Bog

Regnen falder

Af (
2016
)

Anmeldelse

Regnen falder af Anders Løgstrup Bjerg

05 sep.16

Debutanten Anders Løgstrup Bjerg introducerer en helt ny litterær genre: Feelgood-litteratur for mænd – dog med et lille twist til sidst.

Daniel er i starten af tyverne. Han har svært ved at finde begejstringen for sit studie, vil gerne noget med film, men laver lidt studenterradio i stedet for… indtil en gammel ven spørger, om han kunne tænke sig at være med til at åbne en isbutik og relancere den hedengangne regnbueis i ny hipsterforklædning! Daniel er frisk, finder på navnet ’Treklang’, og så er historien skudt i gang.

’Regnen falder’ er først og fremmest en underholdende roman. Jeg læste den i ét stræk og følte mig i godt selskab imens. Men med fare for at lyde som en virkelig gammel tudse, tror jeg dog, målgruppen er en del yngre end mig. Vi er i København i 2013, og langt hen ad vejen er omdrejningspunktet for historien de sociale medier: vigtigheden af at promovere isbiksen på Face og Insta, og spændingskurven stiger som Mont Ventoux (der er en del cykelreferencer i bogen!), da det pludselig er uvist, om Information har linket deres kritiske artikel om firmaet til Facebook eller ej. En veritabel shitstorm er på vej, men afværges i sidste øjeblik. Ligesom et skænderi mellem Daniel og kæresten Pernille næsten ender med, de går fra hinanden. Og ligesom leoparden, isdrengene møder på en spontan tur til Afrika, næsten er farlig – men dog viser sig ikke at være så sulten alligevel…

’En storbyroman’, bliver bogen kaldt på bagsideteksten, og det er rigtigt nok. Men der er ikke undergang og fare på færde, der er ikke tale om nogen moderne ’Hærværk’. Det er hyggestorby, drengene kommer fra pæne familier, og alle er søde ved hinanden. Det er feelgood helt indtil de sidste 50 sider, hvor historien til gengæld får nerve og bider fra sig. Daniel kommer ud på gyngende grund, mister faktisk det meste af sit fundament, og det kunne være interessant at vide, hvad der så sker. Men slutningen er åben, og det er godt! Det er gået lidt for godt, og det har været lidt for nemt at starte et succesfuldt firma op helt fra bunden, så heldigvis får vi ikke serveret en happy end oveni, for det havde været lige så sødt som den flotte forside med regnbueisen. Jeg tror, der er meget mere i Anders Løgstrup Bjerg end den her hyggedebut, han skriver godt og levende – filmisk, faktisk – og har helt klart potentiale til meget mere end feelgood for mænd.

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52574226
ISBN
9788702203684
Antal sider
376

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer