-roman om at konfrontere sin barndom og forsøge at komme fri af den.

Det vrimler med ’coming-of-age’ værker på den danske litteraturscene i disse år. Der er en tendens til, at forfattere udstiller sig selv og deres familier, nogle gange uden et fiktivt slør, og det medfører somme tider at værkerne fremstår private og uden synderlig litterær kvalitet; uden en form for almengyldighed og oplæg til refleksion. Det er ikke tilfældet med ’Regnorm’ af Kathrine Eg Mølhave, selvom der også her kan strammes op litterært visse steder. Desuden hævder romanen ikke at være andet end en roman; altså fiktion – dog er snakken om genrer ikke mit fokus her, men alligevel en notits værd.

Hovedpersonen Marie bor i Spanien, men rejser hjem, da hendes morfar bliver alvorligt syg. Det bliver starten på en konfrontation med den dysfunktionelle families fortid. Fortællingens kronologi er opbrudt og fremstår impressionistisk – i hvert fald for det meste – og denne tilgang fungerer godt. De korte kapitler fremstår nærmest spontane i deres sprog, hvilket måske kan forklares med, at Mølhave har skrevet det meste af romanen på sin smartphone.

De korte sætninger sikrer en hurtig læsning – generelt uden at teksten bliver sproglig banal eller handlingen indholdsløs, men der er dog litterære problemer i teksten. Især brugen af symbolerne ”regnorm” og ”solsort” bliver anstrengende gennem teksten, fordi de gentages så mange gange. Til sidst er de så udvandede, at de kan betyde lidt af hvert, og brugen af det symbolpar virker forceret. Desuden er overgangen mellem nogle fortids- og nutidskapitler, hvor læseren får information om Marie og hendes familie fra fortiden, præget af gentagelser. Med andre ord virker det som dobbeltkonfekt, fordi læseren i det givne kapitel får serveret, hvad det foregående kapitels indhold betød for Marie. Her skal man nok stole mere på sin læsers evne til selv at afkode handlingsmønstre og afvigelser i dem.

Fortællingen fungerer bedst, når Mølhave sætter en scene; vekslende mellem miljøbeskrivelse, handling og dialog. Selvom vi har med en jegfortæller at gøre, foregår det meste i nutid og ureflekteret, hvilket holder sproget i en nogenlunde stram linje som i følgende eksempel:

”Jeg er hjemme. Mor er på hospitalet. Morfar bliver opereret igen. Noget gik galt. Jeg hørte ikke efter. Jeg sidder og kigger ud i haven. Forestiller mig Morfar på en bænk under æbletræet. Mormor dukker op, men jeg forsøger at lade være med at forestille mig hende i haven. Hun er ude af det hele nu.”

Som det ovenstående citat også antyder, er det en roman om, hvor kompliceret tilværelsen kan være og samtidig en undersøgelse af oprindelsen af indre konflikter og dæmoner. Romanen behandler et interessant emne: Vold. Med overvægt på den psykiske vold. En lovende debut, der er bedst, når forfatteren lader de litterære konstruktioner træde i baggrunden og fortællingen gøre arbejdet.