PS. Trænger til flødeskum (og diller)

En følelsesmæssig exhibitionist taler ud! Og jeg har været så heldig at få lov at læse med, når hun blotter tanker og beskidt vasketøj.

Jeanett Veronica Hindberg nærmer sig de 41 år, hun er overvægtig, og det er alt for lang tid siden, hun har fået noget diller. Det har hun tænkt sig at gøre noget ved, og i en periode på cirka fire måneder følger læseren nu hendes tanker og kvaler omkring begge disse målsætninger.

I en slags dagbogsform fortæller Jeanett fuldstændig hæmningsløst om sine problemer, som jo blandt andet består af for mange kilo på kroppen og for lidt sex til samme krop. Men bag den hårdtslående, bramfrie og provokerende havnearbejder-facon øjner læseren også snart en anden person. En kvinde, der har haft alt for mange nederlag og alt for meget modgang i livet lige siden hendes tidlige barndom, hvor en opvækst med en alkoholisk mor har sat sine tydelige spor.

Jeanett lider nemlig af en art socialfobi og har det bedst med at sidde i sin lejlighed med sin søn ”Teen”, sin kaffe, sine katte og sin computer, via hvilken det meste af det sociale behov udleves – dog med en art ironisk distance – på Facebook, Twitter mm. Det lyder sandsynligvis som en kliché, men jeg har bogstavelig talt grinet og grædt mig gennem denne bog. Grinet, når Jeanett beskriver, hvordan hun tosser rundt i Kvickly på grund af hendes interesse for en cute Kvickly-medarbejder og grædt, når hun fortæller om sit savn af sin elskede morfar.

Vi er nok mange, der kender Jeanett Veronica Hindberg fra hendes populære blog ”Bitterfissen”, som tilbage i 2012 fik enorm mediestorm, da den mystiske og ukendte blogger endelig stod frem og lod sig afsløre. Men man skal ikke læse P.S. Trænger til flødeskum (og diller) i den forventning, at det er en fortsættelse af Bitterfissen, for det er det langt fra. Denne bog er langt mere tragisk og rørende, selv om den samtidig er krydret med mange vanvittigt morsomme anekdoter.

Det er muligt, at Jeanett, både forklædt som Bitterfissen og også som sig selv, får tilsvinet, stødt og trådt på en masse mennesker. Men Jeanett er til gengæld heller ikke bange for at give sig selv af samme mønt, og dette gør hende til en langt mere ægte person end diverse glittede bloggere, der primært bruger de sociale medier til at promovere en perfekt udgave af sig selv.

Man kan sige, at denne bog er det diametralt modsatte af det perfekte glansbillede. Det er snarere ”lad os hænge alt det beskidte vasketøj til tørre”-litteratur. Om det lykkes Jeanett at tabe sig og få noget sex inden bogen slutter, vil jeg ikke løfte sløret for her, det må I selv læse jer til.